Midtbyens sidste gratis parkering kan være væk i morgen
I hjertet af byen findes en parkeringsplads, hvor biler parkerer gratis og uden risiko for bøder. Det er der en særlig grund til – det en nemlig ikke en parkeringsplads.

Det er nu – kl. 16 denne torsdag eftermiddag, at beboere i Aarhus midtbys kamp om parkering til deres rullende metalkasser stille begynder.
Nogle kan hurtigt ånde lettet op, finder en parkering og er hjemme i tide til 17-Nyhederne.
Andre er dog langt fra lige så heldige. I stedet må de søge længere væk fra det lokale boligkvarters parallelparkeringer og tage sig til takke med en en vandretur fra bilen til lejligheden.
Kampen og frustrationerne over parkeringspladser er ikke ny. Ifølge en undersøgelse, Epinion har foretaget for Constructive Institute i samarbejde med Lokalavisen, peger 54 pct. af de adspurgte på parkeringsmuligheder som det velfærdsområde i byen med dårligst kvalitet.
I dag inviterer vejret heller ikke just til at kapitulere og i stedet parkere bilen langt fra sin lejlighed. Selvom det ikke regner, er skyerne mørke og truer med at kaste et skyl af sig.
Snedige bilister har dog fundet et sted i hjertet af byen, hvor der er gode chancer for at presse sin bil ind – og så er den endda gratis.
Jeg ved ikke, hvordan det startede, men fordi der aldrig rigtigt er nogle p-pladser ledige efter kl. 16, så holder man ofte heromme. Jeg har aldrig set nogen få en parkeringsbøde, og den bliver jo flittigt brugt.
Tæt på Vesterbro Torv omringet af Saltholmsgade og Hjortensgade ligger et lille grusbelagt helle gemt fra vejen med en række træer. Her kan biler frit parkere uden betaling. Ikke at det er en hemmelighed – biler holder parkeret, som sild i en tønde, og ved første øjekast leder det tankerne hen på en overfyldt parkeringsplads i det sydlige Spanien.
Her ved den kaotiske parkeringsfristad er der ingen regler, og grunden er simpel – for selvom kommunens parkeringspolitik siger, at ikke-beboere skal betale for at parkere i Aarhus C, er denne lille grusplads fredet. Det skyldes, at parkeringspladsen faktisk ikke er en parkeringsplads, men et privat grundareal hvor bygherre endnu ikke har anlagt noget.
Ingen regler, ingen problemer
Kl. 16.27 kører Anne Søe ind på den allerede godt fyldte grusgrund for at finde en plads til sin hvide Kia Picanto. Heldigvis for hende er en smal plads netop blevet ledig, og hun drejer sin bil ind og parkerer for gud ved hvilken gang.
»Jeg ved ikke, hvordan det startede, men fordi det er svært at finde parkeringspladser, så holder man ofte heromme. Jeg har aldrig set nogen få en parkeringsbøde, og den bliver jo flittigt brugt,« siger Anne Søe og nikker i retning af den fyldte plads.
Det hjemmelavede parkeringssystem ser ud til at fungere. De parkerede biler former en snæver men fremkommelig passage, som Anne Søe netop har manøvreret sig igennem.
Det er privat areal, som lige nu står frit tilgængeligt for biler. Bygherre kan principielt komme i morgen og slutte ring om arealet, så bilerne ikke længere kan bruge den.
»Det virker lidt som, at det et fast system, hvor der skal være plads til biler i midten og ude i siderne. Så selvom der ingen regler er, indretter folk sig efter, hvordan de andre har parkeret,« siger Anne Søe.
Der lyder et smæk fra en bildør. En mand har netop sat sig ind i sin bil i håbet om at forlade parkeringspladsen, men det er sværere end som så – bilerne, der omringer ham, holder så tæt, at han må vrikke sin bil adskillige gange, inden han til sidst er fri.

Den sidste gratis parkering
Kommunens parkeringszoner er delt op i gul og rød zone. I gul er de første to timer gratis, mens man i rød zone skal betale, fra første sekund man trækker håndbremsen.
Der er dog altid en undtagelse, der bekræfter reglen, og denne undtagelse kommer til udtryk gennem den lille grusplet fyldt med biler, du netop har læst om.
Jurist i Teknik og Miljøs parkeringskontrol Helle Daugaard Juul svarer prompte ja og griner en smule, da hun bliver spurgt, om hun kender grusarealet, hvor biler holder parkeret gratis.
Hun forklarer, at man i Parkeringskontrollen er opmærksomme på den lille ”frie” plet, men at de intet har med den at gøre.
»Det er privat areal, som lige nu står frit tilgængeligt for biler. Bygherre kan principielt komme i morgen og slutte ring om arealet, så bilerne ikke længere kan bruge den,« siger hun.
Så vidt hun ved, er dette en af de få og sidste gratis parkeringer i Aarhus. Hun ved dog med sikkerhed, at de sidste parkeringer uden betaling i Aarhus C er private.
Blandt andet nævnes det gamle amtssygehus og selvfølgelig pletten mellem Hjortensgade og Saltholmsgade, hvor vi nu befinder os.
Først til mølle
Anne Søe bor i Mønsgade – et stenkast fra grusparkeringen. Hun har egentlig beboerlicens, men fordi hendes studie oftest slutter sent, er hun først hjemme efter 16, og det er et problem.
»Efter 16 skal man være heldig, hvis man skal finde en p-plads, selv hvis man har beboerlicens,« siger Anne Søe.
Kan du ikke bare parkere lidt længere væk fra din lejlighed så?
»Nogle gange kan man køre rundt i 20-30 minutter uden at finde en plads, og der kører jeg endda rundt i Øgadekvarteret efter pladser. Det er derfor jeg søger herhen, fordi der ikke er parkeringspladser nogen andre steder.«