Kommunen inviterer til stormøde for alle, der vil hjælpe ukrainske flygtninge
»Jeg håber, at alle vil være med til at tage rigtig godt imod de ukrainere, som kommer til Aarhus,« siger borgmesteren.

Utroligt mange aarhusianere byder i disse dage ind med hjælp til Ukraine og ukrainske flygtninge.
Og mange har også meddelt Aarhus Kommune, at de er klar til at give en hånd. Derfor inviteres frivillige, civilsamfundsorganisationer og andre aktører nu til et stormøde på rådhuset den 8. marts kl. 17-18.30.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Kommunen arbejder i øjeblikket på højtryk for at sikre, at Aarhus er klar til at tage godt imod de ukrainske flygtninge, som kommer til byen.
»Formentlig bliver krigens konsekvenser snart meget konkrete her i Aarhus, når de første flygtninge begynder at komme, og det skal vi som by forberede bedst muligt. Jeg håber, at alle vil være med til at tage rigtig godt imod de ukrainere, som kommer til Aarhus,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
På stormødet vil der være en orientering om status for tilstrømningen, opholdsgrundlag og Aarhus Kommunes rolle samt orientering om de kommunikationsplatforme, man som borger kan tilgå, hvis man ønsker at hjælpe.
”Det er en opgave, som vi kommer til at løfte i fællesskab. Og det er vigtigt, at vi får organiseret og koordineret vores hjælp, så alle gode kræfter bliver brugt der, hvor behovet for hjælp er størst. Her spiller civilsamfundsorganisationerne en stor rolle. Derfor vil der på stormødet også være mulighed for, at frivillige og organisationer kan netværke og forhåbentlig ”finde hinanden” og lave gode aftaler om at hjælpe. Jeg håber, vi bliver rigtig mange i rådhushallen på tirsdag,« siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold (S).
ddp