Rådmand vil øge sikkerheden og forhindre drukneulykker langs dele af havnen
Sikkerheden langs vandet i Aarhus har længe været et stærkt debatteret emne. Nu sætter rådmand for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo (K), ord på nogle tiltag, der skal sikre større tryghed.
Sikkerheden langs åen og havnen skal styrkes med flere kameraer.
Det skriver Teknik & Miljø i en pressemeddelelse.
I det hele taget skal sikkerheden ses efter i sømmende, og midlertidige tiltag skal iværksættes.
»Vi har fået et klart signal fra vores beredskab, at de kameraer, som vi har sat op som et pilotprojekt, kan være en effektiv hjælp til at forhindre dødsfald. Derfor ser jeg ikke nogen grund til, at vi venter yderligere med at udbrede det mere, siger rådmand for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo og fortsætter:
»Jeg vil nu sætte gang i et projekt om kameraer fra Aarhus Ø til Aarhus Å, så vi får langt større dækning og øger muligheden for at forhindre drukneulykker på de dele af havnen, hvor mange færdes, og hvor der vurderes at være en høj risiko.«
Borgerinddragelse
Det oplyses i pressemeddelelsen, at rådmanden har bedt sin forvaltning om at slå sig sammen med Østjyllands Brandvæsen, så de kan komme med et bud på en konkret plan for flere kameraer, opsætning af disse samt andre tiltag, der kan øge sikkerheden ved havnearealerne og langs åen.
Derudover vil rådmand, Steen Stavnsbo, gerne inddrage beboerne på Aarhus Ø samt ejerne af kajarealerne. Denne del kommer rådmanden ikke yderligere ind på i pressemeddelelsen.
En samlet tryghedspakke
»Vi har allerede etableret flere end 150 redningsstiger og opsat 50 redningskranse på de næste 10 km kaj- og kanalstrækninger, der er fra Aarhus Ø til åen. Der er opsat hegn ved en række strækninger ved både havnen og Aarhus Å, og der er etableret mere belysning,« oplyser rådmanden.
Opsætningen af kameraer er således ikke det eneste tiltag; i den kommende uge vil politiet, beredskabet, Trygfonden og Aarhus Kommune gennemgå sikkerheden:
»Der er behov for, at vi gør meget mere, og at vi også gør noget på den korte bane. Jeg synes, at det blandt andet er oplagt at se, om vi skal lave nogle særlige sæsonbetonede og midlertidige tiltag ud over flere kameraer samt andre permanente tiltag med for eksempel lys. Jeg vil arbejde for, at vi laver en samlet tryghedspakke for strækningen fra Mølleparken til Aarhus Ø,« afslutter Steen Stavnsbo.
mw