Bente må lukke bodega efter 40 år: »Den sidste, der blev væk, havde været død i to dage«

Bente Pedersen ejer bodegaen »Pusterummet« i Frydenlund Centret. Nu bliver hun smidt på porten. Det er hun bestemt ikke tilfreds med.

Artiklens øverste billede
71-årige Bente Pedersen har stået bag baren i "Pusterummet" siden 1984. Foto: Sten Brøgger
Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens lokale tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

»De skulle skamme sig. Simpelthen. Det er ingen måde at behandle mennesker på. Jeg kan ikke forstå, at de ikke har en dårlig smag i munden.«

Bente Pedersen, ejer af bodegaen »Pusterummet,« har ikke meget til overs for ejendomsselskabet NREP, der for nylig har opsagt hendes lejemål i Frydenlund Centret i Hasle.

1. april skal 71-årige Bente lukke og låse den bodega, hun har haft siden 1984, for sidste gang.

Hun fører, via en advokat, nu en retssag mod NREP, der har tilbudt hende 300.000 kroner i kompensation for at lukke bodegaen.

»Det er at gøre dybt nar af mig. Jeg skal betale moms og skat af pengene. Så er der ikke engang til advokaten. Det kan ikke lade sig gøre at gå herfra med et nul,« siger Bente Pedersen til Lokalavisen Aarhus.

Hun har hævet sin pension for at holde liv i bodegaen.

»Jeg må ud at finde et job. Det kan sgu være svært nok som 71-årig. Jeg havde regnet med at være her fire-fem år til, indtil jeg ikke mere skal arbejde,« siger Bente Pedersen.

Når man træder ind i "Pusterummet," kan man tydeligt lugte, at det i mange år har været tilladt at ryge i bodegaen. Foto: Sten Brøgger

Buller, HC og Røde Kim

Det er ingen hemmelighed, at NREP har planer om at rive Frydenlund Centret ned og bygge nyt på grunden.

Som ejer af centret har NREP vel lov til at lukke det, når selskabet vil?

»Selvfølgelig har de det. Det er også fint nok, at der skal bygges nyt. Men efter 38 år havde jeg regnet med, at jeg i hvert fald var gået herfra med en million til at starte noget nyt for. De 300.000 kroner kalder jeg ikke kompensation.«

Anno 2022 er der ikke meget tilbage af Frydenlund Centret. En aflukket gang med tre lejere. Bodega, pizzeria, frisør. Alt ser forfaldent ud, og kun Bentes stamkunder har deres daglige gang i det, der engang var et velbesøgt butikscenter.

»Buller, HC og Røde Kim er dem, der er kommet her længst. Dem overtog jeg sammen med bodegaen. Buller er 82 år. Jeg plejer at sige, at hvis jeg sælger bodegaen, er jeg nødt til at købe dem,« siger Bente Pedersen.

Det vil angiveligt koste 183.000 kroner at få inventaret, inklusiv kælderrum, i "Pusterummet" fjernet. Det har en flyttemand ifølge Bente Pedersen vurderet. Foto: Sten Brøgger

Hun har et familiært forhold til mange af de kunder, hun har lært at kende i løbet af de seneste 38 år.

»Vi fortæller hinanden om alting. Det kan ikke undgås, når man ser hinanden hver dag. Jeg har været med til mange dåbsfester, konfirmationer og bryllupper,« siger Bente Pedersen og fortsætter:

»Hvis en af de faste ikke dukker op i to dage, ringer jeg til deres vicevært og beder ham om at banke på deres dør. Den sidste, der blev væk, havde været død i to dage. Hvis Buller skal besøge sin niece, ringer han og fortæller mig, at der ikke er noget i vejen.«

Ikke savnet

Ifølge Bente Pedersen er det en »katastrofe« for mange i området, at Pusterummet nu lukker.

»Når du er enlig, er der ikke nogen der savner dig. Jo, dem du sidder og snakker med hver dag på værtshuset,« siger hun.

I de gode gamle dage havde Pusterummets ansatte og gæster en fælles sparekasse, og de tog på weekendture sammen.

»Der har været mange højdepunkter i løbet af årene. Dengang, der var en centerforening, blev der holdt nogle gode fester i centret,« siger Bente Pedersen.

På trods af at centret i dag er stort set øde, har Bente, siger hun, aldrig arbejdet så meget, som hun gør nu.

»Tidligere har jeg haft tre ansatte, så to på deltid. Men dem opsagde jeg, da jeg fik opsigelsen sidste år. Der er kun mig til at holde bodegaen åben,« lyder det.

Frydenlund Centret i Hasle har set bedre dage. Spørgsmålet er, hvornår det gamle butikscenter skal rives ned. Foto: Sten Brøgger

»Uoverskueligt«

Bente Pedersen står ifølge eget udsagn i en situation, hvor hun blandt andet skal betale for at have Dankort-terminal, lønsystemet Danløn, Falck-abonnement og forskellige forsikringer længe efter, hun har skænket den sidste øl.

»Det længste abonnement løber i et år fra 1. januar. Det vil sige, at jeg 1. januar 2023 er færdig med at betale for det, jeg ikke bruger,« siger hun.

Øjnene bliver våde og stemmen skælver, da jeg beder hende beskrive den situation, hun står i nu.

»Det er uoverskueligt. I efteråret 2017 var der en, der ville købe bodegaen for 1,2 millioner. Det ville de (NREP, red.) ikke acceptere. Det er klart, når de ved, at centret skal brækkes ned,« siger Bente Pedersen.

Den aktuelle retssag mod NREP vil vise, hvor stor kompensation Bente Pedersen i sidste ende får.

Lokalavisen Aarhus har flere gange forsøgt at få telefonisk kontakt til Thomas Riise-Jakobsen og Mads Birkedahl Dehlbæk, henholdsvis partner og manager hos NREP. Dette har ikke været muligt. Vi har i stedet forelagt Bente Pedersens kritik i en mail.

»Tak for din mail. Mht. lejerdialoger må jeg desværre skuffe dig, da det ikke er en diskussion, vi tager i medierne,« lyder svaret fra Mads Birkedahl Dehlbæk.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.