SF's partiformand satte fokus på Djurslands havmiljø

Besøg ved udsigtspunktet Jernhatten sammen med Kirstine Bille og miljøforkæmper førte til, at folketingspolitikeren nu vil stille miljøministeren et §20 spørgsmål.

Artiklens øverste billede
Kirstine Bille (SF) fik fortalt sin holdning om havmiljøet på Djursland til SF’s partiformand, Pia Olsen Dyhr Også Nina Bjarup Vetter fra miljøkæmperforeningen BLAK fik plantet et par synspunkter. Foto: Kian Johansen 

Tonen er uformel og snakken går glidende mellem de tre kvinder, mens de betræder de mudrede og glatte trætrin ned til stranden ved Jernhatten på bunden af næsen af Djursland.

Blæsten forlader susende ørerne, da de stopper op i læ af det 49 meter høje udsigtspunkt og kigger over havet.

Og netop her kommer et konkret løfte, der måske kan sætte fokus på kampen for havmiljøet på Christiansborg. Det vender vi tilbage til.

SF’s partiformand, Pia Olsen Dyhr er på rundtur rundt i landet og har tirsdag taget turen til Jernhatten sammen med Kirstine Bille (SF) der er tidligere borgmester og nu viceborgmester i Syddjurs. Med er også Nina Bjarup Vetter fra miljøkæmperforeningen BLAK.

SF’s partiformand, Pia Olsen Dyhr betragter de plancher som Nina Bjarup Vetter fra miljøkæmperforeningen BLAK satte op før turen til Jernhatten. Foto: Kian Johansen 

Opkaldt efter sten

Navnet tog gruppen for mere end fire år siden, inspireret af stenen ”Blak”, der ligger som en stor rund boble godt 150 meter fra land.

Kampen for et bedre havmiljø har været lang, det lægger Nina Bjarup Vetter ikke skjul på. Og man kan da også tvivle på effekten, da vi stiller det næste spørgsmål.

Hvor mange politikere har BLAK været i kontakt med? Og tror du det nytter noget at blive ved?

Nina Bjarup Vetter remser rækken af navne op, der både tæller tidligere borgmester Claus Wistoft (V) og andre lokalpolitikere, Jakob Ellemann-Jensen (V), en del SF’ere og så selvfølgelig miljøminister Lea Vermelin (S). I dag er det Pia Olsen Dyhr, der er dyret i åbenbaringen (undskyld formuleringen, men kunne ikke lade være red.)

»Det er selvfølgelig ikke det enkelte besøg og kontakten til den enkelte politiker der virker. Det er summen af dem alle, erkender Nina Bjarup Vetter, der alligevel vejrer morgenluft for miljøgruppens synspunkter.

»Vi oplever, at flere og flere kan se ideen i maritime nationalparker for at beskytte vores kystnære strækninger til både gavn for turisterne, borgerne og for miljøet. Vi har trods alt samlet mere end 14.000 underskrifter på det for et par år siden,« lyder det.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Foran Pia Olsen Dyhr og Kirstine Bille får hun fortalt om vigtigheden i, at man også tænker maritime naturparker ind i en kommende miljøpolitik. Pegende ud mod øen Hjelm, der ses tydeligt ud for kysten fortæller hun, at en ny kommende havmiljøplan har medtaget fem områder lige her ved Jernhatten. Her kan der anlægges muslingefarme på sigt og der er udpeget mulige områder til udvinding af naturressourcer, står der indtil videre i havmiljøplanen.

Muslinger og nationalpark

Den er i høring for øjeblikket og ni kommuner, herunder Syddjurs, Norddjurs og Aarhus Kommune er gået sammen om et fælles høringssvar. Her er nogle af pointerne at kommunerne bør få mere selvstyrer over deres egne kyster. Samtidig ønsker man som minimum at kommende muslingefarme anlægges mere end en kilometer fra kysten.

Men ingen af de tre kvinder syntes at havmiljøplanen eller høringssvaret fra kommunerne rammer helt plet.

»Jeg ved godt at der en del fortalere for muslingefarme, fordi man tror, at de kan være med til at sænke mængden af kvælstof, men vi tvivler på det. Vi har set tal og undersøgelser der indikerer, at muslingerne er kræsne og foretrækker de samme fødekilder og samtidig udleder de meget mere kvælstof lokalt på grund af deres afføring,« lyder det fra Nina Vetter der sammen med Kirstine Bille undrer sig over et nyligt svar fra miljøminister Lea Wermelins kontor.

I et skriftligt svar til Kirstine Bille forlyder det, at der ikke er tænkt maritime nationalparker ind i den kommende havmiljøplan.

»Det præsenterede jeg for hende, da miljøministeren stod på det samme sted her på Jernhatten,« siger Nina Bjarup Vetter, mens Kirstine Bille nikker.

Pia Olsen Dyhr lover at tage sagen med ind i Folketingssalen og vil stille det som et §20 spørgsmål.

»Jeg har fået ny viden i dag, blandt andet sagen om muslingefarmene og ideen med den maritime nationalpark. Vi skal passe på vores natur og det giver god mening ikke kun at beskytte den natur, som vi kan se fra jordoverfladen. Jeg vil tage de her ting med i de kommende forhandlinger her til efteråret,« lover Pia Olse Dyhr inden turen går ad de mudrede trappetrin op mod parkeringspladsen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen