Fratræder stilling: Erhverv Aarhus skal have ny direktør
Marc Perera Christensen, der har ledet erhvervsnetværket i tre år, stopper efter gensidig aftale, og nu skal Erhverv Aarhus have ny direktør.
Erhvervsnetværket Erhverv Aarhus og direktør Marc Perera Christensen er gået hver til sit.
Det oplyser Erhverv Aarhus i en pressemeddelelse.
Erhverv Aarhus ønsker en ny profil til direktørposten, oplyser de i pressemeddelelsen, fordi erhvervsnetværket ønsker »at intensivere arbejdet med paletten af strategiske forretningsområder«.
»Erhverv Aarhus er et naturligt samlingspunkt for det Aarhusianske erhvervsliv, og vi varetager løbende medlemmernes interesser og understøtter virksomhedsdriften og netværksskabelsen. Marc Perera Christensen har som direktør stået i spidsen for en synliggørelse af Erhverv Aarhus, en bedre infrastruktur og styrket generel erhvervspolitisk indsats,« udtaler formanden i Erhverv Aarhus, Terje Vammen.
Ifølge pressemeddelelsen ophører samarbejdet efter gensidig aftale med Marc Perera Christensen, der stopper med øjeblikkelig virkning. Kommunikationschef Jesper Theil konstitueres som direktør.
Marc Perera Christensen kommenterede fratrædelsen på Facebook, hvor han også sætter lidt ord på, hvad der nu skal ske.
sbl