Direktør roser ansatte efter voldsom brand i Galten

Direktør for HMF gør status efter skræmmende brand og sender tak til hele lokalsamfundet.

Artiklens øverste billede
Rigspolitiet udsendte tirsdag to beredskabsmeddelelser i forbindelse med en voldsom brand ved virksomheden HMF i Galten.Foto: Danni Paulsen

Tirsdag eftermiddag blev himlen pludselig mørk over Galten.

Sort røg drev ind over byen, og Rigspolitiet udsendte en beredskabsmeddelelse om, at røgen var sundhedsskadelig, og at folk i visse områder skulle lukke vinduer og døre.

Den sorte røg stammede fra en voldsom brand ved kranproducenten HMF på Frichsvej 35, hvor omkring 40 medarbejdere har deres daglige gang.

Branden endte med at omfatte det meste af produktionsbygningen, og brandvæsnet var massivt til stede natten mellem tirsdag og onsdag. Østjyllands Brandvæsen var onsdag morgen fortsat i gang med at efterslukke den voldsomme brand.

Onsdag er branden slukket, og administrerende direktør for HMF, Jens Seehusen, roser de ansattes opførsel i forbindelse med branden.

»Jeg vil gerne understrege, hvor stolt jeg er af de medarbejdere, som var til stede. Alle fulgte vores sikkerhedsprocedurer og blev reddet ud i sikkerhed, hvilket også betyder, at ingen mennesker kom til skade under branden. En stor ros til alle, som var til stede og involveret i Galten,« siger han i en pressemeddelelse.

I den takker direktøren også brandvæsnet, beredskabsstyrelsen og politiet for en »massiv indsats.« Han siger også tak til »hele lokalsamfundet for jeres forståelse.«

Rykker til Højbjerg

HMF kender nu omfanget af brandskaderne og er allerede i gang med at flytte produktionsaktiviteterne til andre lokationer.

Det er udelukkende produktionsbygningen, som er berørt af branden, lyder det. De andre bygninger i Galten står uberørte af branden. Det gælder blandt andet opbygningsværkstedet, serviceværkstedet og kontorbygningerne.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at HMF vil flytte dele af produktionen til Oddervej 200 i Højbjerg, hvor koncernen har størstedelen af sin kranproduktion. Virksomheden har et mål om at lave et nyt setup inden udgangen af næste uge, lyder det.

»Branden har selvfølgelig givet os nogle udfordringer, men heldigvis har vi et stærkt netværk af partnere og underleverandører,« siger direktør Jens Seehusen.

HMF har ifølge Jens Seehusen også mulighed for at flytte noget af produktionen fra Galten over til virksomhedens andre produktionshaller.

Alle involverede medarbejdere tilbydes krisehjælp.

Læs også

Del artiklen