Rådmand og ikon med sirene-angst: Rabih er håbets ambassadør

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad vil vise unge, at det godt kan lade sig gøre, selvom livet er svært. Han ved, hvad han taler om.

Artiklens øverste billede
45-årige Rabih Azad-Ahmad har oplevet meget i sit liv. Det har skabt et mand, der både er stærk og sårbar. Foto: Sten Brøgger

»Undskyld,« siger han.

Der er stille i 34 sekunder. Det føles som ret lang tid. Jeg drikker vand af en flaske. Man kan drikke meget vand på et halvt minut.

Vi sidder på hans kontor på rådhuset, og Rabih Azad-Ahmad har brug for en pause. Han skal lige sunde sig. Få nogle tanker eller følelser til at slippe grebet. Der er et menneske indeni politikeren, og mennesket bærer rundt på traumer.

Årsagen til, at rådmanden har brug for en pause, vender jeg tilbage til. Dette er, mere end noget andet, en historie om håb.

Det er utroligt, at Rabih Azad-Ahmad er nået dertil, hvor han er i dag.

Jo, jeg kan

Sig til Rabih Azad-Ahmad, at han ikke kan eller må noget, og han vil gøre sit bedste for at vise dig, at du tager fejl.

Den indædte vilje til ikke at lade sig kue, stammer fra en barndom i libanesiske flygtningelejre og en ungdom i Gellerupparken. Ingen af stederne stod folk i kø for at fortælle Rabih, at han nok skulle klare sig. At han nok skulle blive til noget. Forventninger var få.

Den manglende tiltro tændte en ild. Rabih Azad-Ahmad nægtede at være et menneske, andre ikke regnede for noget.

Han blev student fra Langkær Gymnasium. Han fik en kandidatgrad i jura på Aarhus Universitet. Ikke dårligt af en ung mand, der ikke kendte ét dansk ord som 13-årig.

I dag er Rabih Azad-Ahmad politisk leder for De Radikale i Aarhus og rådmand for Kultur og Borgerservice. Nu frem til 2024, hvor han kan 10-års jubilæum som kulturrådmand.

Når han efter nytår atter trækker i arbejdstøjet, venter et coronaramt kulturliv. Som en fisk, der er blevet fanget, kastet ud og fanget igen. Af andre vigtige opgaver forude fremhæver Rabih Azad-Ahmad »Aarhus Omstiller« Målet er et CO2-neutralt Aarhus i 2030. Pøj, pøj. »Handletanken for lokalt demokrati,« hvor borgere selv skal skabe de gode idéer, er et hjertebarn, rådmanden også vil prioritere.

Rabih Azad-Ahmad på valgnatten ved kommunalvalget. Han var ikke den radikale kandidat, der fik flest personlige stemmer. Det kom bag på de fleste, inklusiv Rabih Azad-Ahmad. De Radikale fik samlet et flot valg. Foto: Mads Andreas Frost

Ikon

45-årige Rabih Azad-Ahmad er et levende bevis på, at der kan komme mønsterborgere og -brydere ud af Gellerupparken. Det er mit klare indtryk, at han er et ikon for mange med anden etnisk baggrund i det vestlige Aarhus.

Da han arbejdede som advokat på et kontor i Gellerup, tog en maler, der var ved at lave malerarbejde på advokatkontoret, en dag sine to teenagesønner med på job. Rabih blev nysgerrig og spurgte, om drengene skulle hjælpe til.

»Nej, han ville bare vise dem, at det også var en vej, de kunne gå. ”Ligesom Rabih”. Han ville gerne have, at hans børn skulle tage en uddannelse og klare sig bedre,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Rådmanden kan en del af den type anekdoter. De giver ham energi og varme om hjertet. I august udkom hans biografi, »Mit navn betyder forår.« En bog om at kunne, selvom man har dårlige kort på hånden.

»Bogen er dedikeret til unge, der har brug for at tro mere på sig selv. Brug for at tro på, at der er håb forude. Det er rigtig vigtigt, at dem, der måske ikke har nogen at spejle sig i, kan sige: ”Når det kan lade sig gøre for Rabih, kan det også lade sig gøre for mig.” Man kan godt, selvom man lever med nogle udfordringer og sårbarheder,« siger han.

Prisen

Rabih Azad-Ahmad ved, hvordan det er at leve med sårbarheder.

Det koster at tilbringe sine 13 første leveår i 15 forskellige flygtningelejre. Det koster at være seks år og få at vide, at ens 14-årige storebror er blevet dræbt af en bombe. Det koster at måtte gemme sig for militssoldater. The list goes on.

Vi er tilbage ved den pause, jeg nævnte i starten af artiklen. Det, at tænke tilbage på dødbringende israelske F-16 fly, gør udslaget.

»Man ved, at det kan være når som helst, man ikke er der længere. Man kan høre, at der bliver bombet måske 200 meter væk, og man ved, at det lige så godt kunne have været her. Den der angst ... »

Han når ikke længere. Så drikker vi vand.

Barndommens traumer har konkrete konsekvenser. Det kan fremkalde flashbacks, når varslingssirenerne bliver testet første onsdag i maj. Engang måtte han søge indenfor, fordi han ikke kunne holde lyden ud.

»Når jeg hører sirenerne, kan jeg huske tilbage. Det er noget af det, jeg stadig bliver påvirket af,« siger han.

Det slog også hårdt, da Østjyllands Politi i juni sendte helikoptere i luften over Aarhus. De nætter sov Rabih Azad-Ahmad ikke meget. Lyden af helikopternes rotorer bragte minderne op til overfladen.

Tror du, at du har et snert PTSD?

»Ja, det tror jeg måske. Jeg kan nogle gange mærke, at der er gemt noget dybere indeni. Det er på et niveau, hvor det ikke er nødvendigt at tale med en læge.«

Familie

Kvinden, der måske er den primære årsag til, at Rabih kom nogenlunde helskindet igennem sin barndom, er i dag 67 år og bor i Aarhus. Rabihs mor er analfabet. Hun har aldrig gået i skole.

»Men hun har givet mig en masse kærlighed og omsorg. Det, at jeg kan gøre hende stolt, betyder rigtig meget for mig. På den måde kan jeg ligesom give lidt tilbage. Jeg føler, hun fortjener så meget,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Han ved, at hans tre sønner, henholdsvis 14, 18 og 21 år, også er stolte af »det, jeg går og laver.« Sønnerne er fra Rabihs første ægteskab. Det sluttede i 2014.

Den 19/9 2019 klokken 19.19, midt i budgetforhandlinger på rådhuset, startede et nyt ægteskab. »Verdens dejligste« hedder Siham og arbejder i øjeblikket som sekretær i det private erhvervsliv.

Siham og Rabih er forældre til seksårige Mira. Parret bor i Tilst.

Rasmus

Indtil Rabih Azad-Ahmad blev kulturrådmand, var han ekstremt engageret i foreningslivet i Gellerup.

Han var med til at stifte Multikulturel Forening, ældreværestedet Østenshus, Børneklubben Regnbuen og foreningen »Den Grimme Ælling« (symbolikken er krystalklar).

Hvad får en palæstinensisk flygtning, der knapt selv kan tale dansk, til at kaste sig over noget så dansk som foreningslivet?

Det starter med Rasmus.

Ham mødte Rabih Azad-Ahmad på Nørgaards Højskole. Førsteindtrykket, til en fest, var ikke godt. Rasmus lod Rabih forstå, at han ikke hørte til i Danmark. At han burde rejse tilbage til en flygtningelejr, asap.

Lang historie kort: Senere valgte Rasmus selv at dele værelse med Rabih. De to blev venner og holdt kontakten længe efter højskoleopholdet.

»Det var en øjenåbner for mig. Når mennesker mødes og snakker sammen, bliver de klogere på hinanden og vil hinanden det godt. Da jeg kom tilbage fra højskole, ville jeg gerne bygge bro mellem mennesker,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Han har bygget bro lige siden. Og han har troet på, at ting kan lade sig gøre, hvis man vil. Også selvom man har dårlige kort på hånden.

Rabih Azad-Ahmad er håbets ambassadør.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen