Ekstern undersøgelse af Søndervangskolen på vej
Det er blevet afklaret, hvad undersøgelsen af den prekære sag skal indeholde. Nu skal firmaet findes, der skal udføre den, findes.
Aarhus Kommune er klar til at sende skandalesagen med Søndervangskolen videre til et eksternt konsulentfirma, som skal undersøge, hvad der er op og ned i sagen.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Ifølge kommunen skal firmaet, der endnu ikke er fundet, i »de kommende uger« foretage en undersøgelse af Søndervangskolen, og Børn og Unge har i samarbejde med Århus Lærerforening, BUPL Århus og Aarhus Skolelederforening beskrevet fire punkter, som leverandøren af undersøgelsen skal fokusere på.
- En bred og aktuel afdækning af arbejdsmiljøet og kulturen på Søndervangskolen.
- En afdækning af de forhold i perioden 2016-21, som kommer frem i redegørelserne samt evt. øvrige opmærksomhedspunkter, herunder hvorvidt forholdene er historiske eller fortsat er gældende praksis.
- En evaluering af Aarhus Kommunes tilsyn i perioden – hvad har tilsynet omfattet, hvordan er det udført, og har det været tilstrækkeligt.
- En kvalificering af de fremadrettede indsatser og det ledelsesmæssige fokus
I undersøgelsen vil der blive lagt stor vægt på, at alle medarbejderne får mulighed for at blive hørt og prioriteret i undersøgelsen gennem spørgeskema eller interview. Tidligere medarbejdere skal også gives mulighed for at kontakte den eksterne konsulent. Desuden skal Søndervangskolens bestyrelse og ledelse inddrages i afdækningen.
Ifølge kommunen skal der være tale om en grundig analyse, »der kommer hele vejen rundt«.
Det forventes, at der kan indgås en kontrakt med et eksternt konsulentfirma i løbet af uge 43.
ddp