Åben workshop: Kongelunden ønsker input til byens nye stadion

Hvordan vil du gerne have, at det nye fodboldstadion i Aarhus skal være? Alle interesserede er inviteret til workshop.

Artiklens øverste billede
For enden af Stadion Allé ligger Ceres Park. Og det bliver der ikke lavet om på, når Kongelunden-projektet skal realiseres.

Det fleste aarhusianere er nok klar over, at Aarhus og AGF skal have et nyt fodboldstadion, og ved årsskiftet bliver konkurrencen om at tænke og tegne det nye stadion sendt i udbud. Derfor sparker Kongelundens Sekretariat nu efteråret i gang med en åben workshop om det nye fodboldstadion.

Det kommer til at foregå 8. september fra klokken 16-18 i Stadionhal 1 i Ceres Park, og input fra mødet kommer til at indgå i arbejdet med at udarbejde det konkurrenceprogram, som de bydende teams skal svare på. Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding.

Alle kan tænke med

»Vi bevæger os nu fra at have arbejdet med visioner og rammer til meget konkrete krav og ønsker, som skal sikre et stadion, der tilbyder de bedst mulige vilkår for både brugere, besøgende og byen,« forklarer Alvaro Arriagada i en pressemeddelelse.

Han er projektdirektør for Kongelundens Sekretariat i Aarhus Kommune.

Det er her et nyt fodboldstadion er forankret som en del af udviklingen af Kongelunden, der bliver Danmarks største, bynære rekreative område.

En af de ting, der ligger helt fast, er, at et nyt fodboldstadion i lighed med det nuværende skal ligge for enden af Stadion Allé.

Visionen for Kongelunden er ikke alene at skabe et fantastisk nyt fodboldstadion, men også at sikre gode faciliteter for de øvrige idrætsgrene i området

Alvaro Arriagada, projektdirektør for Kongelundens Sekretariat

»Men visionen for Kongelunden er ikke alene at skabe et fantastisk nyt fodboldstadion, men også at sikre gode faciliteter for de øvrige idrætsgrene i området som atletik og tennis, og samtidig udvikle stedet til et åbent og inviterende område for mange flere aarhusianere,« understreger Alvaro Arriagada.

Samlet plan

Ud over projekt-/arkitektkonkurrencen om nyt stadion er der derfor også en konkurrence på vej, der skal munde ud i en plan for udviklingen af det samlede område. I løbet af efteråret vil der også være mulighed for at bidrage til det arbejde gennem et borgermøde, workshops og andre aktiviteter.

I den kommende tid bliver der desuden en række arbejdsmøder med de nuværende idrætsbrugere og aktører i området, hvor man sammen skal kvalificere krav og ønsker til udviklingen af Kongelunden. Forud er gået en periode med forundersøgelser, da der er væsentlige bindinger i det historiske område, som blandt andet rummer store arealer af fredskov. Blandt andet har der været dialog med Miljøstyrelsen om et scenarie, der i højere grad ser samlet på en ny idrætsparks udviklingsmuligheder.

Både projekt-/arkitektkonkurrence om nyt fodboldstadion og parallelopdrag/arkitektkonkurrence om en udviklingsplan for hele Kongelunden kommer i udbud ved årsskiftet 2021/2022. Det er forventningen at kunne offentliggøre et vinderprojekt af stadion i løbet af 2. halvår 2022.

ksa

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen