Formand for fællesråd efter drab: Sådan skal vi skabe tryghed i Viby
Mere politi og flere vagtværn er nemme løsninger. Der skal andre ting i spil for at øge trygheden i bydel, mener fællesrådsformand.

»Jeg synes, det er en tragisk sag. Vi troede ikke, det ville ske i vores by, og jeg kan sagtens forstå, at folk i området er utrygge.«
Formand for Viby Fællesråd, Hans Peter Ploug Mehlsen, er som mange andre berørt af drabet på den 18-årige Mads, der søndag aften omkring klokken 21 blev stukket med kniv ved Omslevvej i Viby.

Mads var elev på Aarhus Handelsgymnasium i Viby. Her blev der mandag holdt et minuts stilhed og flaget på halvt for at mindes den 18-årige elev.
Kontrol ikke løsning
Onsdag er Østjyllands Politi fortsat ekstra synlige med patruljer i området, og en mobil politistation vil fra 11-14 være ved handelsgymnasiet i Viby og fra 15-19 ved Viby Torv. Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.
En 19-årig mand fremstilles onsdag klokken 10.30 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for drab og røveri.
Drabssagen har forståeligt fået debatten om tryghed til at blusse op i lokalsamfundet i Viby. Ifølge formanden for Viby Fællesråd er mere overvågning, mere kontrol og flere vagtværn ikke vejen frem.
»Det er den lette løsning. Folk råber om, at politiet skal mere op på lakridserne. At der skal sættes mere overvågning op. Det er foranstaltninger, man kan sætte ind ret hurtigt, siger han til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Den svære løsning er at arbejde med den måde lokalsamfundet er skruet sammen på, med skolerne, med SSP.«
Hans Peter Ploug Mehlsen mener, at man i for stedet for kontrol, overvågning og vagtværn blandt andet skal arbejde tæt sammen med den almene boligorganisation ALBOA, der driver og udvikler flere boligområder i Viby.
»Vi har konkret haft møder med BOA omkring deres planer om at renovere nogle af de områder, der på sigt kan blive problematiske og i stedet skabe nye områder. Når vi snakker om tryghed, er det vigtigt at se på, hvordan vi bor sammen og på, hvordan vi bedre kan skabe nogle miljøer, hvor man har lyst til at være,« siger han.

Social tilgang
Ifølge Hans Peter Ploug Mehlsen arbejder ALBOA ihærdigt for at undgå, at nogle af de mere udsatte boligområder i Viby kommer på ghettolisten.
Det handler om at skabe rekreative områder, beboerhuse, lys, luft og muligheder for at folk kan mødes, lyder det fra formanden for Viby Fællesråd.
Hans Peter Ploug Mehlsen taler også varmt for at finde og inddrage ressourcestærke mennesker, der kan snakke med og få aktiveret unge mennesker, der ellers kunne kaste sig over mindre konstruktive aktiviteter.
»Jeg tror på en mere social tilgang. Det er den langsigtede, seje måde at skabe et bedre og mere trygt samfund. Vi tror på det gode i folk. Det er en bedre løsning end at skabe værn. Vi skal vise, at det kan vi her i Viby,» siger han.
På trods af den aktuelle situation mener Hans Peter Ploug Mehlsen, at Viby er et trygt sted at bo og leve.
«Der bor over 30.000 mennesker i Viby. Den er på størrelse med en halvstor dansk by, og i den slags byer sker der nogle gange nogle forfærdelige ting. Jeg vil aldrig kunne sige, at det er utrygt at bo i Viby, men vi skal være opmærksomme på at skabe trygge rammer,« siger Hans Peter Ploug Mehlsen.
Viby Fællesråd består af et bredt udsnit af organisationer i Viby-området. Rådet fungerer som talerør for områdets beboere over for Aarhus Kommune.