16.000 kulørte lamper skal lyse Aarhus Festuge op

Aarhus Festuge måtte sidste år aflyses som følge af coronapandemien. Men snart kan man igen opleve den unikke festuge-stemning.

Artiklens øverste billede
Aarhusianere vil blandt andet kunne se lyskæden, hvis de under festugen besøger Byparken, Mølleparken eller Sydhavnen. Foto: Aarhus Festuge

Da coronaen skyllede ind over landet sidste år, efterlod den en stribe af aflyste arrangementer i sit kølvand. En af dem var Aarhus Festuge 2020, der skulle have løbet af stablen under temaet ’In It Together’.

Den 27. august vender Aarhus Festuge så tilbage under samme tema, når Smilets by fyldes med musik, kunst og kulturarrangementer.

Aarhus Festuge vil blandt andet lyse byen op med en otte kilometer lyskæde, der består af mere end 16.000 kulørte LED-pærer.

Gæsterne til Aarhus Festuge vil blandt andet kunne kigge på lyskæden, når de besøger Byparken, Mølleparken og Sydhavnen.

Lyskæderne passer ind i Aarhus Festuge allerede planlagte Lysfest, hvor festugegæsterne blandt andet kan se lysende sommerfugle, der lander i havnebassinet.

Lyset, der samler byen, er noget af det, som direktør i Aarhus Festuge, Rikke Øxner, i den grad ser frem til.

»Det har i sandhed været mørke tider længe, men lige om lidt kan vi omsider lade lyset fylde. Jeg glæder mig som et lille barn til at promenere i Aarhus’ gader,« siger hun i en pressemeddelelse.

Den otte kilometer lange lys, som elselskabet NRGI har skænket festugen, forsynes af grøn strøm fra selskabets vindmøller.

Festugen løber fra den 27. august til den 5. september.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen