Hun ville give muligheden videre, hun ikke selv fik

Nagin Ravand ville gerne være glad, da hun fik nyheden, men noget nagede hende.

Hun havde fået opkaldet, som fortalte, at hun netop havde vundet den såkaldte ”Pioneer Prize”. En skandinavisk pris, som hylder unge ildsjæle under 25 år, der styrker demokrati, ligestilling og andre af nordens værdier. Prisen har hun vundet for at opstarte et pigefodboldhold i Gellerup i Aarhus. Et tilbud, der skulle inkludere alle piger, der ønskede at spille fodbold i området.

Men efter opkaldet sad hun alligevel og havde svært ved at finde glæden frem.

Et par dage efter modtog Nagin Ravand prisen personligt på den svenske ambassade i København.

Nu er hun tilbage i Aarhus, og det er her, hun har alligevel indvilget i en snak om hendes drømme, drivkraft og næste store målsætninger – over en skrattende telefonforbindelse.

Hvordan var det så at modtage prisen?

»Jeg blev selvfølgelig overvældet. Det er megagode nyheder i en tid at få lidt lys midt i al den mørke.«

Hvad mener du?

Over telefonlinjen kan man høre et stille suk.

»Hvis man følger lidt med i, hvad der sker i verden, så ved man, at det ikke er godt tidspunkt for Afghanistan og slet ikke at være kvinde i Afghanistan. Det påvirker en som mig, der har hele min familie dernede,« fortæller Nagin Ravand.

Kun begyndelsen

Man ville blive forpustet af at opremse alle de projekter Nagin Ravand lige nu har i luften. Hun sidder blandt andet i bestyrelsen i Mino Ung Aarhus, i DBU’s advisory board og er netop blevet ambassadør for Planbørnefonden. Imens studerer hun endda uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet.

For den 21-årig kvinde udsprang det hele fra fodbold, som stadig fylder meget i hendes liv.

»Fodbold er en bro mellem befolkningsgrupper. Alle fortjener muligheden for at kunne spille, hvor end de har lyst – det var også pointen ved at starte fodboldholdet dengang. Det var for at skabe et tilbud, som inkluderer alle,« fortæller hun.

Da Nagin Ravand kom til Aarhus fra Nørresundby tæt på Aalborg, havde hun ikke selv den mulighed. Det tog tid, før hendes mor endelig fandt en klub, hvor datteren kunne spille med andre piger. Efter et års fodbold i Brabrand IF, begyndte lokalsamfundet i Gellerup dog trække i Nagin Ravand.

»Jeg spillede lidt med drengene i den lokale klub, og vi blev enige om, at hvis jeg selv ville stå for det, så kunne jeg godt starte det her fodboldhold. Det var starten på fodboldpigerne i Gellerup.«

Men fodboldpigerne var kun begyndelse. Den store drøm skal tage Nagin Ravand langt udover de danske grænser. En dag ønsker hun at sidde i FIFA Women Commitee og at blive landstræner for det afghanske kvindelandshold.

»Alt, hvad jeg gør, har til formål at styrke kvinder overalt. Men for at kunne komme ud over landets grænser og gøre en forskel, skal man starte et sted. Jeg startede lokalt, nu er det begyndt at være mere nationalt, og til sidst håber jeg, at min indflydelse har rækkevidde til at nå helt til Afghanistan.«

Klare rollemodeller

Hvis man stiller spørgsmålet: har du et idol? til et barn, der løber rundt på en fodboldbane, vil man nok få et »ja« som svar. Det er bare ikke altid sådan. Nogle har ikke et idol, hvilket også var tilfældet med Nagin Ravand.

»For mit eget vedkommende, har jeg manglet nogen at kunne spejle sig i. Derfor forsøger jeg også at være det for andre. Nogle piger tør ikke drømme stort, fordi de ikke ser kvinder med tørklæde i tv. Det skal vi have lavet om på,« siger Nagin Ravand og tilføjer.

»Jeg var selv en talentfuld fodboldspiller, men der stod socioøkonomiske og kulturelle forskelle i vejen for mig, og det skal ikke ske for andre. Det er trist at se et talent gå til spilde – alle skal have muligheden for at forfølge sine drømme, uden det skal være besværligt og uden at have en klump i halsen.«

Er det forsøget på at være et forbillede for andre, der driver dig?

»Jeg kan i hvert fald godt lide at sætte store mål. Det at stræbe efter noget større kommer nok fra mine forældre. De er klare rollemodeller: tænk at rejse til et helt nyt land og investere alt i sine børn, mens man ikke selv er halvvejs i livet… det er kæmpestort.«

Den næste udfordring

Fra 2015 til 2020 trænede Nagin Ravand ufortrødent pigefodboldholdet. Gennem årene kunne hun se, hvordan det udviklede sig. Flere kom til både trænere og spillere, og et år var der pludselig flere piger end drenge til den årlige fodboldskole.

Arbejdet har nu kastet en nordisk pris af sig, og selvom det var svært at finde glæden helt frem, fik Nagin Ravand alligevel fejret sin pris.

Hvad er næste store udfordring?

»Det bliver at få min familie ud af Afghanistan. Det fylder ekstremt meget i hovedet lige nu. Det er svært at tænke på min egen fremtid, når jeg ikke ved, om min familie vil være en del af den.«