Horrorforsker: Derfor er kastanjemænd uhyggelige

Efter Netflix-serien 'Kastanjemanden', er kastanjemænd nu begyndt at dukke op rundt omkring i gadebilledet. De uskyldige figurer vækker nu rædsel.

Artiklens øverste billede
Kastanjemænd er blevet populære, efter Netflix-serien "Kastanjemanden" har fået premiere på streamintjenesten Netflix. Modelfoto: Adobe Stock

Kastanjemænd. De små, rødbrune figurer med tændstikben blev før i tiden associeret med efterår, hygge og kreativitet. Nu vækker de pludselig gru og rædsel.

Efter Netflix-serien ’Kastanjemanden’ flittigt bliver sat på skærmen i de danske hjem, er kastanjemænd nu begyndt at dukke op rundt omkring i gadebilledet.

Men hvad det er ved de små figurer, der består af et par kastanjer og et halvt dusin tændstikker, der kan vække så megen rædsel, har TV2 ØSTJYLLAND spurgt horrorforsker ved Aarhus Universitet, Mathias Clasen, om.

Han fastslår, at der ingen overraskelse er ved, at vi er bange for mørke. Det er en naturlig ting at være bange for. Dog er eksempelvis klovne også noget, der skræmmer mange, hvilket er noget mere overraskende.

Både kastanjemænd, klovne og dukker er alle forbundet med barndommen. Det, der gør disse barnlige objekter uhyggelige, er i følge Mathias Clasen kontrasten.

»Der er en kontrast, hvor vi har det barnlige og uskyldige på den ene side, og det uhyggelige og ildevarslende på den anden. Så når en dukke med porcenlænsansigt ligger på gulvet i måneskin, bliver det pludseligt uhyggeligt.«

Samtidig mener han, at de små menneskelignende figurer rummer en masse ildevarslende symbolik, og derfor egner sig godt som skræmmeelement.

Flere og flere af kastanjemændende dukker nu op i landets gader, og det forstår horrorforskeren godt.

»Jeg tror, at der for mange mennesker er noget fornøjeligt i at skræmme andre. Vi kender det fra at springe frem bag en dør og råbe ”bøh!”,« fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

»Jeg kan godt forestille mig, at det er en trend, der vil sprede sig. For den er ret nem at samle op, da det bare kræver, at man har en kastanje eller to og et par tændstikker, og så kan man hyggeskræmme folk i nabolaget.«

Læs også

Del artiklen