Lars Eilertsen vil rive sit livsværk ned, men staten tillader ham det ikke

Et år efter Lars Eilertsen nedlagde sin minkbestand, er han ikke kommet meget videre. Han må nemlig ikke rive sine ni haller ned endnu. Ikke hvis han vil have sin erstatning.

Artiklens øverste billede
Et år efter Lars Eilertsen nedlagde sin minkbestand, er han ikke kommet meget videre. Han må nemlig ikke rive sine ni haller ned endnu. Foto: Marie Ravn

Sidst, jeg stod ansigt til ansigt med Lars Eilertsen, var forsigtighed et vilkår.

Håndsprit lå klar i lommen, håndtryk var erstattet af et nik med hovedet, og så var porten ind til hans livsværk forseglet i en sådan grad, at jeg blev bedt om ikke at gå for tæt på.

Det var de vilkår, jeg takkede ja til, da jeg for et år siden fik lov at besøge Lars Eilertsens minkfarm. På det tidspunkt havde østjyske minkavlere som Lars Eilertsen ikke oplevet smitte af corona på farmene, og derfor var det med største forsigtighed, at han lod mig komme på besøg med en fotograf.

50 år i branchen, et noget nær perfekt avlsmateriale og 10.000 mink blev alt sammen slået itu, da minkerhvervet 4. november sidste år blev nedlagt i hele Danmark.

Reportagen fra minkfarmen udkom d. 14. oktober 2020 i JP Aarhus og blev sidenhen fulgt op af flere opfølgende historier, men da de sidste mink var aflivet og kørt væk, holdt snakken også brat op. Præcis ét år senere er jeg tilbage i den grusbelagte indkørsel i Lystrup til en snak om, hvad tiden går med, om planerne for fremtiden, og om tankerne om regeringens forlængelse af forbuddet mod at holde mink i Danmark.

En svag lugt af savn

Ikke meget har ændret sig i indkørslen fra sidste møde – på nær én ting. Porten, der sidste gang var forseglet med en stor hængelås, står nu vidt åben. Der er ingen grund til forsigtighed mere.

Lars Eilertsen møder mig i indkørslen. Denne gang rækker han hånden frem for at hilse.

Det er en taksationskommission, der skal vurdere, hvad erstatningen skal ligge på, men inden de er færdige med at vurdere alle farme, er der nemt gået fire år.

Lars Eilertsen, minkavler og bestyrelsesmedlem i Kopenhagen Fur.

»Det kunne vi jo ikke gøre sidst,« siger han smilende og leder mig i retning af porten, som fører mod, hvad der før var hans livsværk, men som nu står som en påmindelse om, hvad han engang havde.

»Har du nogensinde været på en minkfarm før… altså i hallerne?« spørger han og vandrer mod en af de i alt ni haller.

Lars Eilertsen var én af de minkavlere, som ikke havde smitte på sin farm, men alligevel lagde sin bestand på godt 10.000 mink ned. Foto: Marie Ravn

Jeg svarer nej. Der har aldrig været anledning – eller en mulighed. Vi træder ind i en af hallerne. Der er stadig en svag og sødlig lugt af råd og dyreafføring. Jeg forestiller mig, hvordan det må have lugtet, da hallerne var fyldt med mink. For mig er lugten grim, men for Lars Eilertsen er den som et minde om en kær ven, der aldrig kommer tilbage.

»Det er ærgerligt, at du ikke så det, mens der var mink. På den her tid af året starter vi normalt pelsningen. Derfor ville der typisk være to-tre små hvalpe i hvert bur, som ville være nysgerrige og kigge op fra halmen, når vi kom.«

Han synker en klump.

På statens regning

Hverken minkhvalpe eller halmen, de ville kigge op fra, er at finde nogen steder i den store hal. Den er tom, men pæn og velholdt. Lars Eilertsen har nemlig haft travlt det seneste år.

»Jeg har ryddet op. Det plejede vi også at gøre hver vinter og tog ofte to-tre måneder, men vi bruger stadig tid på at vedligeholde farmen.«

Hvorfor har du ikke bare revet det ned?

»Den skal vurderes inden. Hvis jeg vil have min erstatning, skal den se ud, som den gjorde 4. november 2020 – det betaler staten for. Så jeg skriver ned, hver gang jeg slår græs, tømmer tagrender eller skifter en tagplade. Det kommer helt sikkert til at koste staten et meget stort millionbeløb, inden de er færdige med at lave tilsyn på alle minkfarme. Det er vanvittigt, at der skal bruges millioner på at vedligeholde noget, der skal rives ned.«

Det er frustrerende at gå rundt og passe det her med tanken om, hvilken virksomhed det her kunne have været.

Lars Eilertsen, minkavler og bestyrelsesmedlem i Kopenhagen Fur.

Lars Eilertsen tilbød ellers selv at rive hallerne ned, men det blev afslået. Han har selv bygget størstedelen af dem. Hvert eneste søm og skrue har han slået og skruet i, men han må altså ikke rive dem ned. Ikke hvis han vil have sin erstatning.

»Det er en taksationskommission, der skal vurdere, hvad erstatningen skal ligge på, men inden de er færdige med at vurdere alle farme, er der nemt gået fire år.«

Lars Eilertsen tilbød selv at rive sine haller ned, men det blev afslået. Foto: Marie Ravn

Hallerne er alle bygget op om de lange rækker af bure. Utallige brædder er monteret som stivere mellem burene og taget for oven. Lars Eilertsen kalder det en humlebi – det burde ikke kunne stå, men det gør det altså. Derfor egner det sig heller ikke til andet end at huse mink, fortæller minkavleren. Nu står så de i stedet helt tomme, indtil han kan rive dem ned.

»Det er lidt ligesom at sidde i et venteværelse i et år. Det er frustrerende at gå rundt og passe det her med tanken om, hvilken virksomhed det kunne have været,« siger han og peger ud over hallen.

Dødsstødet

Vi går gennem de aflange haller fyldt med tomme bure. Imens falder snakken på regeringens beslutning om at forlænge forbuddet mod at holde mink i Danmark indtil 2023.

»Det var så forudsigeligt, og jeg kan ikke forestille mig, at man i 2023 bare åbner sluserne og byder minkerhvervet velkommen tilbage. Man skal nok regne med, at der bliver sat nogle krav, der vil gøre det så besværligt at holde mink, at man ikke kan lave forretning ud af det.«

Efter 50 år som minkavler blev 2020 året, hvor Lars Eilertsen vinkede farvel til sit livsværk. Han skal ikke have mink igen. Foto: Marie Ravn

På hallens plastiktag kan man høre, ar regnen stille falder.

Gør det dig trist at se hallen og burene stå tomme?

»Trist er nok ikke det rigtige ord. Det gør mig ærgerlig, at man kan tage en beslutning, som har så store konsekvenser for et stolt erhverv. Vi var verdens bedste, og så blev det nedlagt. Det gør ondt.«

Om lidt runder Lars Eilertsen 63 år. En kompliceret alder – det er for sent til at starte på noget nyt, men alligevel for tidligt til at gå på pension. Så da vi er færdige med snakken, og han igen rækker mig hånden, spørger jeg, om han kunne finde på at vende farmen ryggen og flytte væk.

»Jeg flytter ingen steder, men jeg vil have de haller ned. Der er måske noget psykologisk over det – kald det, hvad du vil, men det skal bare væk, for jeg skal ikke have mink mere. Jeg vil videre nu.«

Foto: Marie Ravn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen