Da en rotte kom op af kollegie-toilettet, fik de nok

Flere beboere på kollegiet i det nordlige Aarhus har bekræftet historierne om rotter i gården og på gangene. Specielt én historie har sat sig i beboerne.

Artiklens øverste billede
Egmont Studentergård har efter flere beboeres udsagn været hærget af rotter henover sommeren. Nu vil de have problemet løst.

Da Tor Hermansson flyttede ind i Egmont Studentergård i det nordlige Aarhus i marts måned, havde han godt hørt en smule om rotter i gården. Han trak på skuldrene – det var nok et problem, der var i gang med at blive taget sig af, tænkte han.

Men det skete ikke. Efter noget tid, kom der i stedet en meddelelse, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Der var blevet set rotter inde på gangene i kollegiet.

Denne gang blev en besked sendt ud fra administrationen om, at hoveddørene skulle lukkes, og så ville problemet forsvinde.

»Men der blev ved med at være rotter, selvom dørene blev lukket. Hen over sommeren kunne man se masser af rotter i gården. Man skulle ikke sidde særlig længe, før de kom frem og løb rundt i græsset og i buskene,« fortæller nuværende beboer Tor Hermansson.

Liget af en halshugget rotte på gangen i Egmont Studentergård, som hører under Børglum Kollegierne. Foto: Privat.

Selv bor Tor Hermansson på kollegiets anden sal og har ikke selv set rotter på kollegiets gange, men han har set billeder af en halshugget rotte på gangen og snakket med flere beboere, som selv har oplevet rotter. Det var dog langt fra det værste, han hørte. Én historie fik ham til kigge en ekstra gang i toilettet, når han satte sig.

»Her hørte jeg historien om hende her pigen, der så en rotte komme op gennem toilettet - altså kummen.«

Historien har flere andre beboere bekræftet til Lokalavisen Aarhus. Blandt andet David Mikkelsen, som selv bor på et værelse i stueetagen.

»Folk er begyndt at lægge tunge ting på toiletbrædderne om natten. Jeg lagde selv min guitarforstærker på, en anden brugte en tung vægt eller en ramme øl,« fortæller David Mikkelsen.

Gik direkte til kommunen

Episoden med rotten i toilettet lod til at skabe nok debat på kollegiets Facebook-tråd til, at der nu endelig ville blive gjort noget drastisk. Kollegiets administration sendte bud efter en skadedyrsbekæmpende firma, men kommunikationen mellem administrationen og kollegianerne har været dårlig, mener David Mikkelsen. Det har skuffet ham.

»Jeg kunne ikke få en status på rotterne fra administrationen, så jeg gik direkte til firmaet for at få en status, og nu skal jeg med en tekniker ud i næste uge for at få en status på fælder og rottespær i kloakkerne.«

Firmaet kunne fortælle David Mikkelsen, at man havde fundet en rotterede under den gamle portnerbolig bag kollegiet. Her havde rotterne fundet vej ind gennem kloakrørene.

»Problemet er jo, at vi skulle ringe til selskabet selv for at få information i stedet for at administrationen lige opdaterede os – det er trods alt os, der lever med det her. Folk er bange for at gå i seng, når de hører lyde,« fortæller David Mikkelsen.

Senest lød meldingen, at problemet nu var under kontrol, men panderynkerne er stadig dybe hos Tor Hermansson.

»Det er svært at tro på dem, når der bliver ved at være et problem, efter de nu to gange har sagt, at det var blevet løst,« siger Tor Hermansson.

En sidste løsning

Noget kunne tyde på, at kollegiet har været meget uheldig.

Aarhus Kommune har nemlig registreret et markant fald i rotteanmeldelser på dette tidspunkt af året i forhold til sidste år. I september 2020 havde kommunen registreret godt 7.100 anmeldelser af rotter i hjemmet, mens man i år på samme tidspunkt blot har registreret godt 5.800. Det er et fald på ca. 18 pct..

Et stort fald, som dog ikke synes at have indflydelse på Børglum Kollegierne. Aarhus Kommune har nemlig registreret tre anmeldelser om rotter på kollegiets adresse inden for de seneste tre måneder.

Hvad har I gjort for at komme problemet til livs på jeres kollegie?

»Vi har henvendt os til kollegierådet, og de er gået videre til ledelsen med det,« siger Tor Hermansson.

Lokalavisen har forsøgt at få en kommentar fra administrationen på Børglum Kollegierne, som Egmont Studentergård hører ind under. Svaret fra administrator på Børglum Kollegierne Preben Tolstrup lyder, at han ingen kommentar har i sagen, da man ikke ønsker at drøfte sagen i medierne.

Selvom Tor Hermansson ikke har set en rotte indenfor endnu, har han svært ved at tro på, at rotterne er væk fra gangene og kollegiets velholdte gård med dammen i midten.

Hvis det er så skidt, hvorfor så ikke flytte?

»Jeg tror, flere tænker på den måde, men vi har et fedt fællesskab herude, og der foregår mange fede ting. Hvis det bliver ved, og det eskalerer yderligere, er det da en reel overvejelse,« fortæller beboeren og tilføjer.

»Hvis jeg oplever, at en rotte kommer op gennem toilettet, flytter jeg.«

Læs også

Del artiklen