Mere end 2.000 Rethinkers får hjulene til at køre rundt på Aarhus kulturliv

Siden 2017 har Ulla Lund stået i spidsen for Rethinkers, der bidrager med frivillige hænder til byens mange arrangementer og kulturbegivenheder.

Artiklens øverste billede
Ulla Lund er frivilligchef hos det århusianske frivlligprogram Rethinkers – et engagement, som har gjort hende til én ud af fem nominerede til titlen som Byens ildsjæl, når Aarhus Hylder kårer de borgere, som bidrager med noget ekstra til byen. Foto: Joachim Ladefoged

Med en nyligt overstået festuge og en forestående Spot Festival er der for tiden nok at gøre for de mange frivillige ildsjæle, som hvert år løfter en betydelig del af arbejdet ved Aarhus’ mange arrangementer, festivaler og kulturbegivenheder.

Men selv om opgaverne er mange, behøver mangel på frivillige hænder sjældent at være et stort problem, og det skyldes blandt andet den aarhusbaserede frivilligorganisation Rethinkers, der på få år har skabt sig en solid frivilligbank på over 2.000 personer, som står klar til at bidrage til byen, og som til tider må stå i kø for opgaverne.

»Nogle gange har vi ventelister på opgaver, og det handler nok om en kombination af, at folk gerne vil give noget tilbage til byen, og være en del af et fællesskab, som vi gør meget ud af. Man gør en meningsfuld forskel og understøtter byens kulturliv i sociale rammer, og det tror jeg er en god opskrift på at generere og fastholde de frivillige,« lyder det fra Ulla Lund, der er frivilligchef hos Rethinkers.

Ulla Lund oplever, at det sociale spiller en vigtig rolle, når man skal tiltrække og fastholde frivillige. Foto: Joachim Ladefoged

Ikke én men 2.000 ildsjæle

Foruden rollen som frivilligchef er Ulla Lund også kvinden bag hele konceptet Rethinkers, der i 2017 så dagens lys i forbindelse med afviklingen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad.

Det her er jo i høj grad en nominering af de mange frivillige, som bidrager til byen og kulturlivet uden at få noget andet end fornøjelsen for det.

Ulla Lund, frivilligchef hos ReThinkers

Siden blev programmet videreført efter ønske fra de frivillige, og i dag bidrager Rethinkers fortsat til byen med Ulla Lund i spidsen, når de f.eks. genererer en stor del af de frivillige hænder til festugen, eller når de er med til at afvikle og finde statister til den kommende udendørsteaterforestilling Hobitten, der vil blive spillet ved Moesgaard Museum næste år.

Det store engagement er desuden årsag til, at Ulla Lund og Rethinkers netop er havnet på listen over nominerede til Byens Ildsjæl, når Aarhus Hylder kårer de borgere, der bidrager med noget ekstra til byen.

En nominering, som Ulla Lund glædeligt tilskriver de mange frivillige kræfter hos Rethinkers.

»Det her er jo i høj grad en nominering af de mange frivillige, som bidrager til byen og kulturlivet uden at få noget andet end fornøjelsen for det, og det betyder alverden for mig, at der er nogen, der lægger mærke til det. Jeg er bare repræsentant for dem, og uden de frivillige var der ikke nogen nominering,« siger hun.

Frivillige i alle aldre

Siden 2017 er Rethinkers blevet videreført med Visitaarhus ved roret, hvor de frivillige bliver ”matchet” med potentielle opgaver og aktører, som har brug for hjælp, og her er blandt andet tjansen med at byde velkommen til byens mange krydstogtgæster i særlig høj kurs, forklarer hun.

De frivillige kommer i alle aldre, men ifølge Ulla Lund ser man mange pensionerede eller tilflyttere til byen, som efterspørger det frivillige arbejde som en måde at bevare eller skabe en tilknytning til byen.

Spørger man frivilligchefen, hvad Rethinkers betyder for Aarhus, falder svaret prompte.

»Rethinkers er et konkret bevis på, at Aarhus kulturhovedstad ikke bare var en gang festfyrværkeri, men at der faktisk er noget af det, som blev skabt her, der lever videre. Derudover har vi en rigtig vigtig funktion i forhold til at hjælpe byens aktører, og ikke mindst for de frivillige, som får mulighed for at indgå i et fællesskab og gøre en forskel for byen.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen