Aarhus er verdens tredje mest bæredygtige turistdestination

Aarhus er hoppet 10 pladser på rangliste over bæredygtige destinationer på verdenskort.

Artiklens øverste billede
Aarhus Kommunes nye klimastrategi får en del af æren for stort hop på bæredygtighedsrangliste. Foto: VisitAarhus

»Det er et vildt spring, og vi er meget stolte. Med placeringen som nummer tre står vi meget stærkere i konkurrencen om tiltrækning af de store internationale konferencer og kongresser.«

Sådan lyder det fra direktør i VisitAarhus, Pia Lange Christensen, efter at Aarhus har taget et kvantespring fra en 13. plads til en 3. plads på »Global Destination Sustainability Index.«

Indekset rangerer +70 destinationer fra hele verden efter deres præstation på forskellige parametre inden for bæredygtighed med særlig fokus på events og konferencer.

Ifølge Pia Lange Christensen er det ikke mindst et tæt, strategisk samarbejde mellem Aarhus Universitet, turismeerhvervet, Aarhus Kommune og VisitAarhus, der har været udslagsgivende for det store spring op ad skalaen.

Grønt ser det ud her på billedet fra Aarhus Universitetspark. Foto: VisitAarhus

Landets mest klimavenlige hotel

Samarbejdet mellem byens aktører har blandt andet ført til udgivelsen af en grøn konference- og eventhåndbog målrettet byens konference- og eventarrangører og den nyligt afholdte bæredygtighedskonference »Sammen om Grønne Oplevelser.«

Scandic Aarhus City blev denne sommer kåret som Danmarks mest klimavenlige hotel, og generelt har den bæredygtige indsats blandt Aarhus’ turismeerhverv styrket byens position som kongresby internationalt.

Aarhus Kommunes nye klimastrategi samt VisitAarhus’ nye bæredygtige turismestrategi har ifølge Pia Lange Christensen også været en del af det store spring op ad bæredygtighedsranglisten.

Aarhus er nu nummer tre på GDS-indekset med en præstationsscore på 82,47 procent. Dermed ligger Smilets By mellem København på en andenplads og Glasgow i Skotland på en fjerdeplads.

Den netop offentliggjorte liste kan ses her.

sb

Læs også

Del artiklen