Fortsat over 200 smittede: To sogne rykker op over kritisk grænse

Antallet af nye smittede i Aarhus falder siden tirsdag, men incidenstallet er steget, og to af kommunens sogn har overskredet kritisk grænse.

Artiklens øverste billede
Dagens smittetal ligger stadig over de 200 i Aarhus, og selvom det er et lille dyk siden tirsdag, så er incidenstallet højere og yderligere to sogne overskrider kritisk grænse. Arkivfoto: Marius Renner.

Der er fundet færre smittede aarhusianere i coronatests siden tirsdag, viser dagens tal. I alt 201 tilfælde er fundet modsat gårsdagens 216 tilfælde, men der er samtidig færre testede, da kommunens test-korrigerede incidenstal rykker fra 313 op til 348.

Dermed rykker kommunen tættere på den kritiske grænse på 400.

Som det har gjort sig gældende de seneste par uger, er det især blandt børn i skolealderen, at smitten hærger, men også de 20-39-årige boner ud i dagens smittetal med 73 nye tilfælde.

Smitten er højest i Aarhus C, efterfulgt af Risskov og Aarhus V, Viby og Aarhus N.

I går overskred Hjortshøj Sogn alle tre parametre, der udløser særlige tiltag i sognet - især omkring skoler og dagtilbud, og dagens tal fra Aarhus Kommune viser, at de nu får selskab af Astrup og Mårslet Sogn på den forkerte side af grænserne. Grænserne er flere end 20 smittetilfælde de seneste syv dage, et incidenstal over 800 og en positivprocent over 3 procent.

Smittetallet på landsplan det højeste i år

Med 4426 nye smittede når onsdagens tal det højeste niveau siden december sidste år. Ni danskere er afgået ved døden med coronavirus, og antallet af indlæggelser falder også med ni fra tirsdag. I alt er 435 danskere indlagt med coronavirus.

I dag onsdag har Folketingets Epidemiudvalg holdt et møde, der potentielt set kan betyde nye restriktioner, der skal dæmme op fra den stigende smitte. Sundhedsministeriet har samtidig indkaldt til pressemøde kl. 16.00 på baggrund af den stigende smitte, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen