Natpladser til alle hjemløse i Aarhus vinteren over

Aarhus Kommune er igen i år klar med et vinterberedskab til byens hjemløse.

Artiklens øverste billede
De kolde måneder kommer snigende med hastige skridt, og derfor er Aarhus Kommune klar med et vinterberedskab for byens hjemløse. Arkivfoto: Jens Dresling

De kolde efterårs og vinternætter nærmer sig med hastige skridt, og derfor er Aarhus Kommune igen i år klar med et vinterberedskab, der skal sikre varme senge til alle byens hjemløse.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

»Alle aarhusianere skal have et sted at søge nattely, når efterårskulden bider i kinder og tæer. Lige nu er der tilstrækkeligt med sovepladser på byens herberger og forsorgstilbud, men vi følger behovet tæt og står klar til at tage ekstra pladser i brug, hvis det bliver nødvendigt,« siger Kristian Würtz (S), social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, i pressemeddelelsen.

Erfaringerne fra de seneste år er, at der i særligt kolde perioder hen over vinteren kan opstå pres på byens tilbud. Derfor registrerer Aarhus Kommune vinteren over antallet af ledige pladser på tilbuddene og står med kort varsel klar til at tage ekstra natpladser på Forsorgshjemmet Østervang i brug, hvis det bliver nødvendigt.

Det er dog ikke alle hjemløse, der kan gøre brug af byens eksisterende herberger og forsorgstilbud. De udenlandske hjemløse kan ikke overnatte på de etablerede varmestuer i Aarhus, da det kræver dansk sygesikring. Derfor samarbejder Aarhus med Blå Kors, Røde Kors, Kirkens Korshær og Folkekirken om Aarhus Vinterherberg, som er et nødherberg for hjemløse migranter.

»Alle skal have mulighed for et varmt måltid og et varmt sted at sove – uanset om man har et dansk sundhedskort eller ej. Aarhus Vinterherberg er et vigtigt samarbejde, som vinteren over skaber tryghed for en meget udsat gruppe af hjemløse,« siger Kristian Würtz i pressemeddelelsen.

jwh

Læs også

Del artiklen