Brødre trætte af slap grillmad: Nu hitter de med hjemmelavet

Theis og Magnus synes selv, deres mad smager godt, men reaktionen på deres foodtruck er kommet bag på dem.

Artiklens øverste billede
Brødrene Thesbjerg Jensen er blevet blæst bagover efter, at de har kastet sig ud i livet som selvstændige. Foto: Privat

De skal tidligt op, skal de.

Der skal laves frikadellefars, røres mayonnaiser og syltes agurker. Råvarerne skal være klar til senere på dagen, hvor brødrene Thesbjerg Jensen åbner deres foodtruck og byder gæster velkomne.

Theis, 24 år, og Magnus, 21 år, keder sig ikke ligefrem nu, hvor er blevet selvstændige. Der er gang i butikken.

»Brødrenes Original« hedder konceptet, der består af friske råvarer, viljestyrke og en rullende madvogn (foodtruck).

Der er klassiske sandwiches med et twist på menuen i brødrene Thested Jensens foodtruck. Foto: @vonwesch

En skam - og et hul i markedet

»Brødrenes Original« er født af en undren. En undren over, at den traditionelle danske grillmad, med få undtagelser, ikke har udviklet sig. Frikadelle- og ribbensandwichen har stået i stampe, synes brødrene Thesbjerg Jensen.

»Det har altid bare været Steff Houlberg og konserves, og vores generation stiller store krav til, hvad vi putter i munden. Der var et hul i markedet,«, siger Theis til Lokalavisen Aarhus.

Brødrene har en forkærlighed for mad, der er lavet fra bunden, supplerer Magnus.

»Vi synes ikke, almindelig grillmad smager særlig godt. Vi er vokset op med, at bedstemor lavede klassisk, dansk mad fra bunden. Det smager 10 gange bedre, når man laver det fra bunden,« siger han.


Søgte nye ansatte på dag fem

Brødrenes mål har været en nyfortolkning af dansk grillmad, hvor alt er hjemmesyltet og hjemmerørt. Det kan tyde på, at de har ramt rigtigt. I hvert fald har Theis og Magnus haft nok at se til, siden deres madvogn første gang slog lågen op.

»Folk har taget rigtig positivt imod os. Det er gået helt vild. Den første uge stod folk i kø. Fredag, lørdag og søndag var der udsolgt halvanden time før, vi lukkede foodtrucken,« siger Magnus.

Opstarten har ifølge Theis været »helt sindssyg.«

»Vi startede os to og troede, vi kunne dække behovet, men nu har vi tre fuldtidsansatte og fem ungarbejdere. Vi søgte nye ansatte på den femte arbejdsdag. Der måtte vi erkende, at vi havde brug for hjælp,« siger han.

Magnus poserer med en af de ansatte i brødrenes foodtruck. Foto: Privat

Strategi og testsmagning

Brødrene har ikke bare kastet sig hovedløst ud i deres mad-eventyr. Der er blevet snakket forretningsplan, strategi, vision og mission.

»Og så har vi haft 30-40 venner til at smage vores produkter inden, vi overhovedet gik i gang. Vi har et stort netværk, og det har vi selvfølgelig udnyttet,« siger Magnus til Lokalavisen Aarhus.

Det har blandt andet betydet, at en andesandwich er blevet til en frikadellesandwich, og at brødrene skærer deres rødbeder i mindre tern, når de sylter.

Brødrene har fået lov til at låne bedstemors frikadelleopskrift.

»Vores mad skal smage af noget, og det skal smage af meget. Når man laver ting fra bunden, er det en sikker vinder,« siger Magnus.

Brødrene har høj grad har brugt deres netværk for at få forretningen op at køre. Theis læser erhvervsøkonomi på Aarhus BSS, og han har fået en jurastuderende til at hjælpe med diverse kontrakter, og en datamatikerstuderende til at hjælpe med hjemmesiden.

Det bøvlede søskendebånd

Ja, og så er der jo det med at arbejde sammen med sin bror.

»Før vi startede, talte vi i længder om, hvordan vi kunne lægge familiære ting på hylden og være professionelle sammen. Det er man nødt til at kunne, for at få det til at køre rundt,« siger Theis og fortsætter:

»Det kan være bøvlet, fordi vi har det søskendebånd, men det er gået rigtig godt, og jeg er helt vildt stolt af ham og det, vi har opnået. Jeg stoler 300 procent på ham, og han er jo et de mennesker, jeg elsker alle højest.«

Magnus beskriver prisniveauet i foodtrucken som «SU-venlig«. En menu med frikadellesandwich, grove fritter, hjemmerørt dip og en dåse sodavand koster 89 kroner.

Læs også

Del artiklen