»Det værste ville være, hvis ingen lagde mærke til det. Så kunne man tale om spildte penge«

Vel er 26,2 mio. kr. virkelig mange penge.

Det synes billedkunstneren Jesper Just også.

Så han vil gerne gøre opmærksom på, at selve det værk, ”The Garden in the Machine”, som i løbet af sommeren skal sættes op på en bygning i Filmbyen i Aarhus, og som han har skabt, kun koster en femtedel af det beløb.

Resten af pengene går til bl.a. de 19,3 km LED-stripes og de 1.000 kvm glas, som skal sættes op hele vejen rundt om bygningen, sådan som det har været planlagt fra starten, og som Jesper Justs værk så at sige skal spejle sig i. Hans værk skal opleves udefra og kommer til at give et helt særligt liv til et træ, formentlig en stedsegrøn skovfyr, der bliver plantet på den store terrasse, der vender ud mod Sydhavnsgade.

Jesper Just kender godt til diskussionerne om økonomien bag projektet: Skal man bruge så mange penge på kunst, når nu kommunen fattes penge på alle mulige andre områder, bl.a. de sociale?

»Hovedparten af de penge, der er til projektet, kommer fra fonde, der kun støtter kunstprojekter. Så pengene vil blive brugt til kunst et andet sted, hvis ikke de bliver brugt her,« siger han, mens vi sidder i Filmbyens kantine.

Angstprovokerende

Han har netop holdt et oplæg for Filmbyens brugere og forklaret, hvad hans værk i det hele taget er, om det er klimavenligt, om han er klimaaktivist, og hvorfor det ikke bliver drevet af solceller.

Det er første gang, at han arbejder med et træ og ikke et menneske i hovedrollen.

»I værket er det et virkeligt træ og en virtuel fremstilling af træer og naturen, som bliver styret af dette træ. På den måde kan vi se træet og forstå, hvor kompleks en organisme det er. Det plejer vi ikke rigtigt at respektere, fordi træer bare er en kulisse i vores hverdag, fordi vi lider af planteblindhed. Vi ved ikke, hvad de planter og træer, vi omgiver os med, hedder,« mener Jesper Just.

»Jeg er perfektionist, men her giver jeg slip. Det er angstprovokerende, men man kan jo ikke både sige, at træet er i centrum, og så bestemme, hvad der skal ske.«

Træet bliver udstyret med seks sensorer og forbundet til de mange kilometer LED-stripes, som afhængigt af signalerne fra sensorerne påvirker lyset og farvespektret i en film, taget af skove i Danmark. Filmen ændrer farve alt efter, hvordan træet har det, og omfavner hele bygningen. Det skal være tændt i gennemsnitligt otte timer om dagen, men forbruger mindre strøm, end en enkelt aarhusianer årligt bruger.

En del af esplanaden

Der er adgang for alle på terrassen, der ligger ud til en kommende esplanade, som skal gøre det til en oplevelse at gå fra Dokk1 og ned langs Sydhavnen.

»Jeg synes, at det er utroligt vigtigt med kunst i byen. Jeg vil ikke stoppe mine holdninger i halsen på nogen som helst, jeg vil bare pege på noget, i dette tilfælde naturen, og få folk til at stoppe op og tænke over det, de ser,« siger han.

»Hvis man kan få sådan et moment, vil det da være utroligt gavnligt. Man kan ikke kun gøre det op i penge. Kunst er en del af vores kulturhistorie og identitet, og det er værdifuldt i sig selv, at man kan opleve noget, som ikke nødvendigvis skal skabe profit, men er der på sine egne præmisser.«

Samtidig er han godt tilfreds med, at kunst kan skabe debat.

»Det værste ville være, hvis ingen lagde mærke til det. Så kunne man tale om spildte penge,« siger han.

»For mig er det vigtigt, at folk får noget ud af det. Jeg arbejder for projektets skyld, ikke for min egen skyld.«

14 år i New York

Den 47-årige kunstner, der med egne ord har arbejdet med »skulptur, film og arkitektoniske inventioner gennem 20 år,« har boet og arbejdet 14 år i New York.

»Det var ikke et bevidst valg, arbejdet tog mig derhen, for der begyndte at være interesse for mit arbejde,« siger han.

»I New York er de forskellige kunstgenrer mere ligeværdige - man ser ikke kun maleri som den højeste kunst. Det føles, som om der her i Danmark stadig er en barriere - videokunst bliver set på som noget mere edgy, noget lidt mærkeligt.«

Midt under coronapandemien flyttede han, hans 12-årige søn Eik og hans østrigske ekskone tilbage til Europa - de var ikke trygge ved udviklingen i USA. I dag pendler han mellem København og Berlin, hvor de to andre slog sig ned.

Stort ambitionsniveau

Han har også pendlet til Aarhus adskillige gange.

»Ambitionsniveauet er nogle gange større i en lille by end i en stor. Det er ikke mig, der er kommet med en ambition om at lave et kæmpestort værk i Aarhus, det er kommet fra byen selv, og så er jeg blevet bedt om at udfylde pladsen, fordi en af bidragyderne, Ny Carlsberg Fondet, har peget på mig,« siger han.

»Meget var fastsat på forhånd. Det er et anderledes samarbejde, end når jeg arbejder med en udstilling, hvor jeg selv bestemmer. Her var oplægget en digital have, der vendte Filmbyen på vrangen. Det er et ret stort projekt. Jeg synes altid, at når man laver noget i sit egen hjemland, betyder det mere. Man er mere ængstelig. Jeg ved ikke hvorfor, det betyder bare mere.«

Jesper Just vil ikke kalde det et klimaværk, mere en insisteren på at vise, at naturen er kompleks.

»Det kan godt være, at et træ ikke har et centralnervesystem, men det har en kompleksitet. Hvis man klipper et blad eller en gren, er der med det samme en reaktion hos det. Jeg har sat træet i centrum - normalt opfatter vi os selv som centrum. Så det er ikke et klimabarometer, det er mere en ide om, hvordan vi kan se træet og forstå dets behov.«

Klichéer over manderollen

Jesper Just har før arbejdet med naturen i sine værker. Sidste år havde han en udstilling på Gl. Holtegaard i Holte, hvor han med udstillingen ”Seminarium” legede med grænserne mellem virkeligheden og science fiction, også gennem planter, lys og film.

»Tidligere har jeg arbejdet med filmiske konventioner og repræsentation - jeg har sat fokus på nogle af filmmediets mange klicher over manderollen, og hvad det vil sige at være mandlig. Hvis du ikke kan kontrollere dine følelser i det offentlige rum, kan du blive anset som svag,« mener han.

»Jeg begyndte med at studere de film, som Michael Douglas havde været med i 90’erne. Han har kompenseret senere hen, men dengang stod han for de vildeste film i forhold til antifeminisme. Vi har måske alle nydt at se dem, bl.a. ”Basic Instinct” og ”Fatal Attraction”, men han er endt med at vælge nogle film, som handler om en familiefar, der har et møde med en selvstændig karrierekvinde, som viser sig at være en farlig psykopat, der vil ødelægge hans idylliske familie.«

Emotionel striptease

Han lavede også tre kunstfilm på nogle københavnske stripklubber med mænd, der var emotionelle i forhold til hinanden.

»Det var en slags emotionel striptease, hvor de kunne finde et rum og redefinere sig selv. De var blot 5-10 minutter lang film, for de er lavet til en kunstkontekst.«

Det er det samme med værket på Filmbyen, mener han.

»Det er en visuel oplevelse, det er æstetisk og giver noget, uden at man behøver at gå hen at se det tæt på. Men hvis man vælger at dykke ned i det, kan man få mere ud af det, se mange flere lag. Det er ikke min rolle at pådutte folk, at de skal investere sig selv, jeg peger bare på muligheden.«