Stella spreder ben, men er jomfru: Peter er fredelig farmand, men modtager dødstrusler

Det er ikke uden omkostninger, men Peter Rothgardt insisterer på at sprede glæde som divaen Stella Starlight.

Artiklens øverste billede
42-årige Peter Rothgardt har optrådt som Miss Stella Starligh i 24 år. Foto: Mai Skou Wihlborg

»Jeg fandt ud af, at jeg var homoseksuel første gang, jeg satte mig på min sut. Så tænkte jeg, at det var vejen frem.«

»Jeg mødte nogle drag queens, der syntes, jeg var guds gave til Aarhus, og det kunne jeg jo kun give dem ret i.«

»TV, radio, aviserne - de vil alle sammen have mig.«

»Jeg har som en anden fugl siddet på mange forskellige grene rundt omkring i byen. Guilty.«

Der bliver ikke sparet på kække oneliners, da Stella Starlight torsdag den 3. september lader sig interviewe foran et publikum på Store Torv i Aarhus. Umiddelbart inden Interviewet har den garvede drag queen med stor indlevelse og store arm- og benbevægelser mimet ordene til homo-hymnen »I Am What I Am.«

»Det er en kunstart, jeg elsker, og det er fantastisk at komme ud med et budskab om mangfoldighed, næstekærlighed og rummelig. Jeg elsker at sprede glæde og sprede ben,« siger Stella Starlight.

JP Aarhus og Aarhus Onsdag inviterede torsdag i Aarhus Festuge til carabesque og dragshow ved den rullende redaktion. Stella Starlight performer for publikum, der efterfølgende må stille spørgsmål. Foto: Rikke Kjær Poulsen

Peter, Peter, Peter

Optræden og interview finder sted på en scene ved Den Rullende Redaktion, som Aarhus Onsdag og JP Aarhus står bag, i forbindelse med festugen i Aarhus.

»Jeg kan godt mærke, når jeg har publikum i min hånd. Når man har stået på scenen i så mange år, som jeg har, ligger der en vis rutine i at ping-ponge med publikum. Det hele er improviseret. Mine svar kommer direkte fra mine falske bryster,« lyder det.

»Indeni« Stella Starligt gemmer sig en 42-årig mand ved navn Peter Rothgardt. Han er gift med en anden mand, der hedder Peter, og sammen har de to børn.

Peter Rothgardt poserer foran en plakat, der skal reklamere for en Stella Starlight-optræden. Foto: Mai Skou Wihlborg

Peter Rothgardt har sin egen taekwondoklub (han har det sorte bælte med 4. dan og har tidligere kæmpet på landsholdet) og en TikTok-profil med snart 30.000 følgere. Han er tegnsprogstolk og medstifter af firmaet ’Handmate’, hvor han sammen med sin mand forsøger at formidle tegnsprog på en humoristisk måde.

Han holder foredrag om sikker sex, LGBT-rettigheder og homoseksualitet på skoler og højskoler.

Det er nemt at blive forpustet, når man skal skrive om Peter Rothgardt, for han er et menneske med flere facetter end de fleste.

»Det handler om planlægning og at være helt klar over hvornår, jeg har hvilken hat på. Transformationen til Stella tager noget tid, og på den måde kan jeg indstille mig på at være hende, og når jeg skal ned i min taekwondo-klub, tager jeg min dragt på og forbereder mig på at sige nogle koreanske ordrer. Jeg er nødt til at skille tingene ad,« siger Peter Rothgardt til Lokalavisen Aarhus.

Hvor meget Peter er der i Stella?

»Der er rigtig meget Peter bag Stella. Jeg kan lide at være verdens navle, og jeg er enormt narcissistisk. Men modsat mig selv, er Stella jomfru. Hun har aldrig dyrket sex, det er for besværligt med alle de kostumer på,« siger han.

Nu med bodyguards

Stella Starlight er med årene blevet en mere og mere kendt figur i Aarhus, og det er ikke alle, der modtager hende med jubel.

»Jeg oplever en del hate. Det er blevet ret voldsomt. Folk skriver, at jeg skal dø, og at de vil komme efter mig. De truer mig og min familie. Min familie har ikke bedt om at være en del af her,« siger Peter Rothgardt.

Da han torsdag optræder som Stella Starlight ved Den Rullende Redaktion på Store Torv, ankommer han sammen med to velklædte, alvorligt udseende mænd. De er professionelle bodyguards.

»Jeg optræder altid på scener, hvor jeg har lidt afstand til folk. Selvom vi lever i 2021 er der rigtig lang vej endnu, hvad angår rettigheder, og der er desværre også nogle unge sjæle, som ikke altid har de bedste intentioner. Derfor er jeg nødt til at tage mine forholdsregler,« siger Peter Rothgardt.

42-årige Peter Rothgardt har optrådt som Miss Stella Starligh i 24 år. Foto: Mai Skou Wihlborg

Pinlig far

Kan man være for gammel til at være drag queen?

»Næste år har jeg været drag queen i 25 år, og jeg ser klart, at jeg fortsætter. Så længe jeg har lyst til det og synes, det er sjovt, fortsætter jeg. Jeg vil gerne have 25 år mere. Jeg fortsætter lige så længe, folk vil betale for at se det.«

Stella Starlight er muligvis ikke til at stoppe med syv vilde heste, men sådan fungerer det ikke for Peter i privaten.

Der skal smøres madpakker, når seksårige Storm, »regnbuebarnet«, skal i skole, og familien skal nok fortælle ham, at han ikke er den eneste i rummet. Det gælder ikke mindst for 15-årige Liva, som Peters mand har fra et tidligere ægteskab med en kvinde.

»Vi elsker begge to kostumer og makeup, men hun synes også tit, jeg er pinlig og træls. Jeg er jo en far. Jeg har også en mand, der er god til at holde mig nede, hvis der går for meget Stella i den. Vi har det skide godt sammen,« siger Peter Rothgardt og fortsætter:

»Jo mere afslappet vi tager det, jo mere afslappet bliver det. Vi har ikke siddet og haft den her store snak om, at vi ikke er en gængs familie. Det er bare, sådan det er.«

Læs også

Del artiklen