Teknik og Miljø-rådmand i Aarhus, Bünyamin Simsek, har valgbannere hængende i hele byen - uden tilladelse
Lokalpolitikeren fra Venstre i Aarhus Bünyamin Simseks bannere har skabt frustration og hovedbrud flere steder - særligt hos hans egen forvaltning. Rådmanden vil ikke selv kommentere sagen.

De hænger cirka 40 steder rundt omkring i Aarhus. Store valgbannere med Teknik og Miljø-rådmand Bünyamin Simseks (V) profil og budskaber.
Valgbannere er som sådan ikke noget nyt. Oftest har Venstre-folk i alle afskygninger fået lov at hænge et på bigballer på en landmands mark, men det er et nybrud, at de store stofbannere nu præger byen så markant som i tilfældet med Bünyamin Simsek.
Rådmandens banner-taktik ved dette kommunalvalg har da også taget flere partier på sengen, og Lokalavisen Aarhus har kendskab til to partier, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, der, efter at have observeret bannerne i byrummet, har kontaktet Teknik og Miljø for at høre, om de kan få lov til det samme.
Men det er ikke så simpelt, viser det sig, for det kan i flere tilfælde være svært at afgøre, om noget er offentligt, kommunalt eller privatejet, og om kommunen, politiet eller en anden myndighed overhovedet skal give grønt lys.
»Det har givet lidt hovedbrud herinde. Det må jeg være ærlig at sige. Vi står i en ny situation med de her valgbannere, og det har vi lige skullet finde ud af at navigere i,« siger Kim Gulvad Svendsen, bylivschef i Teknik og Miljø.
Ikke godkendt i egen forvaltning
Indtil videre har hverken Dansk Folkeparti eller Radikale Venstre fået tilladelse.
Men skal de følge rådmandens eksempel, så er det øjensynligt heller ikke nødvendigt. Det har Bünyamin Simsek i hvert fald ikke fået fra den forvaltning, han selv er chef for, afslører hans kampagnechef Henrik Olsen.
Lokalavisen Aarhus har en række spørgsmål til rådmanden om hans bannere, men Bünyamin Simsek ønsker ikke at stille op og henviser i stedet til kampagnechefen.
»Vi har søgt tilladelse ved kommunen, og det kan alle jo gøre,« siger Henrik Olsen
Har I så også fået tilladelse?
»Ja. Eller fået… Jeg har ikke fået tilladelse endnu, men de har sagt, at den kører, og at de vil sagsbehandle så hurtigt som muligt. Vi har ikke fået afslag.«
Så I har sat dem op, før I fik tilladelse?
»Naaahh… Vi satte dem op samtidigt, fordi det gik lidt hurtigt. Vi har ikke fået afslag fra kommunen, kan man sige.«
Den rigtige rækkefølge er vel at få tilladelse først og så hænge op?
»Det ved jeg ikke. Det er jo valgkamp.«
Og så er der bare frit spil?
»Nej, men der er en velvillighed i kommunen generelt. Der hænger mange valgplakater rundt omkring, som ikke er efter forskrifterne, men de generer ikke nogen. Man har blødt op,« forklarer rådmandens kampagnechef.
»Dårlig stil«
Det er ikke kun hos kommunen, at Simseks bannere har givet hovedbrud. Også hos Aarhus Vand, et aktieselskab ejet af kommunen, og som har et tæt samarbejde med rådmanden, er man lidt i vildrede.
Det viser sig nemlig, at rådmanden har hængt nogle bannere på et hegn ved vandselskabets grund i krydset Ringvej Syd/Christian X’s Vej. Om hegnet er ejet af Aarhus Vand eller kommunen, er der tvivl om, men vandselskabet er ikke blevet spurgt om lov. Det får dog ikke selskabet til at kræve bannerne fjernet.
»Vi vil ikke begynde at prioritere det som en opgave at holde opsyn med vores hegn. Så det gør vi ikke noget ved. Men var vi blevet spurgt, ville svaret være klart nej. Vi ønsker ikke hverken reklamer eller politiske budskaber på vores bygninger,« siger pressechef Jan Tøibner.
Den udmelding undrer Dansk Folkepartis spidskandidat, Jakob Søgaard Clausen, sig over. Han vil nemlig gerne hænge et banner op på samme placering, men har ikke fået tilladelse.
»Det, synes jeg, er dårlig stil. Det skal være enten eller. Enten må de sige, at der ikke skal hænge bannere, og så skal det gælde for alle, eller også skal alle have lov til at bruge faciliteterne. Der skal være ens retningslinjer for alle partier.«
Hos Aarhus Vand lægger pressechefen ikke skjul på, at man står i lidt af et dilemma.
Er I ikke med til at give rådmanden en konkurrencefordel, når I lader hans bannere hænge, men ikke vil tillade andre?
»Det ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal svare på. Vi har bare så travlt med mange andre opgaver, så vi vil ikke til at afsætte tid til at kontrollere vores hegn i hele kommunen. Slet ikke så kort inden valget. Vi lader det altså fare i denne omgang, men bliver vi spurgt, er svaret klart nej. Vi har ikke oplevet den her situation før, så det er ikke noget, vi har en politik for,« siger Jan Tøibner.
Lokalavisen Aarhus har også talt med Århus Akademi, hvor et Simsek-banner på et støjværn ud til Randersvej også har skabt panderynker. Her er der også tvivl om ejerskabet til støjværnet, men gymnasiet oplyser, at man gerne vil have taget banneret ned, og at man ikke ønsker politiske bannere omkring uddannelsen.

Kampagnehold i tvivl
Simseks kampagnechef, Henrik Olsen, mener bestemt, at støjværnet på Randersvej er kommunalt, og at det derfor ikke er gymnasiets beslutning, om banneret skal ned. Hvad angår Aarhus Vand, anerkender han, at vandselskabet gerne vil være apolitisk.
»Det kan jeg godt forstå, men der var jeg i tvivl om, hvem der var ejer. Vi har bare sendt hele bunken af offentlige placeringer som ansøgning til kommunen.«
Et lignende problem opstod desuden ved Vestre Kirkegård. Her troede Henrik Olsen, at det var kommunens område og havde derfor heller ikke bedt kirken om lov til at ophænge bannere.
»Jeg har efterfølgende spurgt dem, om det er ok, men de er ikke vendt tilbage. Det er ret svært at finde ud af, hvem ejeren er af de her offentlige steder.«
Henrik Olsen understreger slutteligt, at Bünyamin Simsek ikke - imod reglerne - har fået hjælp af sin egen forvaltning i forbindelse med sine valgbannere.
Ingen forskelsbehandling
Hos Teknik og Miljø bekræfter bylivschef Kim Gulvad Svendsen, at Simseks kampagne har søgt flere tilladelser, og han oplyser, at de er på trapperne. Desuden er der nu tre-fire politikere, som har søgt om at få lov til at gøre det samme.
»Det her er nyt, og lovgivningen har ikke som sådan taget højde for det, så i denne situation, hvor vi er blevet lidt overraskede, er vi blevet nødt til at sige, at de skal søge om tilladelse gennem vores system og ligeledes have tilladelse fra den pågældende lodsejer. I sidste ende har vi så en dialog som vejmyndighed med politiet om, hvorvidt der kan være trafikmæssige farer. For at alle bliver behandlet lige, er det modellen, vi kører efter til dette valg, og så må vi – i fredstid - efter valget sætte os ned og forholde os til, hvordan det skal administreres fremadrettet.«
Men jeres chef har hængt bannere op uden tilladelse. Hvordan ser I på det i Teknik og Miljø?
»Uanset hvem der havde gjort det her i en forkert rækkefølge, ville vi have kigget på det først, behandlet sagerne hurtigt og derefter taget stilling til, om nogle skulle tages ned. Det har vi også gjort i andre tilfælde, hvor nogen måske har været lidt kvikke og ikke været opmærksom på, at man skulle have tilladelse. Det er dog ikke noget, vi synes er så hensigtsmæssigt.«
Sørger I for, at de andre politikeres ansøgninger bliver ekspederet hurtigt, så han ikke får særbehandling?
»Ja. Vi pumper dem igennem systemet, så de kan gå i gang. Vi laver ikke forskelsbehandling. Det kan vi ikke stå på mål for, så de andre får selvfølgelig tilladelse, såfremt der ikke er trafikmæssige problemer,« slår Kim Gulvad Svendsen fast.
Bünyamin Simsek har også bannere hængende hos mange private lodsejere, hvoraf en hel del af ejerne byudviklere. Det kan du læse mere om her på siden i morgen.