Styrelse advarer om kontakt med jorden på forgiftet PFOS-grund i Aarhus

Efter fundet af PFOS på en brandskole og to grøfter i det nordlige Aarhus, har Styrelsen for Patientsikkerhed sendt kommunen anbefalinger for ophold i området.

Artiklens øverste billede
Det giftige fluorstof PFOS kan være kræftfremkaldende og er at finde i Gl. Skejby, fordi det har været i de brandslukkere, brandvæsnet har benyttet. Foto: Adobe Stock

Styrelsen for Patientsikkerhed har orienteret Aarhus Kommune om, hvordan borgerne bør forholde sig til at færdes i området nær Koldkær Bæk.

Det skriver styrelsen onsdag til TV2 Østjylland.

Anbefalingen kommer efter, at man i sidste uge fandt det sundhedsskadelige stof PFOS i et regnvandsbassin på brandskolen i Gl. Skejby. Vandet fra bassinet var i mange år løbet ned i en kloak, der var forbundet med Koldkær Bæk.

Der er yderligere fundet PFOS i en grøft nær brandskolen og en grøft nær Koldkær Enge. Dog viste målinger, at stoffet hverken var at finde i Koldkær Bæk eller i den sø, som bækken ledte ud til.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at man stadig frit kan opholde sig i området nær brandskolen og Koldkær Enge, da målingerne viser så lave forekomster af PFOS, at der ikke er sundhedsrisiko ved indånding. Dog understreger styrelsen, at der endnu ikke er svar fra jordprøverne, og at man derfor ud fra et forsigtighedsprincip bør være varsom ved nærkontakt med jorden.

Det anbefales derfor de passerende at være opmærksomme, når man for eksempel har børn med i området nær brandskolen. Grundet de manglende resultater af jordprøverne, anbefales det ikke, at børn leger med eller graver i jorden. Også leg med bold, der kan risikere at komme i kontakt med jorden, og picnic i området frarådes.

Styrelsen fraråder derudover kontakt med vand og bundfald fra både regnvandsbassinet på brandskolen og fra grøften på Koldkær Enge.

Udover resultater fra jordprøverne, mangler der fortsat svar på målingerne af mulig forekomst af PFOS i kvæg, der græsser i området. Det er Fødevarestyrelsen, der undersøger eventuel forekomst af PFOS i det græssende kvæg.

Mandag oplyste Fødevarestyrelsen til TV2 Østjylland, at det kan tage op til tre uger, før der er svar.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen