SF sender møgfald mod AFA JCDecaux og truer med at opsige kontrakt: »Toiletter er ulækre, og ingen vil bruge dem«
»Det har stået på i alt for lang tid.«
Sådan lyder det fra SFs Jan Ravn Christensen, der giver firmaet AFA JCDecaux et decideret møgfald og tordner mod den lokumsaftale, Aarhus Kommune i sin tid har lavet med firmaet.
AFA JCDecaux har en gammel såkaldt koncessionsaftale, der giver firmaet tilladelse til at opsætte reklamer i store dele af byen, mens det til gengæld skal levere rengøring og vedligeholdelse af byens offentlige toiletter.
Men det bliver ikke gjort godt nok, og det har været tilfældet i lang tid, mener SF.
»Offentlige toiletter i Aarhus er en aarhushistorie, og det er ikke godt nok, at der konstant er så mange toiletter, der ikke virker, eller er så ulækre, at ingen vil bruge dem. Det er åbenlyst, at virksomheden ikke har været i stand til at løfte opgaven, og derfor er forvaltningen nødt til at handle,« lyder det fra Jan Ravn Christensen.
Kritiserer aftale
SF har sammen med resten af forligspartierne bag budgettet for 2022 gjort det klart for Teknik og Miljø, at AFA JCDecaux skal holdes op på firmaets forpligtelser, og at aftalen mellem firmaet og kommunen skal rives i stykker, hvis der ikke »snarest sker en markant forbedring«.
»Der er rigtig mange mennesker, der har brug for adgang til et offentlig toilet. Turister, børnefamilier, ældre og mange andre er afhængig af, at toiletterne virker, og derfor skal der styr på det hurtigt,« slår Jan Ravn Christensen fast og lægger ikke skjul på sin misbilligelse af den meget lange aftale.
»At indgå kontrakter, der rækker over så mange år, er sjældent en god idé. Især på markeder, der udvikler sig enormt hurtigt. Reklamer i det offentlige rum har jo en hel anden værdi end dengang aftalen blev indgået, og alligevel har der vel aldrig rigtig været velfungerende toiletter, siden man gik væk fra bemandede toiletter for snart 20 år siden. Jeg forventer en meget kort frist for virksomheden til at leve op til den aftale, de har forpligtet sig til, ellers bliver kontrakten opsagt,« siger SFeren, der også er medlem af Teknisk Udvalg.
Tydelig signal
Hos Teknik og Miljø er man opmærksom på, at der til tider kan være problemer med uhumske offentlige toiletter.
»Der har været nogle ting med de fuldautomatiske toiletter, som gør, at de bryder ned engang imellem. Det ved jeg, at der er en tæt dialog med AFA JCDecaux om,« forklarer vicedirektør Tyge Wanstrup.
Han er samtidig opmærksom på det tydelige signal, der nu er sendt fra byrådet.
»Vi har ikke haft et møde med firmaet endnu, men når budgetforliget formelt er vedtaget, er det noget af det første, vi tager fat på, når vores byråd beder os om det. Vi har fået et mandat og et tydeligt signal, så det følger vi naturligvis op på.«
Det er ikke lykkedes Lokalavisen Aarhus at få en kommentar fra AFA JCDecaux, men til JP Aarhus skriver direktør Anders Axelsen, at der i kommende uge skal være et møde med kommunen, og at han er overbevist om, at borgerne vil opleve en langt bedre service, efter en nylig teknisk optimering af toiletterne.
Aftalen mellem AFA JCDecaux og Aarhus Kommune løber frem til udgangen af 2029.