15.000 følger »Ud med ungerne«: Tips og tricks på Instagram bliver til bog
Jonas Gylling Greve vil gerne have børn og forældre ud i naturen. Nemt at få børn med, hvis man selv viser entusiasme, lyder det.

Jonas Gylling Greve kan ikke rigtig forstå det.
De tips, tricks og opskrifter, man kan finde på hans Instagram-profil »UdMedUngerne» udkommer nu i bogform. Jonas kan i forvejen ikke forstå, at så mange følger »en lille børnehavepædagog, der deler nogle ting på Instagram.«
Faktum er, at flere end 15.000 mennesker følger med, når Jonas deler opskrifter på æbleskivepølsehorn eller viser, hvordan man kan lave islanterner og påklædningsblade. Mange følgere byder også ind med egne idéer.
Bogudgaven af Instagram-hittet hedder »Ud med ungerne - året rundt.« Den består af de mange råd fra Instagram tilsat en hel del andet indhold.
»Det har været meget spændende og meget syret at arbejde med så professionelle mennesker, som har fået de ting, jeg laver, til at ligne en rigtig bog. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle ske,« siger Jonas Gylling Greve.

Fuld fokus på samvær
Det første opslag på Instagram-profilen UdMedUngerne blev delt i maj 2020. Siden da er det blevet til godt 700 opslag med fokus på aktiviteter, forældre kan lave sammen deres børn i naturen.
Det var lidt ved et tilfælde, at 34-årige Jonas Gylling Greve blev forelsket i naturen og udendørslivet.
»Da jeg startede på seminariet, fandt jeg ud af, at udelivet var godt for samspillet mellem mig og børnene. Senere fik jeg job i en naturbørnehave, og der fik jeg bekræftet, at naturen gør godt, og at det godt kan lade sig gøre at lave en masse ting udenfor. Det gør ikke så meget, hvis man larmer lidt derude. Der er plads til dem, der fylder meget, og dem, der ikke fylder så meget.«
Der er mange fordele ved jævnligt at skifte vasketøj, lektier og skærme ud med en tur i skoven, lyder det.
»Der er fuld fokus på samværet mellem voksen og barn. Man er, på en god måde, tvunget til at være sammen om det, man ser og finder. Man får et stærkere immunforsvar, hvis man kommer ud i naturen, og man får luft i kinderne og bliver træt på en god måde. I et lidt større perspektiv, kan det være, at ungerne passer lidt bedre på naturen, hvis de kommer ud i den,« siger Jonas Gylling Greve.

Voksne skal gå forrest
Hvad er den mærkeligste aktivitet, du har foreslået dine følgere?
»At gå ud og finde en ko- eller hestelort og rode i den for at finde biller og larver. Det er et spørgsmål om at undersøge de ting, der er i naturen. Man kan finde meget forskelligt, hvis man kigger godt efter.«
Det er ikke altid, Jonas’ seksårige datter, Liv, har lyst til at blive slæbt ud i naturen.
»Men når vi først er kommet afsted, er hun glad for det, og når vi er færdige, siger hun tit, at det var den bedste tur nogensinde,« siger Jonas Gylling Greve og fortsætter:
»Hvis man som voksen går ind i det med entusiasme og glæde, er det nemmere at trække ungerne med ud. Det første skridt er, at man selv har lyst til det. Det er også fint, hvis man kun er entusiastisk for at få ungerne med ud. Bare det virker.«
Jonas anbefaler i øvrigt at tage en tur til Lisbjerg Skov, hvor man ved en shelterplads med jernalder-tema finder legepladsen Kimbrerdalen. Her kan børn i alle aldre blandt andet forlyste sig med klatreredskaber og dobbelt svævebane.

Fra kikset til trendy
Det var redaktionschef for børnebøger ved Politikens Forlag, Pernille Wass, der tog kontakt til Jonas med henblik på at lave en bog.
»Jeg faldt over ham på Instagram, fordi jeg selv kan lide at rende rundt ude i naturen med min søn. Jonas’ indhold er godt og super nemt at gå til. Det er meget konkret. Det kræver hverken, at man har ferie eller en hel dag,« siger hun og fortsætter:
»Hvis man skal lave noget kreativt sammen med sine børn, findes der en del bøger, hvor det ser super lækkert ud, men det kan godt blive lidt uoverskueligt. Jeg har ikke årskort til Panduro Hobby. Det bliver ikke hjemme hos os.«
Pernille Wass håber, at bogen får sendt en masse børn og forældre ud i naturen.
»Friluftslivet har hidtil været lidt kikset, men det er nærmest trendy nu. Jeg har helt klart indtryk af, at mange flere er begyndt at få øjnene op for friluftslivet,« siger hun.
Jonas Gylling Greve er gift med Camilla og bor i dag i Ryomgård. Inden han flyttede til Djursland, boede han i 12 år på Trøjborg i Aarhus.
»Ud med ungerne - året rundt« udkommer til april.