Med i Akutmodtagelsen: Isolation, kramper og slugte barberblade

Sygeplejerske og tillidsmand, Mie Bak Aamand, har arbejdet i Akutmodtagelsen i flere år. Hastige skridt fra den ene patient til den anden præger hverdagen på en af Aarhus Universitetshospitals travleste afdelinger.

Artiklens øverste billede

Evnen til at bevare det kølige overblik skal være særdeles veludviklet, omsorgsgenet ligeså, og omstillingen fra et menneske i kramper til slugte barberblade og brækkede lemmer skal kunne aktiveres på ganske få øjeblikke.

Lokalavisen Aarhus er taget med en sygeplejerske fra Akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital - AUH - på arbejde.

Artiklen tager udgangspunkt i en vagt på otte timer i traumecentret midt på dagen.

Lunefulde planer

Forestil dig en lang gang med en masse rum. Inde i hvert rum er der en gryde med kogende vand, og dit job er at finde ud af, hvilke gryder der skal tages af blusset først, så mindst muligt vand spildes.

Det er vurderingens kunst.

Undervejs bliver du præsenteret for nye gryder over ilden, og den plan, du lige har lagt, kasseres. Nye gryder, ny plan.

Dette er (ganske forsimplet naturligvis) den balancegang, som personalet i Akutmodtagelsen på AUH møder dagligt. Beslutninger træffes i et presset miljø, hvor dagen i går sjældent kan sammenlignes med dagen i dag:

»Når man møder klokken 07.00, kan planen allerede se helt anderledes ud klokken 07.30. Der er aldrig en lige vej, og de omstillinger skal man kunne holde til,« siger sygeplejerske i Akutmodtagelsen, Mie Bak Aamand.

Brændt gummi

Telefonen ringer i Mie Bak Aamands lomme, så snart hun har trukket i det karakteristiske kongeblå tøj, klipset en overfaldsalarm på kraven og meldt sig ind på en af afdelingens telefoner.

»Det er sygeplejerske Mie,« siger hun.

Den hilsen gentager sig, hver gang telefonen ringer. Og det gør den ofte.

»De værste dage er dem, hvor jeg går hjem og ved, at jeg kunne have gjort det bedre, hvis ikke der havde været så travlt.«

Mie Bak Aamand

På få sekunder står hun på en af stuerne i traumecentret. En sød stank af brændt gummi river i næsen derinde. Kvinden i sengen ligger med dynen over næsetippen og med lukkede øjne.

Kvinden i sengen har rullet sig ind i de mange ledninger i søvne. Hun tager ikke megen notits af Mie Bak Aamand, der nænsomt vikler hende fri. Foto: Mille Winther

Mie Bak Aamand får en kort overlevering fra en kollega. Andre sygeplejersker hiver en blok og pen frem, men Mie Bak Aamand, der er sygeplejerske på 11. år, knap fem år i Akutmodtagelsen, lagrer ordene i hukommelsen.

Kvinden har røget et eller andet. De ved ikke hvad. Hun bor på et bosted, og personalet dér har fortalt, at et skod har sat ild i et gummibelagt møbel. De fandt hende liggende i røgen.

’Jeg er sygeplejerske’

»Goddag, jeg hedder Mie, og jeg er sygeplejerske,« siger hun kraftigt og aer kvindens skulder.

Dynen bevæger sig lidt, og søvndrukne lyde finder vej ud. Ledninger slanger sig ud fra hende og op i monitoren ved siden af sengen, som overvåger hendes blodtryk, hendes iltmætning, hendes hjerterytme.

»Jeg er lige nødt til at tage en blodprøve, så skal jeg nok lade dig sove. Skal jeg slukke lyset bagefter?«

Selvom hendes spørgsmål ikke får svar tilbage, taler hun videre. Alt, hvad hun laver, informerer hun om.

Hun lader sit håndled hvile i patientens hånd, mens hun med to handskebeklædte fingre søger efter en puls på kvindens spinkle arm. Kvinden ømmer sig hæst, da nålen trænger igennem huden.

»Ja, det er ikke så rart,« siger Mie Bak Aamand til hende og lover, at hun snart er færdig.

Akutmodtagelsen

Tyve stuer med hver deres nummer og to kontorer med glasvægge; et i skadestuen og et i traumecentret. Sammen med vagtlægen udgør denne afdeling Akutmodtagelsen.

Gulvene i gangene er beigefarvede og væggene hvide. I månedens anledning bryder røde, ophængte julekugler med det sterile udtryk.

Her er liv som i en lufthavn: Fremmede venter sammen og nye kommer til, mens andre skal videre. Infoskærme hænger skrå i loftet, og målrettede skridt frem og tilbage kan konstant ses og høres.

En patient skal flyttes over i en anden seng og videre på en anden afdeling på hospitalet. Det er Mie Bak Aamand i forgrunden. Foto: Mille Winther

Glinser i isolation

Mie Bak Aamand går fra den ene stue til den anden. En kvinde, der ikke er vaccineret, er kommet ind med vejrtrækningsbesvær, hoste og feber. Mundbind, handsker, et værn til kroppen og et visir, der giver mærker i panden; denne mundering er påklistret personalet, når personer med Covid-symptomer skal tilses. Patienterne må ikke forlade stuerne, og værnemidlerne må ikke genbruges, så skraldespanden på isolationsstuerne bliver let fyldt.

Kvinden derinde glinser af sved.

Mie Bak Aamand er en sand mester i at samtale. Uanset om hun taler med patienterne om deres symptomer, deres arbejde, deres familier eller årsagen til den manglende vaccination, falder snakken let. Om det er hendes væsen eller den generelle tryghed ved sygeplejersker er ikke til at sige.

Ude på gangen gætter Mie Bak Aamand på, at kvinden har lungebetændelse og ikke corona. Hendes målinger ser for gode ud, forklarer hun.

Forudsigelsen viser sig at holde stik.

’Midten’

I et af afdelingens fire hjørner er Akutkoordinationen, eller ’Midten’, som Mie Bak Aamand kalder den. Her samles de kongeblå dragter, læger i kitler og ambulancereddere døgnet rundt. Al information kommer ud fra dette rum af glas, hvor overblikket over ambulancer på vej, patienter og overvågning af gangene ses på store skærme.

Det brummer fra kaffeautomaten og summer konstant derinde af læger, der konfererer med hinanden om røntgenbilleder af KOL-lunger, af koordinationer, der skal gives videre til sygeplejerskerne og kollegaer, der snakker om løst og fast.

Traumekald

Der er ved at være fyldt op på stuerne i Akutmodtagelsen. Det enorme koordinationsarbejde er i gang for koordinationssygeplejersken i ’Midten’, der skal sikre plads, når ambulancerne kommer med tilskadekomne. Derudover skal sygeplejerskerne stå klar til at overtage hinandens patienter, hvis et såkaldt traumekald bliver aktiveret.

»Den, der får traumekaldet på telefonen, skal gå fra,« siger Mie Bak Aamand og fortsætter:

»Her kan udfordringerne komme. Sygeplejersken, der skal overtage patienterne, kan hurtigt komme til at stå med fem patienter i stedet for tre,« fortæller hun.

To sygemeldinger

Tilbage i glaskontoret i traumecentret står Mie Bak Aamand og læser om patienterne, der er på vej ind. De tomme stuer er talte.

Mie Bak Aamand skriver journal på en af patienterne, som hun har plejet i løbet af dagen. Foto: Mille Winther

Der er ikke et øjebliks stilhed derinde. Telefonerne brummer i sygeplejerskernes lommer i et væk, hurtige klik på tastaturer og evige biplyde fra alle patienternes individuelle monitorskærme, der fylder det meste af den ene væg.

»Vi har lige fået to sygemeldinger i nat, så hvis nogen har lyst til at blive…« siger koordinationssygeplejersken og puster ud, mens hun ser rundt på sine kollegaer på kontoret.

Inden hun haster tilbage til ’Midten’, siger hun, at hun selv kan blive. Dog har hun en dagvagt morgenen efter, og 24 timer på gulvet er ikke en mulighed. Man kan næsten se hendes tanker lede efter løsninger.

Pige på røde papirer

»Om lidt kommer der en pige ind, der har slugt nogle barberblade,« fortæller Mie Bak Aamand uden at fjerne øjnene fra infoskærmen.

’På røde papirer’ står der ud fra hendes navn. Tvangsindlæggelse.

Et brøl buldrer gennem gangene få minutter senere. Så gråd og så et brøl til. Med hænderne på ryggen i håndjern og betjente i civiltøj på hver side, kæmper en høj pige imod turen ned til traumestuen. Kæmpestore ar løber op ad armene på hende. Hendes bare ankler afslører endnu flere. Hun skriger, at de skal lade hende være.

»Lige for tiden er hun her flere gange om ugen. I går havde hun slugt nogle batterier,« fortæller en på kontoret.

Inde på stuen stopper pigen midt i et ord, hun råber. Hun ånder tungt af udmattelse. Hun er rød i kinderne og ligner ikke en, der er en dag over 16 år.

Betjentene får hende ned at sidde på sengen, og hun begynder igen at sprælle som en fisk på land. De venter på en psykiatrisk læge, der skal vurdere, om bæltefiksering kan undgås.

Allerede inden en eventuel operation er flere fagpersoner med i forløbet, når det drejer sig om tvangsindlæggelser: Vagtlægen vurderer udgangspunktet, to betjente (kun de må frihedsberøve), to ambulancereddere, en bostøtte, en sygeplejerske på akutmodtagelsen, en læge fra psykiatrien og to sygeplejersker fra psykiatrisk til at fiksere.

Håndjernene kurrer hen ad det beigefarvede gulv, idet Mie Bak Aamand træder ind på stuen igen. Et bælte holder nu pigen på sengen, og hun får noget beroligende. Næste skridt er at få hende røntgenfotograferet.

De kender takten

Telefonen ringer, og Mie Bak Aamand bliver bedt om at give en patient, hun endnu ikke har mødt, antibiotika. Lægerne ordinerer, sygeplejerskerne blander og giver.

Når lægerne har ordineret medicinen, står sygeplejerskerne for at blande og give den videre til patienterne. Foto: Mille Winther

Pludselig kan man høre hurtige skridt og et væld af stemmer ude på gangen. Overfor medicinrummet er der en stor stue med diverse hjælpemidler til større indgreb, og mange hvide kitler og kongeblå dragter har samlet sig dér. En 1-årig dreng med epileptiske anfald, som ikke fortager sig, er på vej i en ambulance.

»Når man møder klokken 07.00, kan planen allerede se helt anderledes ud klokken 07.30. Der er aldrig en lige vej, og de omstillinger skal man kunne holde til.«

Mie Bak Aamand

Så snart drengen kommer ind, bevæger personalet sig rundt som elegante linedansere i en nøje indstuderet dans. Synet er imponerende. Et hold på omkring 15 mennesker med skuldrene mod hinanden er parate til at springe til, hvis deres specifikke kompetencer skal benyttes. Alle kigger de på den lille krop på briksen i midten af rummet, mens to læger arbejder med ham.

Drengen bliver senere kørt op på intensiv.

’Patientopbevaring’

Sygeplejerskemanglen, der kan mærkes på mange hospitaler landet over, har også skabt problemer i Akutmodtagelsen på AUH. Mie Bak Aamand fortæller, at det ikke er, fordi de i Akutmodtagelsen kæmper med at skaffe kollegaer, men fordi de andre afdelinger er underbemandede.

»En afdeling her havde tidligere 15 sengepladser, nu har den ti. De kan ikke få sygeplejersker, der kan dække vagtplanen, og derfor må de lukke sengene.«

»Ofte har vi problemer med at sende folk videre. Der er simpelthen ikke plads, og så strander patienterne hos os,« siger Mie Bak Aamand.

Denne ’patientopbevaring’, som Mie Bak Aamand kalder det, fylder gangene op i Akutmodtagelsen og har konsekvenser for sygeplejerskernes arbejde, da patienterne stadig skal tilses og plejes, selvom de ikke burde ligge i Akutmodtagelsen. Og dette tager tid fra de øvrige patienter, der ligger på afsnittet.

»De værste dage er dem, hvor jeg går hjem og ved, at jeg kunne have gjort det bedre, hvis ikke der havde været så travlt.«

’Nødvendigt at lukke senge’

Sygeplejefaglig direktør på AUH, Susanne Lauth, anerkender den pressede situation som Akutmodtagelsen står i, og ifølge hende arbejdes der hårdt på at løse udfordringerne.

»Der har været et ekstraordinært behov for at tage sig af patienter med RS virus, Covid og andre akutte patienter og de planlagte patienter, som kan været truet på helbred og førlighed. Mange af disse patienter kommer igennem Akutafdelingen.«

Et efterslæb fra kampen med Covid i foråret samt sygeplejekonflikten har udskudt mange patienters behandling og skabt et ekstra pres i Akutmodtagelsen, forklarer Susanne Lauth, og påtaler også, at personale er en mangelvare.

Hun fortsætter:

»Der er afdelinger, som aktuelt oplever at mangle medarbejdere - det gælder både sygeplejersker, sekretærer og læger. Det har betydet, at det hen over efteråret også har været nødvendigt at lukke senge ned.«

Samlet set skaber dette et pres igennem hele systemet, og Mie Bak Aamands oplevelser med ’patientopbevaring’ er ikke fremmed for den sygeplejefaglige direktør.

»Sygeplejerskens oplevelse kan jeg bestemt genkende og anerkender. Der er aktuelt ikke lette løsninger,« siger hun.

Bag i køen

»Hvor skal det være henne? Det kan ikke blive her, vi har ikke flere stuer,« svarer Mie Bak Aamand personen i den anden ende af røret.

En ung kvinde har været offer for det, som ofte sker i Akutmodtagelsen: De dårligste patienter skal tilses først, og hun er flere gange røget bag i køen af denne årsag.

»Hun har ventet på neurologisk assistance i flere timer, men de har ikke tid og vil have, at vi laver en rygmarvsprøve på hende,« fortæller Mie Bak Aamand på vej hen til patienten.

»Om lidt kommer der en pige ind, der har slugt nogle barberblade.«

Mie Bak Aamand

Mie Bak Aamand er frustreret over forløbet. Mangel på tid og plads forhindrer den optimale behandling.

Kvinden får foretaget indgrebet i rummet mellem ambulancernes indkørsel og stuen, hvor de tilskadekomne fra ambulancen kommer ind. Hvis der kommer en ambulance, må de flytte sig, men der er ingen ledige pladser.

Kvinden på briksen har været i Akutmodtagelsen i mindst seks timer, inden det har kunnet lade sig gøre at lave en rygmarvsprøve. Indgrebet bliver afbrudt, fordi en mere akut patient skal tilses. Foto: Mille Winther

Kvinden ligger på siden på en briks i det store rum. Lægen bedøver hende i ryggen med en stor nål og skal så trække væske ud med en endnu større nål. Hun siger ikke en lyd. Pludselig bliver lægen kaldt ud - han er ikke tilfreds og undskylder. Stemningen er trykket. Kvinden græder træt, frustreret.

Mie Bak Aamand læner sig op ad briksen og holder fast i kvindens arm. Hun taler med hende om hendes børn, om julekalenderen i år, og hvordan den var bedre sidste år. Samtalen hjælper helt åbenlyst.

Lægen kommer tilbage lidt efter; de må stoppe indgrebet. En dårlig patient er på vej i en ambulance.

Her slutter Mie Bak Aamands vagt.

Pigen på røde papirer kom i øvrigt tilbage til traumecentret igen ugen efter med dele af en hobbykniv i mavesækken.

Bestilt plan

Ledelsen på AUH er ifølge Sygeplejefaglig direktør, Susanne Lauth, i gang med forskellige tiltag for at løse problematikkerne, der ikke kun er at finde i Østjylland, men i hele landet:

»Der er mange indsatser i gang for at håndtere den vanskelige situation. Der er blandt andet lavet en 360 graders-plan på bestilling af politikerne i Region Midtjylland. Vi afholder dagligt kapacitetskonferencer mellem alle sengeafdelinger og Akutafdelingen, hvor patienterne fordeles bedst muligt.«

»Vi oplever ikke kun dette pres på AUH. Det er et pres, der er i hele regionen og hele landet. Der afholdes også regionale kapacitetskonferencer, hvor alle hospitalerne fordeler akutte patienter imellem sig, når der er stort pres på.«

Vi ville gerne have talt med regionsrådsformand, Anders Kühnau (S), om ’patientopbevaringen’ og den 360 graders-plan, ’som politikerne har bestilt i Region Midtjylland’, men han ønsker ikke at kommentere sagen.

Mulig bonus på vej

I løbet af de seneste dage er Folketinget blevet enige om at afsætte en milliard kroner til hospitalsansatte. 216,1 millioner af disse penge er tiltænkt Region Midtjylland.

Aftalens mål er at fastholde personalet på sygehusene i ”særligt vagtbelastede afsnit” med en bonus på 10.000 kroner fordelt i januar og februar. Ifølge en pressemeddelelse drejer det sig om 11.000 medarbejdere i Region Midtjylland, der falder ind under denne kategori.

Derudover vil medarbejdere, der påtager sig overarbejde eller frivilligt ekstraarbejde, få 200 kroner ekstra i timen:

»Der ligger en ekstra belønning til alle medarbejdere på hospitalerne, som hen over de kommende måneder vil gøre en ekstra indsats og bidrage til, at vi kommer godt gennem vinteren og får hjulpet de patienter, der har fået udskudt deres behandling,« oplyser regionsrådsformand, Anders Kühnau, i pressemeddelelsen.

De ”særligt vagtbelastede afsnit” er ikke specificerede, men regionsrådsformand, Anders Kühnau, ønsker ikke at kommentere yderligere.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.