Russisk aarhusianer: »Jeg skammer mig over mit land«

»Det er svært at skjule, at jeg er russer. Men jeg kunne ønske mig, at jeg ikke var født i Rusland,« siger Maria, der har boet i Aarhus i mange år. Åbent fortæller hun i et interview med Lokalavisen, at skam og nationalitet hænger uløseligt sammen.

Artiklens øverste billede
Maria taler åbent om de følelser, der fylder i hende efter, at Rusland har invaderet Ukraine. Foto: Mille Winther
Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens lokale tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Krigen har hærget i Ukraine i otte dage. Lige så længe har russiske Maria tjekket nyheder mindst én gang i timen.

Hun er 45 år, har boet i Aarhus i mere end 20 år og arbejder til daglig ved corona-hotlinen og som freelancejournalist.

Åbenhjertigt har hun fortalt Lokalavisen om skam, om russisk, politisk hjælpeløshed og om sine holdninger til Putin.

Vi har valgt at anonymisere hende, da det kan have konsekvenser for hende, hvis hun taler om sin holdning til magten i Rusland, men redaktionen er bekendt med hendes identitet.

Putins Rusland

De første dage af krigen var Maria i chok. At russere og ukrainere kæmper mod hinanden på europæisk jord er fuldstændig uhørt, siger hun, for de er naboer, venner, kollegaer og familiemedlemmer.

»Det største spørgsmål er, hvordan det overhovedet er muligt, invasionen. Svaret ligger i ”Putins Rusland”. En mand, der er overbevist om, at hans vilje betyder alt, kontrollerer 140 millioner mennesker,« siger hun.

Apolitisk hjælpeløshed

»Det er meget populært i Rusland at sige, at man er apolitisk. Det ligger i Ruslands historie, at politik er noget beskidt. Man vil ikke blande sig i det, og det er man stolt af.«

Hun ryster på hovedet.

»Nu har vi konsekvenserne af det. Hvis du er ligeglad, får du en psykopat ved magten.«

»Man kan sige, at russerne er hjælpeløse i deres eget land. Der er så få mennesker ud af de mange millioner, der tør gøre noget.«

Skam

Maria ruller på r’erne, når hun taler og gestikulerer med hænderne. Og så lægger hun ikke fingre imellem:

»Jeg skammer mig over mit land. Jeg er russisk og har russisk pas. Så det er svært at skjule, at jeg er russer. Men jeg kunne ønske mig, at jeg ikke var født i Rusland.«

Føler du dig dømt af omverdenen?
»Nej, det gør jeg ikke,« siger hun stille.

Hun fortæller, at hendes kollegaer kun har udtrykt nysgerrighed for hendes viden og syn på Rusland, men ikke fordømmelse. Alligevel har hun sygemeldt sig i nogle dage.

»Jeg kunne mærke, at min hjerne ikke fungerede, som den skulle. Jeg var i højrisiko for at lave fejl.«

Og det gav Marias læge hende ret i. Hendes blodtryk ligger højere end det plejer i disse dage, og selvom hun ikke havde diskuteret krigen ved lægetjekket, tilføjede lægen selv, at det muligvis skyldtes krigen.

Datteren græder

Maria er uddannet fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Da hun kom til Danmark for at studere, mødte hun en dansk mand. De blev gift og fik en datter sammen. Datteren taler flydende dansk og russisk, men lige for tiden er det noget, hun holder for sig selv.

»Min datter sagde til mig, at hun er skamfuld over at have russisk blod i årene.«

Maria svarede hende, at hun jo ikke kunne vælge. Men du har dansk pas, og du er født i Danmark. Du er et dansk barn, der også taler russisk.

»Mit barn er uskyldigt, men græder af skam.«

Nye kartofler i haven

»Det er nemt at have de holdninger, jeg har, når jeg bor her,« slår Maria ærligt fast.

De første 25 år af hendes liv var i Sankt Petersborg. Hun husker tydeligt tiden i 90’erne, hvor inflationen sendte mange russere sultne i seng:

»For en månedsløn kunne du få en pakke med rugbrød og en kande kaffe. Jeg var heldig - jeg havde også råd til et kødben til min hund. Der var så stor fattigdom. Folk skulle leve af grøntsager fra haven,« siger hun.

Hun beskriver russerne som ’lammede’.

»Man skal komme ud og stoppe krigen. Men nej. Folk sidder ved fjernsynet og er klar til at plante kartoflerne igen.«

Rotterne forlader skuden

»Man ryger 15 dage i fængsel i Rusland, hvis man demonstrerer mod krigen. Men hvis alle mellem 18 og 60 år gik på gaden, ville der ikke være plads tilbage i fængslerne,« forklarer hun.

»I onsdags skrev den politiske aktivist Alexei Navalny et opslag på sociale medier, hvor der stod:

’Det er os, der skal betale prisen. Alle skal ud og protestere. Det er ikke nok at sige, at man er imod krigen. Man skal ud og vise det,’« oversætter hun.

Maria fortæller, at der er et russisk ordsprog, der siger, at rotter løber fra den synkende skude først:

»Med de økonomiske sanktioner bliver oligarkierne ramt og mister deres formuer. Jeg kan ikke lave en prognose, men jeg drømmer om, at Putin står alene. For hvis rotterne er løbet væk, er der ingen støtte tilbage for ham.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.