Aarhusianske institutioner ramt af skimmelsvamp: Udvalgsforkvinde blev forskrækket
Eva Borchorst Mejnertz (S) bekræfter, at en større skimmelsvampsag har været på dagsordenen i Børn og Unge-udvalget.
Der er konstateret begyndende vækst af skimmelsvamp og råd i gulve samt svampeskader under bygningen i syv institutioner i Aarhus Kommune. De berørte afdelinger er beliggende på Klokkerskovvej 13, Karetmagertoften 2, Kappelvænget 46, Skejbytoften 232, Bronzealdertoften 1, Bredevej 2c og Åbyhøjgård 34. Institutionerne skulle have orienteret forældrene via Forældreintra og Aula.
Det fremgår af en mail i forbindelse med et Børn og Unge-udvalgsmøde, der kan findes på kommunens hjemmeside.
Eva Borchorst Mejnertz (S), som er forkvinde for Børn og Unge-udvalget, bekræfter, at der er tale om syv institutioner.
»Jeg blev egentlig ret forskrækket, da jeg læste dokumenterne, for det ser ikke særlig godt ud. Jeg har spurgt ind til, hvor der ellers kan være lignende tilfælde, og om der en samlet liste. Jeg har fået at vide, at der foretaget en række forbedringer. Jeg er blevet betrygget ved de svar, jeg har fået, om at der ikke skulle være noget sundhedsskadeligt i det nu og her. Det har jeg selvfølgelig været rimeligt optaget af at finde ud af,« siger hun til Lokalavisen Aarhus.
Eva Borchorst Mejnertz har i dag været ude på Søndervangskolen for at høre og lære om luftrensning.
»Set i lyset af at der nu er rimelig mange forældre, som nu bliver bekymret, er det ret nødvendigt ret hurtigt at få undersøgt og målt indvendige forhold. Jeg forventer, at der reageres rettidigt, så der ikke er nogle børn, der kommer til at gå et sted, hvor det er sundhedsskadeligt. Og det har jeg også tidligere givet udtryk for på udvalgsmøder,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er nysgerrig på, om vi kan gøre mere, og om vi er helt skarpe på de enkelte steder.«
Udfordringerne med begyndende skimmelsvamp skyldes en forældet konstruktionsmetode, hvor fugt kan ophobe sig. De pågældende pavilloner er opstillet på et tidspunkt, hvor der var væsentligt andre krav til bæredygtighed og energirigtigt byggeri. Det gælder specielt i forhold til isolering af vægge, vinduer, gulve og loft.
Kommunen pointerer, at problemerne befinder sig under bygningen og ikke inde bygningerne. Selvom Børn og Unge jævnligt udfører renoveringer af pavillonerne med henblik på at holde de værste udfordringer fra døren, vurderes det, at der snarligt bør handles på de pågældende pavilloner, skrives der i mailen, der altså ligger offentlig tilgængeligt på Aarhus Kommunes hjemmeside.
I de syv pavilloner, som er undersøgt, er der fundet skimmelsvamp i de tre.