Se billederne: Tusindvis mødte op til demonstration for at vise deres fordømmelse
Den alvorlige situation i Ukraine efter Ruslands invasion fremkaldte store følelser ved lørdagens demonstration på Bispetorv i Aarhus, hvor tusindvis var mødt op for at vise deres fordømmelse.

Der var store følelser i spil lørdag eftermiddag på Bispetorv i Aarhus, hvor tusindvis af mennesker var mødt op for at demonstrere mod Ruslands invasion af Ukraine.
Den kritiske og alvorlige situation i Ukraine ledte herhjemme bl.a. til demonstrationer torsdag og fredag i København, Odense og Herning. Og lørdag blev der så afholdt demonstrationer i Aarhus, Viborg og Aalborg.
Ifølge Århus Stiftstidende var der en del danskere blandt de fremmødte på Bispetorv ved den aarhusianske domkirke. Men herboende ukrainere i alle aldre var også mødt op i hobetal for at tage del i lørdagens demonstration og fordømmelse af Rusland.
En demonstration, der var arrangeret af Oleksandra Steffensen, der til daglig bor i Randers med sin mand.
Der blev både holdt taler på Bispetorv, men de mange fremmødte blev også budt på både musik og dans – og selvfølgelig en masse kampråb.

Århus Stiftstidende beretter, at et gennemgående tema i talerne var det internationale samfunds reaktioner på Ruslands angreb på Ukraine – og der blev efterlyst hårdere sanktioner mod Rusland og samtidig udtrykt et klart ønske om mere militær hjælp til krigen i Ukraine.
Til TV2 Østjylland sagde Oleksandra Steffensen følgende inden demonstrationen for alvor gik i gang:
»Vi demonstrerer i dag fordi, vi er voldsomt rystede. Vi har mange følelser i klemme, og vi har brug for at komme ud og mærke, at vi er sammen om det, og vise at vi ønsker fred,« lød det fra Oleksandra Steffensen til TV2 Østjylland.




af