KV21: Idrætsfaciliteter ligger lavt på aarhusianernes ønskeliste

Undersøgelse fra Epinion viser, at idrætsfaciliteter ikke interesserer de aarhusianske vælgere i forhold til andre temaer.

Artiklens øverste billede
I 2015 blev kunstgræsbanen i Gellerup indviet af lokalpolitikerne, der sparkede fodbold på en opstillet mur af papkasser. Arkivfoto: Christina Salling Johansen

En del lokale fodboldklubber og gymnastikforeninger har gennem en årrække stået i kø for at klage deres nød over manglende idrætsfaciliteter.

Ved de netop overståede budgetforhandlinger blev forligspartierne enige om at øremærke 24 millioner kroner i tilskud til byggerier af haller i Åbyhøj og Solbjerg samt en kunstgræsbane i Viby og en udvidelse af Vejlby Risskov Hallen. Derudover blev der afsat 15 millioner kroner til et nyt familiebad, som skal erstatte Gellerupbadet.

Men aarhusianere er tilsyneladende ikke så interesserede i at få Danmarks bedste idrætsfaciliteter. I hvert fald ikke set i forhold til områder som uddannelse, ældrepleje, folkeskole, grøn omstilling og børnepasning.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion. Her er adspurgte aarhusianere blevet bedt om at forholde sig til, hvilke temaer de ser som værende vigtigst i den forestående valgkamp op til kommunalvalget 16. november.

Af undersøgelsen fremgår det, at borgerne i Aarhus mener, at der er temaer, som er vigtigere end at få en ny kunstgræsbane anlagt eller en ny multihal opført.

Faktisk er det kun 3 procent af de adspurgte, der vil prioritere at have Danmarks bedste idrætsfaciliteter som den vigtigste vision, politikerne skal forsøge at realisere ud af fjorten mulige valgtemaer.

Hvis man lister det op, svarer det til, at idrætsfaciliteter kommer ind på en 13. plads ud af 14. Altså ret lavt på aarhusianernes ønskeliste.

Dorthe Borgkvist er løsgænger, men stiller op for Liste Trivsel, Velfærd og Reel Borgerinddragelse til det kommende kommunalvalg.

Velfærd er vigtigst

Den tidligere socialdemokrat Dorthe Borgkvist er løsgænger, men stiller op for Liste Trivsel, Velfærd og Reel Borgerinddragelse til det kommende kommunalvalg.

Hun har tidligere ytret ønske om, at byrådet burde droppe byggeriet af et nyt stadion og sælge det gamle for at få penge til socialområdet.

Borgkvist mener stadig, at det er vigtigere, at de ældre og børnene har det godt, end der er idrætsanlæg.

»For mig er trivsel og velfærd og så reel borgerinddragelse vigtigst. Det er vigtigt, at vi har børn der trives og ældre, der har det godt. Og har gode bosteder for handicappede,« siger hun og fortsætter:

»Det er selvfølgelig også vigtigt, at der er idrætsfaciliteter til alle, fordi man gerne vil have noget sundhedsfremmende. Jeg synes egentlig, det skulle være indenfor en budgetmodel, så når der kommer flere beboere til Aarhus, så sørger man for, at der er idrætsanlæg i lighed med børnehaver og skoler. Det er ærgerligt, at det ikke er sådan i dag.«

Hans Skou (V) har i en længere periode været tilhænger af en budgetmodel, hvor der automatisk sættes penge af til idrætsfaciltetet i takt med, at der bliver flere indbyggere.

Venstres Hans Skou har længe været fortaler for budgetmodellen:

»Vi holder fast i en budgetmodel, så når der bliver solgt grunde, sættes der også penge til side til idrætsfaciliteter i lighed med daginstitutioner, skoler og plejehjem. På den måde kan vi følge med befolkningsudviklingen og sikre, at der er penge til nye idrætsanlæg,« siger Skou og tilføjer:

»Helt overordnet set kan jeg godt forstå, borgerne vælger på den måde, når man spørger dem i undersøgelsen. Svarene passer fint med de forskellige partiers budgetforslag, hvor der fokuseres meget på velfærden og socialområdet, der er kommunale kerneområder. Det at satse på idrætsfaciliteter er mere noget, der foregår på anlægsdelen på den lange bane,« siger han.

Rabih Azad Ahmad (RV) har været rådmand for Kultur og Borgerservice siden 2014.

Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad Ahmad (R), er heller ikke overrasket over, at idrætsfaciliteter ikke fylder mere i aarhusianernes bevidsthed.

Vi ligger desværre helt i bund på det her område. At drømme om, at vi er danmarksmestre er urealistisk

Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad Ahmad (RV)

»En af forklaringerne kan være den måde, der bliver spurgt på i undersøgelsen, Når der bliver spurgt, om kommunen skal have Danmarks bedste idrætsfaciliteter, tror jeg alle ved, at vi i Aarhus er meget langt fra at være Danmarks bedste. Vi ligger desværre helt i bund på det her område. At drømme om, at vi er danmarksmestre er urealistisk. Vi skal blive bedre og kunne vi bare blive den bedste af de større byer, så ville jeg være meget glad,« siger han.

»Jeg synes, det er en spændende undersøgelse, som flugter meget fint med de mærkesager, jeg har som radikal, hvor vi har forslag om at gøre Aarhus til Danmarks bedste studieby,« lyder det fra rådmanden, som understreger, at det er vigtigt at huske på, at valget ikke kun handler om et enkelt tema.

SF: »Dejlig læsning«

Mette Bjerre fra SF er glad for, at det ser ud til, at aarhusianerne sætter velfærden højest.

»Det er dejligt at læse, at aarhusianerne sætter velfærdsområder højest, fordi det er ligesom grundsten i at få vores samfund til at køre rundt. Idrætsfaciliteter er da vigtige, men de kommer altså også længere ned på min prioriteringsliste,« siger hun og tilføjer:

»Det allervigtigste for mig, er, at vi skal have opprioriteret den helt nære velfærd i folkeskoler, daginstitutioner og den basale ældrepleje. Der skal noget mere ro på de områder med flere penge.«

Mette Bjerre (SF) sidder blandet andet i Kulturudvalget.

Mette Bjerre tror, at idrætsfaciliteter kan fylde meget på dagsordenen, fordi ildsjæle er gode til at gå sammen i lokalområderne.

Der er ofte en flok borgere, som er helt vildt gode til at gå sammen for at markere, at man mangler en hal eller nogle andre faciliteter. Det kommer til at fylde på den gode måde, fordi det er noget, folk engagerer sig i, og det er nok sværere at samle folk på tværs af en by, hvis et plejehjem mærker, at kvaliteten er blevet lidt ringere. Så der er nok naturligt, at idrætsfaciliteter kommer til at fylde, og debatten er fin at tage,« siger Mette Bjerre.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen