Dræbte og parterede Freyja: Nu har han fået sin dom

Retten i Aarhus har idømt en 52-årig mand fængsel på livstid for drabet på sin tidligere samlever, 43-årige Freyja Egilsdottir Mogensen fra Malling.

Artiklens øverste billede

Læs eller genlæs livebloggen fra dagens retsmøde her

Drabet, der i starten af året sendte chokbølger gennem den østjyske by Malling, har fået en foreløbig afslutning.

I starten af februar kom det frem, at den 43-årige Freyja Egilsdottir Mogensen på forfærdelig vis var blevet dræbt af sin tidligere samlever.

I dag blev den 52-årige Flemming Mogensen idømt fængsel på livstid for manddrab og usømmelig omgang med lig, efter han ved kvælning dræbte hende og efterfølgende parterede hendes lig, som han gravede ned i haven og gemte på loftet på kvindens bopæl.

En dom, som Anklagemyndigheden plæderede for.

Flemming Mogensen er tidligere dømt for at have dræbt en samlever. Det skete i 1995 med 18 knivstik i Odder, og dengang fik han en straf på ti års fængsel.

Forventet tilståelsessag

Den tiltalte, Flemming Mogensen, fremstod afklaret, da vidneforklaringen fra grundlovsforhøret i starten af maj 2021 blev læst op. Allerede dengang erkendte han at have dræbt Freyja Egilsdottir Mogensen, og den forklaring har han fastholdt lige siden.

Der var derfor tale om en tilståelsessag, og retssagens helt store tvist gik derfor på, hvorvidt den tiltalte skulle idømmes en livstids- eller forvaringsdom.

Anklagemyndighedens, Jesper Rubow, procederede for lovens strengeste straf - fængsel på livstid. I sin procedure fandt han ingen formildende omstændigheder i sagen.

Tværtimod argumenterede han for sagens skærpende omstændigheder blandt andet grundet den tiltaltes tidligere dom og forsøg på at skille sig af med liget.

»Når man på den måde begår drab to gange, så er livsvarigt fængsel for mig at se den rigtige dom. Det er en voldsom og meget tragisk sag, ikke mindst for børnene og den dræbtes familie, og jeg er tilfreds med, at den 52-årige blev idømt den strengest mulige straf,« siger specialanklager Jesper Rubow efterfølgende i en pressemeddelelse.

Ønskede ikke mild straf

Flemming Mogensen selv udtalte i retten, at han ikke følte, at han var blevet taget alvorligt, og at han har befundet sig i en depressiv tilstand siden det første drab i 1995. Den tiltalte havde derfor et ønske om en forvaringsdom.

»Der er jo et eller andet galt. Jeg har for anden gang i mit liv dræbt den jeg elsker. Jeg har brug for kvalificeret hjælp. Jeg er bange for mig selv,« sagde han.

I en mentalundersøgelse fremgår det, at den tiltalte ikke erklæres sindssyg, men at risikoen for gentagende situationer vurderes høj.

Han fortalte selv, at han er kommet til en erkendelse af sin egen farlighed, efter mentalundersøgelsen er blevet fremlagt for ham.

Flemming Mortensen har udbedt sig betænkningstid i forhold til sin dom.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen