Tre Aarhus-piger samler legetøj ind til andre børn

Børnene fra Virupskolen i Hjortshøj gør en indsats for at gøre noget for dem, der ikke har lige så meget som dem selv. Fredag morgen samlede eleverne legetøj ind til Red Barnet Aarhus’ genbrugsbutik. Tre piger fra 4. klasse står bag initiativet, som kommer børn både i Danmark og verden over til gavn. 

Artiklens øverste billede
Fra venstre: Ine Ege Rødbro, Esther Frisk og Selma Snerling.

Da eleverne mødte ind på Virupskolen i Hjortshøj fredag morgen, havde mange af dem have legetøj med i tasken, som de ikke bruger længere selv.

Det kommer til at hjælpe andre børn og unge til en bedre hverdag. Legetøjet bliver samlet ind og givet til Red Barnets genbrugsbutik i Aarhus midtby, hvor det bliver solgt videre til andre børn i Aarhus og omegn. Overskuddet fra det solgte legetøj vil blive brugt i Red Barnets arbejde for børn og unge i udsatte positioner både i Danmark og internationalt.

Bag idéen til indsamlingen står tre piger fra 4. klasse, som var blevet inspireret til legetøjsindsamlingen efter at have arbejdet med FN’s Verdensmål i undervisningen. Skoleleder på Virupskolen Martin Christensen er stolt over elevernes initiativ, hvor børnene fra skolen gør en forskel for andre børn:

»For nogle uger siden fik jeg et flot håndskrevet brev fra tre seje piger fra 4.C. Her skrev de, at de havde arbejdet med Verdensmålene, og hvordan de gerne ville arrangere et eller andet, der omhandlede genbrug. De tre piger Ine Ege Rødbro, Esther Frisk og Selma Snerling står for indsamlingen. De har lavet flotte plakater og har været rundt i klasserne for at fortælle om indsamlingen. Jeg er stolt over at være skoleleder på en skole, hvor eleverne viser engagement, tager initiativ og deltager i et forpligtende fællesskab. Det er så inspirerende,« fortæller Martin Christensen, skoleleder på Virupskolen, i en pressemeddelelse.

Fra venstre: Julie Kathrine Joen (Red Barnet), Esther Frisk, Selma Snerling og Ine Ege Rødbro (som var med på Google Meet, da hun besøgte sin mormor i Norge)

I Red Barnet Aarhus er der glæde over at initiativet, der kommer andre børn til gavn. Derfor står den frivillige indsamlingsleder fra lokalforeningen, Julie Kathrine Joen, klar til at takke eleverne fredag morgen, når de kommer med legetøjet, inden hun kører det ind til genbrugsbutikken.

Jeg er stolt over at være skoleleder på en skole, hvor eleverne viser engagement, tager initiativ og deltager i et forpligtende fællesskab. Det er så inspirerende.

Martin Christensen, skoleleder på Virupskolen

»Det er altid en fornøjelse at få hjælp fra lokalsamfundet, og når hjælpen kommer af sig selv, så varmer det hjertet. De unge mennesker har på egen hånd stablet et flot indsamlingsevent på benene. Vi er glade for hjælpen, som andre børn kan få glæde af - og måske giver det dem også lyst til at gøre en forskel som frivillig i Red Barnet Aarhus på et senere tidspunkt,« siger Julie Kathrine Joen, indsamlings- og eventleder i Red Barnet Aarhus.

I Red Barnet Aarhus er mere end 230 frivillige en del af fællesskab, som gør en forskel for sårbare og udsatte børn og unge gennem forskellige aktiviteter.


ksa

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen