Simsek sender samlet parkeringspakke til byrådet

Aarhus Byråd skal i det nye år drøfte forslag til en række initiativer, der gør det nemmere for både beboere og erhvervsdrivende at parkere i Midtbyen.

Artiklens øverste billede
Bunyamin Simsek. Arkivfoto

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, find Aarhus på listen, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Mange bilister i Aarhus kan sikkert nikke genkendende til, at det kan tage lang tid at finde en parkeringsplads i Midtbyen.

Den afgående Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) er nu på vej med en række forslag, der skal gøre det nemmere for både beboere og erhvervsdrivende at parkere.

I en samlet indstilling beder han byrådet drøfte flere forskellige løsninger i begyndelsen af det nye år. Blandt andet indstiller han, at der indføres beboerparkering i Marseliskvarteret, som mange beboere har efterspurgt.

»Parkeringsmuligheder i byen har en enorm betydning for aarhusianernes hverdag, og der er mange hensyn, vi skal forsøge at balancere. Jeg har løbende fået henvendelser fra beboerne i Marseliskvarteret, der har problemer med at finde parkering, fordi gæsterne i Midtbyen søger derud for at parkere gratis. Forvaltningen forventer, at problemet kun vil vokse sig større, og derfor vurderer jeg, at der bør etableres beboerparkering i området nu,« siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.

Han lægger desuden op til, at der skal justeres på antallet af parkeringspladser i forbindelse med større nybyggerier, så nye beboere får bedre mulighed for at parkere ved deres hjem. Konkret skal den såkaldte parkeringsnorm ændres, hvor der indføres et minimumskrav til antallet af parkeringspladser. Og så ønsker rådmanden en drøftelse af, om beboerparkeringen i city skal sidestilles med andre beboerparkeringsområder. Her har beboerne et stort ønske om at parkere tæt på deres hjem i dagtimerne, hvor beboerlicensen ikke gælder i dag af hensyn til byens gæster, erhvervsdrivende og kulturliv.

»Jeg anerkender, at der er en udfordring i forhold til beboerne i centrum. Derfor bør byrådet som minimum drøfte, hvilke hensyn der skal veje tungest, når vi taler om den særlige situation, der er inde i byen med forretninger og byliv, som skal kunne fungere ved siden af. Det vil give beboerne vished for den politiske retning i den kommende byrådsperiode,« siger Bünyamin Simsek.

En håndsrækning til erhvervet

Også håndværkere og andre erhvervsdrivende med arbejde inde i Midtbyen får en håndsrækning. Her foreslår Bünyamin Simsek et toårigt forsøg, hvor en række af betalingsparkeringspladserne reserveres til biler på gule plader.

»Jeg ønsker en klar drøftelse af, om vi ikke kan gøre noget for de mange håndværkere og erhvervsbiler, der hver dag må bruge dyrebar tid på at finde en parkeringsplads. Jeg foreslår, at vi laver et forsøg, hvor vi reserverer et vist antal pladser til erhvervsbiler i dagtimerne, så vi gør noget aktivt for at lette deres byrder, samtidig med at pladserne kan bruges af alle mulige andre efter almindelig arbejdstid. Vi havde i byrådet en lignende drøftelse i 2018, hvor det desværre ikke lykkedes at få opbakning til en løsning. Siden er problemet kun blevet større, og jeg håber, at der nu er politisk vilje til at handle på det,« siger han.

Løsningen indebærer, at de udvalgte pladser reserveres mellem klokken 7 og 16 på hverdage, så beboere og besøgende kan bruge dem uden for arbejdstid og i weekenderne.

Hvis byrådet bakker op om forslaget, vil Teknik og Miljø-magistraten drøfte etablering og antal af parkeringspladser med Erhverv Aarhus og Aarhus Håndværkerforening. Simseks samlede indstilling med initiativer bygger på en netop færdiggjort redegørelse om parkeringssituationen i Aarhus. Begge dele er netop sendt til byrådets sekretariat med henblik på senere behandling i byrådet.

ksa

Læs også

Del artiklen