Uheldigt interview med hidsig legende: »Synes du selv, du er intelligent!?«

Det er ikke altid, et interview går, som journalisten håber.

Halvvejs gennem et 50 minutter langt interview med Stig Tøfting må jeg stille sige til ham, at jeg ikke føler mig særlig intelligent.

Jeg taler med Stig Tøfting, fordi AGF for nylig har kåret ham til »Årets Legende 2022.« Jeg vil gerne tale med ham om andet og mere, stille ham nogle lidt skæve spørgsmål. Jeg skulle klart have briefet ham.

Interviewet med 52-årige Tøfting tager en uventet og eksplosiv drejning, da jeg stiller ham følgende spørgsmål:

I forbindelse med kåringen er der et skriv på AGFs hjemmeside, hvor Thomas Graversen og Morten Olsen beskriver dig som en ”utrolig intelligent” fodboldspiller. Er du også et utrolig intelligent menneske?

»Det vil jeg lade andre om at bedømme. Hvad mener du med egentlig med det? Intelligent hvordan? Hvordan skal jeg kunne svare på det? Kan du overhovedet selv forklare, hvad du mener!? Hvad fanden er det her? Er det den slags spørgsmål, jeg skal sidde og svare på!? Spørger du, om jeg er uintelligent? Det vil ikke sige, at jeg er. Synes du selv, du er intelligent!?«

Svaret og tonefaldet, det bliver serveret med, kommer bag på mig. Jeg er glad for, vi blot taler i telefon. Jeg forsikrer ham om, at jeg bestemt ikke føler mig intelligent. Efter nogle lange sekunder, siger han:

»Der var det, temperamentet. Kunne du mærke det?«

Vi har tidligere talt om Tøftings temperament. Det, der ofte var en force på fodboldbanen, til tider en fjende uden for. Han mener selv, han er blevet mindre letantændelig.

»Jeg tænker, vi allesammen bliver mildere med årene. Det handler også om, hvor du er i dit liv, og hvad du laver. Jeg træner ikke på samme måde mere, og jeg går ikke i byen, som jeg gjorde engang. Jeg er et andet sted. Men temperamentet er der endnu,« siger han.

»Slalom og højdespring«

Stig Tøfting svarer gerne på mine spørgsmål med et eller flere modspørgsmål. Jeg synes, det er oplagt at spørge, om der er nogen, han ser som en legende. Du kan nok gætte svaret.

Til sidst indvilliger han i at sige noget, jeg kan skrive i en artikel.

»For mig var John Stampe den største spiller i AGF. Jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag uden John Stampe. Jeg tror, han kunne se noget af sig selv i mig, og det kunne han godt lide. Jeg lærte meget af ham. Hvis du gjorde, som han sagde, spillede du en god kamp.«

Fodbold var i højere grad en kampsport, da »Tøffe« peakede i 90’erne og starten af 00’erne (Tøfting kan godt lide irske Roy Keane, der i en årrække samlede på røde kort for Manchester United).

»Selvfølgelig blev der spillet hårdere, og det er også fint, at det har ændret sig. Det er ikke særlig sjovt at blive sparket ned bagfra. Nogle angribere måtte nærmest lave slalom og højdespring for ikke at blive slagtet. Det ser man ikke med Messi. Dommerne beskytter spillerne lidt mere,« siger Stig Tøfting.

No Regrets?

Som professionel spillede Tøfting blandt andre i Hamburger SV, MSV Duisburg og Bolton Wanderers. Jeg spørger ham, om han fik udlevet det, han gerne ville i sin karriere. Tonen bliver atter meget kontant.

»Det er ikke noget, der interesserer mig en hujende fis. Hen over min mave står der ”No Regrets.” Min bog hedder ”No Regrets.” Jeg gider ikke bruge tid eller energi på at tænke over det, jeg ikke kan ændre. Jeg forholder mig til det, jeg kan gøre noget ved, siger han.«

Jeg mister lysten til at udforske emnet yderligere. Efter en lille pause tilføjer Tøfting:

»Men når du spørger mig, så kunne jeg da sagtens have fået mere ud af min karriere.«

En tatovering med ordene »No Regrets« kan være en påmindelse. Et mantra, ejeren af tatoveringen har brug for. Om det gælder for Stig Tøfting, kan jeg ikke sige.

Jeg kan sige, at han som fodboldspiller var kendt for sin viljestyrke og fighterånd, sit vinderinstinkt.

Hvorfor ville du det hele mere end alle andre?

»Jeg ved ikke, om jeg ville det mere end andre, men jeg kommer fra en arbejderfamilie, og jeg har altid lært, at man skal arbejde for tingene. Jeg er ikke født med en guldske i rumpetten. Angsten for at tabe var stor. Det kan man godt bruge som motivation.«

Skyggesiden

Du kender måske historien om en 13-årig Stig, der kommer hjem og finder begge forældre døde. Det kan være, du ved, at Stig Tøfting i 2003 mistede sin blot fire uger gamle søn, Jon. Stig Tøfting har været i fængsel.

Manden har et indgående kendskab til livets skyggesider. Mange var knækket på den skæbne, han er blevet tildelt.

»Nogle skal stryges med hårene for at have det godt. Sådan er jeg ikke, og det, tror jeg, er en god ting, når man kigger på mit liv. Hvis jeg ikke kunne tåle omgivelsernes tryk, var det nok ikke gået så godt. Jeg kommer igennem tingene på en eller anden måde. Sorgen over min søn går aldrig væk, men man må lære at leve med den. Livet går videre, indtil det ikke gør mere,« siger han.

Er du mere følsom, end folk tror?

»Jeg føler ikke, at jeg er ufølsom. Jeg føler selv, at jeg er omsorgsfuld. Jeg kan sagtens se en film og græde en tåre over den. Jeg har også grædt mange gange i hele forløbet, hvor Jon døde.«

Rette hylde

Stig Tøfting blev hyldet som AGF-legende, da klubben spillede den første hjemmekamp i Superligaens slutspil (0-0 mod Vejle).

Hvordan oplevede du at blive hyldet?

»Det var meget travlt. Jeg var rundt i to telte, i fanzonen og i tre lounger på stadion. Der var hele tid nogen, der trak mig i en anden retning. Jeg havde ikke rigtig tid til at sidde og nyde det. Det var først, da kampen startede, jeg kunne lade det bundfælde sig lidt.«

Tøfting understreger, at han er glad, stolt og beæret over sin nye titel.

Med kåringen kommer Stig Tøfting på hylde med »den største spiller i AGF.« I 2017 blev John Stampe, post mortem, kåret til »Årets Legende« i AGF.

Det bliver svært at finde en AGF-fan, der er uenig i, at manden med »No Regrets« tatoveret på maveskindet har fortjent sin plads.

NB

Interviewet Stig Tøfting ender i mindelighed. Det er mit indtryk, at han falder ned omtrent lige så hurtigt, som han farer op. Jeg kan godt lide ham, også hvis følelsen ikke er gengældt.

»Jeg er sgu nok bedst, når jeg er lidt halvgnaven. Det var jeg som fodboldspiller, og sådan er jeg nu,« siger han.