Desperat mor: Min datter kredser hele tiden om at tage sit eget liv

En kaotisk udskrivelse fra psykiatrisk afdeling vækker bekymring hos både pårørende og politikere.

Artiklens øverste billede
Heidi Bach og datteren Louise har nær kontakt. Men det er svært, især når Louise er på stoffer, for at dæmpe stemmerne i hovedet.

Da 26-årige Louise Bach blev udskrevet fra en af psykiatriens særlige sengepladser, bristede håbet for både hende selv og for hendes mor.

Louises mor har henvendt sig til Lokalavisen Aarhus i desperation over, at det, som endelig virkede som en bedring for sin datters liv, nu er endt i en kaotisk udskrivelse, og Louise er igen tilbage, hvor hun og hendes omgivelser lider hårdt under hendes skizofreni og gentagende psykoser.

»Louise har mistet håbet. Hun kredser igen hele tiden om at tage sit eget liv,« fortæller Heidi tydeligt frustreret.

Heidi var stillet i udsigt, at Louise ville være indlagt mindst et halvt år. Men det skete ikke, for Louise blev pludseligt udskrevet, uden plan og uden sagsbehandleren i kommunen blev adviseret, som vedkommende skulle have været ifølge lovgivningen. Det efterlod Louise alene med sin psykiske sygdom igen, og hurtigt holdt hun op med at tage sin medicin.

JP Aarhus har tidligere i flere artikler beskrevet, hvordan de særlige sengepladser ikke udnyttes. De har også beskrevet, at Landsforeningen for psykisk sundhed SIND kritiserer de særlige sengepladser for ikke at tilbyde en god nok behandling.


Sindssygt farlig datter

Sidste gang Lokalavisen Aarhus skrev om Louise, var i 2020. Det var et år efter optagelserne til TV 2-dokumentaren ”Min datter er sindssygt farlig” var afsluttede.

Dengang fortalte Heidi, at Louise havde fået det meget værre siden optagelserne, og at hendes største håb for datteren var, at hun kunne få en behandlingsdom, så hun kunne tilbageholdes, komme i varig behandling, få det bedre og ikke være til fare for sig selv eller andre.

Dengang som nu, kommer Louise ofte i sin mors hjem i Sabro.

»Når hun bliver for bange for sine tanker, så sover hun her. Men hvis hun tager stoffer, så sover hun slet ikke, og jeg ved ikke, hvor hun er,« fortæller Heidi Bach.

Særlig sengeplads

I dag er Louise 26 år, bor i en lille lejlighed i det nordlige Aarhus og lider stadig af paranoid skizofreni. Hun har været inde og ude af psykiatrisk afdeling flere gange, end Heidi Bach kan huske.

Så hendes glæde var stor, da Louise i juli, med hjælp fra sagsbehandleren i Aarhus Kommune, blev tildelt en af de særlige sengepladser på psykiatrisk afdeling.

»De kunne rumme Louise, og det var godt. Hun fik medicin, og jeg oplevede, at hun fik det bedre,« fortæller Heidi.

For at få en særlig sengeplads, skal patientens sag, i dette tilfælde Louises, drøftes i et visitationsforum, hvor der er personer fra både kommunen og regionen. De særlige sengepladser drives nemlig af Region Midtjylland, men kommunerne betaler for borgernes ophold.

I Louises tilfælde var det Aarhus Kommune, der betalte 4.107 kroner om dagen. Når patienten skal udskrives, skal det også, ifølge lovgivningen, drøftes i visitationsforum. Men det skete ikke, da Louise blev udskrevet.

»Jeg kan ikke forstå, de bare gør det. Hvad tænker de på? Louise får ikke sin medicin længere, og har det bare meget dårligt,« lyder det fra Heidi Bach.

Bliver pludselig udskrevet

Den 27. september blev Louise pludselig udskrevet fra afdelingen.

I journalen, som Lokalavisen Aarhus har set via Louises egen aktindsigt, står der, at Louise udskrives, fordi hun gentagende gange har bedt om at blive udskrevet og fordi, hun har ”fremsat trusler mod en læge”. Der står også, at Louise ”naturligvis vil blive anmeldt til politiet.”

Hos Aarhus Kommune forstår man ikke, hvorfor Louise blev udskrevet. Det fremgår af Louises sagsakter, som Lokalavisen har set via Louises aktindsigt i egen sag.

I sagen har Aarhus Kommunes sagsbehandler skrevet, at kommunen stiller sig undrende overfor, at Louise kan udskrives fra afdelingen, uden at inddrage kommunen og uden at bede om en revurdering af Louise i visitationsforum. Og der står, at ”Aarhus Kommune erklærer sig uenig i udskrivelsen.”

Overfor Heidi giver sagsbehandleren under en telefonsamtale, som bliver overhørt af Lokalavisen, udtryk for sin store frustration i samarbejdet med afdelingen.

Her bliver sagen kompliceret. For det drejer sig om samarbejdet mellem kommunen og regionen.

Helt konkret drejer det sig om, at der i lovgrundlaget for de særlige sengepladser ligger, at både indlæggelse og udskrivelse fra en særlig plads skal tages op i visitationsforum. Dette er for at sikre, at der kommer en plan for videre behandling i kommunen efter udskrivelse. Det er altså ikke sket i Louises tilfælde.

Sagen undersøges

Hos Region Midtjylland ønsker man ikke at kommentere på den konkrete sag, fordi den er personrelateret, men via mail siger Inge Voldsgaard, ledende oversygeplejerske på Afdeling for Psykoser:

»Der skal naturligvis være styr på de lovgivningsmæssige krav, ligesom vi selvfølgelig skal inddrage kommunen undervejs. Skulle det af den ene eller anden grund ikke være sket i den konkrete sag, så vil vi selvfølgelig undersøge, hvor fejlen er opstået, og hvordan vi sikrer, at det ikke sker fremover.«

Lokalavisen Aarhus har fremlagt sagen for byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V), der også er medlem af Social- og beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune.


»Det her er en yderst ulykkelig sag. Jeg vil have rådmand Kristian Würtz på banen. På den lange bane må vi have lavet lovgivningen om de særlige sengepladser om. Det duer ikke, at at der er tvivl om, hvor handlepligten ligger. Jeg vil bede om at få en redegørelse om sagen til onsdagens møde i Socialudvalget,« siger Gert Bjerregaard.

Forperson for udvalget Liv Gro Jensen (SF) er enig i, at en redegørelse for forløbet omkring udskrivelsen vil være på sin plads.

»Helt generelt er det vigtigt, at den praksis med, at udskrivelsen foregår i visitationsforum, opretholdes. Det er en sikkerhed for borgeren. Og det bekymrer mig meget, hvis den praksis ikke er opretholdt i denne sag. Så det skal vi have kigget på,« siger hun.

Lokalavisen Aarhus har forsøgt at få en kommentar fra rådmand Kristian Würtz (S). Han har ikke ønsket at kommentere.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen