Stifter af Langenæs Bageriet åbner nyt bageri i Aarhus

Torsdag slår Michael Spottag, der stod bag det populære Langenæs Bageriet, og hans partner Claus Zacher Nielsen dørene op til Spottag Bakery på Kridthøj Torvet i Højbjerg.

Artiklens øverste billede
Michael og Mitzi Spottag, der stod bag Langenæs Bageriet i Aarhus, er tilbage med nyt bageri, som torsdag åbner i Højbjerg. Arkivfoto: Katrine Marie Kragh/Jyllands-Posten

Spottag Bakery er navnet på det bageri, som torsdag åbner i de lokaler, der tidligere husede Kridthøj Torvets bageri og kiosk. Bag står stifteren af Langenæs Bageriet, Michael Spottag, og hans partner Claus Zacher Nielsen. De er efter en gennemgribende modernisering af lokalerne klar til at byde kunderne ind i et bageri, der trækker på det bedste fra deres succesfulde fortid, imens de også er klar med helt nye tiltag.

Vi håber, kunderne vil spørge, hvad der lige er kommet ud af ovnen, når de kommer herind og lade sig inspirere af det.

Michael Spottag

Det oplyser Spottag Bakery i en pressemeddelelse.

»Vi har stor respekt for vores håndværk og lige så stor respekt for vores kunder. Hvis noget er ”godt nok”, er det aldrig godt nok for os. Det betyder, at vi i Spottag Bakery bager fra bunden og ikke springer over hvor gærdet er lavest – og vi bager selvfølgelig frisk brød hele dagen. Vi håber, kunderne vil spørge, hvad der lige er kommet ud af ovnen, når de kommer herind og lade sig inspirere af det,« siger Michael Spottag i pressemeddelelsen.

Legendarisk rugbrød er tilbage

Michael Spottag solgte i 2018 sine seks butikker i Langenæs Bageriet til Lagkagehuset. Siden har han været underlagt en konkurrenceklausul, der ikke gjorde det muligt for ham at åbne et nyt bageri. Men nu er den udløbet, og det betyder samtidig, at aarhusianerne kan glæde sig til igen at kunne købe et legendarisk rugbrød.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at Aarhus har savnet det originale Aros-rugbrød, surdejsstykkerne og studenterbrødene. Og her kommer vi ikke til at skuffe – de er på menuen fra dag et”, siger Michael Spottag i pressemeddelelsen.

Ligesom i det tidligere Langenæs Bageriet er Michaels hustru, Mitzi Spottag, også en del af Spottag Bakery, hvor hun bliver butiksbestyrer. Det nye bageri ligger på Kridthøj Torvet i Højbjerg og har åbent alle ugens dage fra kl. 06-18, og hver morgen serveres der i øvrigt gratis kaffe fra kl. 06-08.

jwh

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen