Psykolog Florence McLean arbejder både med udsatte børn og seriemordere

28. februar 2022: I første version af denne artikel fremgik det, at Florence McLean, som artiklen handler om, er FBI-uddannet. Dette er ikke korrekt. Det er rettet, og Jyllands-Postens Lokalaviser beklager fejlen.

»Den her gamle hund har mange sider,« siger Florence McLean, mens hun står i sort fra top til tå og laver kaffe i sit lille køkken.

Og det har hun ret i.

Florence McLean er psykolog og har længe arbejdet med de mest udsatte børn og unge i Aarhus kommune. Derudover er hun tidligere galleriejer, selvironisk som sin mor og stolt, som sin far.

Hun hører house, når hun er alene og tegner sine egne tatoveringer. Hun er ekspert i morderes sind, hvilket nok er årsagen til, at hun aldrig ser thrillers; hun gætter morderen før, plottet går rigtigt i gang.

En sjælden art

Florence McLean er gået fra at blive kigget ekstra på til en, der bliver kigget ekstra ekstra på. Sådan udtrykker hun det. Hendes jamaicanske aner har altid fået folk til at dreje hovederne:

»Jeg stikker jo ud fra den gennemsnitlige dansker. Og så aner du ikke, hvor mange gange jeg er blevet kaldet Hella Joof. Jeg synes ikke engang, jeg ligner hende,« siger hun lettere irriteret.

»Jeg er sgu også blevet kaldt Rihanna engang,« siger hun så og slår en latter op, mens hun ryster let på hovedet.

Men selvom Florence McLean er blevet begloet grundet pigment, kan årsagen til nysgerrige blikke også sagtens være en anden, som årene er gået.

For Florence McLean er en sjælden fugl indenfor sit felt; hun kan tegne gerningsmandsprofiler. En criminal profiler - med et særligt øje for seriemorderes mønstre og sind. Og i øvrigt flittigt brugt i tv- og radioprogrammer af samme årsag.

Pisk i skolen

Som 7-årig flyttede Florence McLean sammen med sin danske mor, jamaicanske far og storesøster fra Danmark til Jamaica. Det var i begyndelsen af 70’erne, og de to piger skulle vænne sig til en verden, hvor tingene blev gjort anderledes:

»I skolen fik børnene pisk efter, hvor mange fejl de lavede. En dag var der en dreng, der fik pisk på håndledet. Jeg husker det som om, blodet sprøjtede,« siger hun og hæver armene som en eksplosion.

Den dag vendte Florence McLean og hendes storesøster skolen ryggen. Længe forsøgte forældrene at få dem tilbage, men lige lidt hjalp det:

»Jeg nægtede. Jeg var stædig som en lille sorthåret Pippi,« siger hun.

I stedet gemte de sig i bananplantagerne og legede med egnens unger.

Genfærd og lys

Aftenens dunkle mørke blandt bananpalmer og edderkopper var uhyggeligt. Elektricitet var der ikke noget af, så i stedet samlede søstrene ildfluer i syltetøjsglas. Og så fortalte faren spøgelseshistorier:

»Det var altid noget med en djævel, der ville komme og tage os. Eller en kvinde der red på en hest uden hoved. Så når mørket faldt på, måtte min søster og jeg ikke sige vores egne navne højt,« fortæller hun.

»For så ville djævlen kunne finde os.«

Familien flyttede til Aarhus efter et års tid på Jamaica. Og faren efterlod spøgelseshistorierne dér. I Danmark er der for meget lys til, at de kan eksistere, sagde han.

I stedet kom andre uhyrligheder frem i lyset, som Florence McLean blev ældre. I sit arbejde som psykolog har hun været omkring alt fra vanrøgtede børn til voksne, der har begået grusomme handlinger:

»Tro mig, virkeligheden overgår fiktionen,« siger hun.

Insisterende stuer

Lejligheden, som 56-årige Florence McLean har boet i i 38 år, er som en malers palet. Glasdørene mellem hendes to stuer er malede som en mark af blomster og sommerfugle, orange gardiner er trukket fra de høje vinduer, og påfuglefjer står i en vase på spisebordet.

Malerierne på væggene kræver sine iagttageres opmærksomhed. I stærk orange, pink og blå kigger dyr og mennesker fra lærreder i alle lejlighedens rum. Florence McLean har selv malet de fleste af dem. Engang hang de på et galleri:

»Men det blev opsagt i 2012. Og da fyldte jeg mit hjem med dem.«

Et enkelt hjørne i stuerne er frit for farver. Her er væggen i stedet dækket med diplomer i glas og ramme.

Gerningsmandsprofiler

»Specialist i psykoterapi med børn, supervisor i børneneuropsykologi og til sidst certificeret criminal profiler,« forklarer Florence McLean, mens hun peger mellem rammerne.

Hun fortæller, at hun tilbage i 90’erne så en tv-serie om FBI-eksperter, der kunne gennemskue en masse om en gerningsmand blot ved at kigge på gerningssted og offer. Det fascinerede hende, og hun besluttede sig for at ringe til FBI:

»Det kunne man dengang,« tilføjer hun med et smil.

På det tidspunkt gik hun stadig på psykologistudiet og skulle snart i gang med specialeskrivningen. En tanke om FBI’s profilerinsmetode blev specialets røde tråd:

Kan man tage metoden og splitte den ad, finde ud af teorierne bag og klarlægge, hvilken type gerningsmand, der har begået mordet? Kan man det, kan man så spotte en mulig seriemorder tidligt i livet?

Idéen præsenterede hun for sin FBI-mentor, John E. Douglas, der var med til at opfinde profileringsmetoden tilbage i 1970’erne. Han bød den nye vinkel velkommen.

Hun endte med at skrive breve med 34 seriemordere spredt over USA.

Mange år efter, at specialet var blevet skrevet, fik Florence McLean lyst til at uddanne sig til criminal profiler. Så i 2019 tog hun en certificeret uddannelse hus The forensic Criminology Institut v/ Dr. Brent Turvey , og i 2021 tog hun endnu en certificeret uddannelse hos Behavior and Law/Heritage University i Washington.

Et svar fra en seriemorder

Florence McLean sendte de første breve til forskellige seriemordere tilbage i 2001.

»Mit hjerte hamrede, første gang jeg fik et brev tilbage. Det var tykt,« fortæller hun og lyder så henrykt, at man skulle tro, det lige var sket.

Brevet var fra Arthur Shawcross - en seriemorder, der havde mindst 14 mord bag sig. Han afsonede en dom på 250 år i Sullivan Correctional Facility-fængslet i New York.

Hun banker fingerspidserne ned mod bordet foran hende, som sad hun og skrev på et tastatur:

»Han havde taget mit brev, puttet det ind i sin egen skrivemaskine og svaret på alle mine spørgsmål,« siger hun og holder en kort pause.

»Jeg var vildt benovet over det. Og det er jeg også den dag i dag. Når folk deler noget med mig, er jeg ligeglad med, om det er en seriemorder eller en ung, der har det ad helvede til. Jeg har respekt for, at de tillader mig at komme ind i deres inderste.«

Det brev og mange, mange andre fik rødderne i specialet til at spire. Og her, knap 20 år senere, er brevene og den viden, hun har fået med sig, blevet til en bog, som hun har kaldt »Seriemorder - Mennesket bag monstret«.

Lyt til børnene

Siden 2017 har Florence McLean sparet op:

»Det er noget af det mest givende at arbejde med unge, der har det svært. Men det er også noget af det mest opslidende. Derfor startede jeg med at skrive bogen.«

»Og nu er tanken, at jeg har et år, hvor jeg trækker stikket.«

Så Florence McLean har sagt sit job op i kommunen. Nu holder hun i stedet foredrag om sin bog. Og taler om seriemordere - både i tv-programmer og som undervisning - altid med ét vigtigt fokus for øje: Forebyggelse:

»Jeg prøver altid at forstå gerningsmanden. For man kan kun forebygge, hvad man forstår,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har set så mange børn og unge, hvor man ikke har passet ordentligt på dem. Spring ti år frem og hele lortet er ramlet.«

»Nogle børn er der ingen, der kan lide. Og de bliver ikke gode mennesker. Der skal være nogen, der kigger dem i øjnene og fortæller dem, de er dejlige mennesker. Punktum.«

Hun understreger, at det ikke er alle disse børn, der bliver tabt. Men hendes budskab er klart: Vi skal lytte til vores børn.