Undersøgelse i gang: Hvordan kunne demensramt kvinde gå fra plejehjem i Aarhus?
Aarhus Kommune er ved at afdække, hvordan det kunne lade sig gøre, at en 77-årig demensramt borger, der i sidste uge blev fundet død, kunne gå fra demensplejehjemmet Skovvang.

Det var en ubehagelig opdagelse, som to aarhusianere mandag aften i sidste uge gjorde sig, da de var ude for at lufte deres hunde. Bag nogle træer på Børglumvej tæt på Børglum Kollegiet i Risskov lå en livløs person, som var tildækket af sne. Politiet blev omgående tilkaldt, og det stod klart, at der var tale om den 77-årige kvinde, som få dage forinden var blevet efterlyst.
Vi er i gang med at afdække forløbet og få samlet alle observationer og informationer.
Hun var gået fra demensplejehjemmet Skovvang, der ligger på Riisvangen i den nordlige del af Aarhus - omkring 1,5 km fra det sted, hvor de to hundeluftere fandt hende død i sneen. Plejehjemmet, der er specialiseret i at håndtere mennesker med demens i sen fase, blev opført i 2021 med 105 plejeboliger til demensramte.
Siden den 77-åriges forsvinden og død har flere aarhusianere på Lokalvisen Aarhus’ Facebook-side stillet det åbenlyse spørgsmål: Hvordan kan det lade sig gøre, at en demensramt beboer kan forsvinde fra et plejehjem?
Det samme spørgsmål har Aarhus Kommune lige siden været i gang med at undersøge i sagen om den 77-årige kvinde fra demensplejehjemmet Skovvang, oplyser ældre- og omsorgschef Annette Secher i en mail til Lokalavisen Aarhus:
»Vi er i gang med at afdække forløbet og få samlet alle observationer og informationer,« skriver hun blandt andet.
GPS-sporing
For et par år siden blev det gjort lettere for plejehjem at udstyre demensramte beboere med GPS-enhed, så personalet kan finde frem til beboeren, hvis vedkommende går fra plejehjemmet. Nu skal pårørende alene orienteres om anvendelsen af GPS, og har kun mulighed for at modsætte sig anvendelsen af en GPS, hvis den pårørende er fremtidsfuldmægtig eller værge.
»Når man bruger overvågningsteknologier som GPS til at spore demente borgere, så er det tidligere blevet betragtet som en magtanvendelse, og det bliver der lempet på nu. Helt overordnet betyder det, at det skulle blive lettere eller mere smidigt at bruge nogle af de her teknologier,« lød det i den forbindelse fra Anders Albrechtslund, leder af Center for Overvågningsforskning ved Aarhus Universitet, til DR.
Det er dog ikke muligt for Lokalavisen Aarhus at finde ud af, hvorvidt den 77-årige kvindes pårørende havde givet lov til, at hun blev udstyret med en GPS-enhed. Det betragtes nemlig som en helbredsoplysning, hvilket kommunen har tavshedspligt omkring.
Intet tyder på forbrydelse
I dagene efter den 77-årige kvindes forsvinden blev der igangsat en større eftersøgning af både politiet og den frivillige organisation Missing People. Østjyllands Politi koncentrerede sig i et par dage om havnen i Aarhus efter en henvendelse fra en borger, som mente at have set kvinden gå sammen med en mand på havnen. Det viste sig dog senere, at der ikke var hold i den henvendelse, og mandag aften blev hun så fundet død i Risskov.
Ifølge Østjyllands Politi er der intet, der tyder på, at den 77-årige kvinde har været udsat for en forbrydelse.
Ældre- og omsorgschef Annette Secher skriver til Lokalavisen Aarhus, at hun og hendes kolleger er dybt berørte af dødsfaldet.
»Vi vil gerne sige tak til både de mange medarbejdere og de frivillige, der har bidraget til eftersøgningen,« skriver hun desuden.
Plejehjemmet Skovvang har gennem forløbet været i kontakt med de pårørende, og medarbejderstaben får professionel hjælp til at håndtere situationen.