Peter Sporleder sendt hjem fra Irak: »Der venter vigtige opgaver herhjemme«

Aarhusiansk byrådsmedlem vender hjem fra Irak og gør klar til valgkamp.

Artiklens øverste billede
49-årige Peter Sporleder har været feltpræst i godt 20 år og været udsendt seks gange. Nu er han atter vendt hjem. Foto: Privat

Efter personalemæssige omrokeringer blandt andet i kølvandet på forsvarets exit fra Afghanistan, er Peter Sporleder - der har haft orlov fra byrådet i Aarhus - nu igen hjemme i Danmark.

»Der er mange faktorer, der har spillet ind i, at jeg fik mulighed for at komme hjem nu i stedet for i november. Jeg kan selvfølgelig ikke gå i detaljer, men det er gået op i en højere enhed med de personalemæssige omrokeringer i kølvandet på forsvarets exit fra Afghanistan på en helt fin og tilfredsstillende måde. Vi er heldigvis mange der ønsker at tjene vores land og gøre en forskel derude. Jeg har været afsted seks gange nu, og det er jeg meget stolt af, men der venter jo også vigtige opgaver for mig herhjemme,« siger Peter Sporleder i en pressemeddelelse.

Sådan tager Peter Sporleder sig ud som politiker for de Konservative i Aarhus Byråd. Foto: Privat

Han forventer at genindtræde i både sit præsteembede i september og i Aarhus Byråd til oktober for Det Konservative Folkeparti:

»Jeg glæder mig selvfølgelig til at komme tilbage til byrådsarbejdet og til den forestående valgkamp, hvor jeg så kan kaste mig fuldt ind i kampen for godt valg for De Konservative og forhåbentlig selv fortsætte i byrådet i næste periode,« siger Sporleder.

Theresa Blegvad, som har vikarieret for Peter Sporleder i Aarhus Byråd de seneste knap fem måneder, siger:

»Jeg er glad for at have løftet opgaverne i både Kulturudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget og har senest været hovedarkitekt på ti forslag til det kommende budget i et godt samarbejde med det konservative hold, heraf er flere af dem på kultur/idræt og klimaområdet. Det er jeg også meget stolt af og tilfreds med, og jeg glæder mig til at sidde med ved de kommende budgetforhandlinger og kæmpe for vores budgetforslag. Og så er der jo valgkamp lige om lidt og det glæder jeg mig også til, nu med lidt mere fleksibilitet og tid til rådighed. Jeg er jo stadig fuldtids erhvervsaktiv i mange virksomheder, bestyrelser og især i Danmark for målene, som der også er kommet fuld fart på. I min travle hverdag, med en forestående valgkamp, og med min prioritering af klimadagsordenen, som er vigtigere end nogensinde, så er det en god timing for mig,« siger hun.

»Theresa har gjort en fantastisk indsats, siden hun kom til os sidste år og har virkelig været i arbejdstøjet efter sin indtræden i byrådet. Det har været en stor gave og en kæmpe fordel, at vi har fået en erhvervskvinde og klimaforkæmper som Theresa med på holdet og ekstra vigtigt, at vi har haft en dygtig og erfaren politiker som Theresa at sætte ind under Peters udstationering. Og så er Peter jo tilbage og dermed er holdet forstærket ind i valgkampen, og det er jo fantastisk for os,« siger Steen Stavnsbo, borgmesterkandidat og politisk leder for Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti forventer ikke, at dagens udmelding får betydning for konstituering eller udvalgsposter.

Peter Sporleder var i 2016 udsendt til Al Asad-basen i Irak som en del af Operation Inherent Resolve, der bekæmper terrorgruppen Islamisk Stat i Irak og Syrien. Foto: Privat

ksa

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen