Vinterherberg søger frivillige: »Hvis du giver noget af dig selv, får du rigtig meget igen«

Uden frivillige er der intet vinterherberg, lyder det fra leder.

Artiklens øverste billede
Aarhus Vinterherberg er beliggende på Tage-Hansens Gade 18 i det centrale Aarhus. Foto: Folkekirken.dk

Den 14. november åbner Aarhus Vinterherberg igen, og herberget er nu i den vante situation, at man søger frivillige med lys og lygte.

Det er »same procedure as last year,« som herbergets leder, Søren Christensen, formulerer det. Som frivillig melder man sig nemlig kun for en vinter ad gangen.

Jobbet som frivillig går ud på at vise omsorg og tale med gæsterne. Man skal eventuelt opvarme eller tilberede enkel mad. Det kan være, man bliver bedt om at gå til hånde med praktiske opgaver.

Sidste år tog en frivillig, der netop var blevet efterlønner, 66 vagter, men mindre kan også gøre det, understreger Søren Christensen.

At ville noget for andre

Det forventes, at man som frivillig kan tage en-fire vagter om måneden, enten aften- eller nattevagter. Sæsonen er fra den 14. november til udgangen af marts.

»Det sværeste at skaffe er nattevagter. Jeg plejer at sige til de studerende, at det er en rigtig god mulighed for at få læst en bog. Der er måske en enkelt hjemløs, der er oppe for at ryge, og en enkelt, der skal tisse, men der er fred og ro om natten,« siger Søren Christensen.

Leder af Aarhus Vinterherberg, Søren Christensen, håber, at der er nogle varme hænder og store hjerter, der melder sig som frivillige. Foto: Privat

Adspurgt om hvorfor, man bør melde sig som frivillig, lyder svaret:

»Man gør en forskel. De er også mennesker, og de har også brug for en hånd. Hvis ikke der kommer nogle frivillige, kan vi ikke få det til at køre rundt. Hvis du giver noget af dig selv, får du rigtig meget igen. Man skal gide at ville noget for andre.«

Så søde som alle andre

Aarhus Vinterherberg er skabt som et nødherberg for hjemløse migranter med lovligt ophold i Danmark. Herberget er altså ikke et tilbud til etniske danskere.

Mange af vinterherbergets gæster kommer fra Polen, Rumænien og Litauen. De er taget til Danmark for at arbejde og tjene penge - eksempelvis ved at klippe juletræer eller arbejde i landbruget.

»Så bliver de af den ene eller den anden grund fyret, og så går de rundt på gaden hele dagen. De er lige så søde og venlige som alle andre mennesker. De kan være lidt bøvede, hvis de har drukket øl, men det kan vi alle,« siger Søren Christensen.

Ønsker man at være frivillig eller at høre nærmere om, hvad det indebærer, kan man komme til informationsmøde den 3. november fra 17-18.30 eller den 8. november fra 19.30-21. Det foregår på det gamle Aarhus Amtssygehus, hvor Aarhus Vinterherbergs lokaler ligger.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen