Erhvervslivet i Aarhus kan få hjælp til at køre fossilfrit

Erhvervslivet skal bidrage til Aarhus Kommunes ambition om at være CO2-neutral i 2030. Taxaselskaber, håndværkere, logistikfirmaer og andre erhvervsdrivende kan nu søge tilskud som incitament til omstillingen til brintkørsel.

Artiklens øverste billede
Rådmand Bünyamin Simsek (V) håber, at flere i erhvervslivet er klar til at køre fossilfrit. Arkivfoto

Klimafonden har givet fem millioner kroner til omstilling af erhvervskørsel i Aarhus fra diesel til brint, og kommunens største taxiselskab, Aarhus Taxa, er gået forrest i arbejdet og har planer om at lade flere taxaer køre på brint. Selskabet har i partnerskab med kommunen stablet ordningen på benene og har selv fået bevilget penge fra Klimafondens pulje.

»Vi er i fuld gang med at få vores kollektive trafik og øvrige køretøjer i kommunen gjort CO2-neutral, og det er mit håb, at flere erhvervslivet i Aarhus vil deltage i bestræbelserne på at udskifte gamle diesel- og benzinbiler. Det glæder mig, at Aarhus Taxa har vist vejen, og dette er et godt eksempel på, hvad private virksomheder og kommunen kan opnå ved at indgå partnerskab om at opfylde FN’s verdensmål,« siger rådmanden for Teknik og miljø, Bünyamin Simsek (V) i en pressemeddelelse.

»Jeg har stor forståelse for, at økonomien vejer tungt hos virksomhederne, og at afskrivningsregler har stor betydning for, hvornår udskiftningen af de fossildrevne biler er mest attraktiv. Men vi bærer alle et ansvar for klimaet, og jeg håber pengene fra Klimafonden kan være med til skubbe på for en hurtigere omstilling,« påpeger han.

Astrid Donnerborg, som er administrerende direktør for Aarhus Taxa, har arbejdet længe med sagen.

»Vi er meget bevidste om, at vi også i erhvervslivet har et ansvar for omstillingen til fossilfri kørsel. Jeg er derfor glad for, at det lykkedes at få et samarbejde med Aarhus Kommune på området op at stå. Vi sætter os gerne i førersædet og er med denne nye ordning et skridt nærmere en vigtig grøn omstilling af den erhvervsmæssige transport,« siger hun.

Projektet yder støtten ved at betale prisdifferencen mellem diesel og brint som drivmiddel i erhvervskøretøjer i en fireårig periode.

Penge fra Klimafondens pulje kan søges hos Aarhus Kommune. For mere information om vilkår og ansøgning, kan man skrive til (mobilitet@mtm.aarhus.dk).

Aarhus Kommune er selv i gang med at omstille egne busser, varebiler, personbiler til fossilfri kørsel. I det omfang, det kan lade sig gøre, skal det ske inden 2025.


ksa

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen