Aarhus Vinterherberg er desperat efter hjælp: Ny rådmand Anders Winnerskjold gav en hånd med på sin første arbejdsdag

Aarhus Vinterherberg har 30 færre frivillige end normalt. Rådmand Anders Winnerskjold (S) anbefaler på det kraftigste aarhusianerne til at give et nap med.

Artiklens øverste billede
Den nye rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse sammen med Søren Christensen, leder af Aarhus Vinterherberg. Pressefoto

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, find Aarhus på listen, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Det var en kontrastfyldt og særdeles lang første arbejdsdag, den nye rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold (S), havde sig mandag.

Dagen startede på det imposante rådhus, hvor den unge socialdemokrat skulle sættes ind i sin nye hverdag på rådmandskontoret, og så sluttede den klokken 23.30 i markant mere ydmyge rammer hos de hjemløse på Aarhus Vinterherberg i Tage-Hansens Gade 18.

Hold da op, et fantastisk samfund, vi har, hvor de her meget udsatte mennesker kan komme og få et måltid mad og en varm seng at sove i

Anders Winnerskjold (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse

»Jeg var lige hjemme og skifte uniform efter den første officielle arbejdsdag på kontoret, og så tog jeg derned. Det var et ret fint reality check at starte ud med,« fortæller rådmanden lidt klatøjet dag derpå.

Tom vagtplan

Anders Winnerskjold var inviteret til at give det pressede herberg en hjælpende hånd fra klokken 20-23.30. Både for at sætte ham ind i hjemløse-forholdene i byen, men også fordi, at Aarhus Vinterherberg har umanerligt svært ved at få vagtplanen til at hænge sammen.

Det midlertidige herberg, der er åbent mellem medio november og ultimo marts, har denne sæson omkring 30 færre frivillige end tidligere år, og det er særligt udfordrende at rekruttere hjælpende hænder til nattevagterne, fortæller leder af Aarhus Vinterherberg, Søren Christensen.

”Jeg har netop lagt vagtplan for den kommende tid, og den er bekymrende tom. Vi har klaret os igennem indtil nu, men det er meget sårbart, når der er færre frivillige end tidligere år, og når frivillige melder fra i sidste øjeblik. Jeg håber derfor, at flere vil melde sig som frivillige og vil kunne træde til med kort varsel.”

Allerede på søndag er to nattevagter ubesatte, og efter sin vagt, hvor han serverede mad, gjorde rent og ordnede seng, anbefaler rådmand Anders Winnerskjold på det kraftigste, at man melder sig som frivillig, hvis man har overskud til det.

»De frivillige, jeg talte med, er der typisk to gange om måneden, så det er ret overkommeligt, men de gjorde det også, fordi de bliver glade for at give noget tilbage. Bare en enkelt vagt gør en kæmpe forskel, og jeg synes selv, at det var en spændende oplevelse. Som rådmand har jeg desværre svært ved at trylle frivillige frem, så jeg kan kun opfordre andre til at give en hånd med. Man går klogere og mere reflekteret hjem,« lover Anders Winnerskjold.

Winnerskjold havde også tid til at få sig nogle snakke med såvel de hjemløse som de frivillig på sin vagt. Pressefoto

En hård tilværelse

Nødherberget på Tage-Hansens Gade bliver drevet af Folkekirken i Aarhus, Aarhus Kommune, Kirkens Korshær, Blå Kors og Røde Kors. Det driftes af sidstnævnte og er primært for udenlandske hjemløse, der ikke kan få adgang til andre døgnvarmestuer og herberger uden et dansk sygesikringskort.

Og rådmand Anders Winnerskjold har efter sin vagt for alvor fået øjnene op for, hvor vigtigt det er, at byen kan tilbyde sådan et sted.

»Mit første indtryk var faktisk: Hold da op, et fantastisk samfund, vi har, hvor de her meget udsatte mennesker kan komme og få et måltid mad og en varm seng at sove i. Det er altså fedt. Det andet var, at de her mennesker lever nogle meget svære liv fra dag til dag med en lille smule arbejde den ene dag, flaskeindsamling den anden, og så er man måske en dag selv røget på flasken og befinder sig uden noget sted at bo meget langt fra sin familie og hjemstavn. Det er en hård tilværelse, som der faktisk er nogen i vores by, der lever. Det skal vi tage hånd om, og jeg tør ikke tænke på, hvad der skulle ske med dem, hvis vi ikke havde et sted som dette.«

Kunne du tænke dig at give en hånd med, så kan du tilmelde dig som frivillig på aarhus.drk.dk.

Læs også

Del artiklen