En stilfærdig kæmpe stopper: »Det kom som et lyn fra en klar himmel«
Vidende, diplomatisk, svær ikke at holde af. Afgående kulturdirektør i Aarhus er sjældent vellidt.

Hvis du fylder et rum med aarhusianske byrådsmedlemmer, kan de sjældent blive enige.
Det skulle da lige være, hvis Kirsten Jørgensen var på dagsordenen. Den 63-årige direktør fra Kultur og Borgerservice lader således til at være universalt afholdt og respekteret i byrådet.
Det er mandag blevet meldt ud, at Kirsten Jørgensen går på pension ved udgangen af året, og nyheden har fået aarhusianske byrådsmedlemmer til at lovprise den nu afgående kulturdirektør på sociale medier.
Lokalavisen Aarhus har snakket med en række byrådsmedlemmer, der her giver Kirsten Jørgensen deres skudsmål.
Både til lagkage og småkager
Lone Hindø (S) var i 1987 med til at ansætte Kirsten Jørgensen som kontorchef ved Aarhus Kommunale Værker. I dag, 34 år senere, arbejder de to sammen som henholdsvis kulturudvalgsmedlem og kulturdirektør.
»Hun er noget specielt, og hun efterlader sig et meget, meget stort hul. Hun har en evne til at forlige modsætninger på en meget stille og rolig måde. Hun arbejder på de indre linjer, og hun er aldrig involveret i dramaer, siger Lone Hindø og fortsætter:
»Hun har haft stor betydning for udviklingen af Musikhuset, ARoS, Moesgaard Museum, men også for mange mindre projekter. Det er vigtigt for mig at sige. Hun er ikke kun til lagkage, hun er også til de bittesmå småkager.«
Kirsten Jørgensen må »bruge oceaner af tid på at læse papirer« for at være så meget inde i sagerne, som hun er, lyder det fra Hindø.
For Aarhus 24/7
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV) kalder Kirsten Jørgensen for en af de dygtigste direktører i Danmark.
»Hun er meget dygtig og kompetent. Hun er skarp og dygtig til at netværke. Hun har også en facon, der gør, at man ikke kan lade være med at holde af hende. Et dejligt menneske på mange måder,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Venstres medlem af Kulturudvalget, Hans Skou, beskriver Kirsten Jørgensen som en embedsmand, der har knoklet for Aarhus 24/7.
»Hun er altid tilgængelig og med et fokus på nye løsninger. Kirsten tør gå nye veje og har fokus på både bredde og elite,« siger han.
Ifølge kulturudvalgsmedlem Mahad Yussuf (RV) er Kirsten Jørgensen »en person, der sætter en ære i at præstere på allerhøjeste niveau.«
»Jeg blev faktisk overrasket, da jeg hørte, at hun stopper. Hun har været et stort aktiv i kulturudvalget, og det har været meget berigende for mig at møde en som hende, der har så stor erfaring,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Et lyn fra en klar himmel
Byrådsmedlem Theresa Blegvad (K) har arbejdet sammen Kirsten Jørgensen ad flere omgange, og Blegvad skrev til hende privat, da hun hørte nyheden om, at kulturdirektøren stopper efter en lang karriere i Aarhus Kommune.
»Det kom som et lyn fra en klar himmel, men det kan jo være, at hun helst vil stoppe på toppen,« siger Theresa Blegvad og fortsætter:
»Jeg synes, det er trist og et tab for Aarhus Kommune. Hun tromler ikke sine meninger igennem, men hun taler med en tydelighed, som gør, at man ikke er i tvivl om, at hun har styr på sine sager. Jeg vil kalde hende en ægte diplomat.«
Verdens bedste job
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kulturudvalgsformand Steen Bording Andersen (S), men på Facebook skriver han følgende:
»Med Kirsten Jørgensen mister vi i Aarhus Kommune en af de dygtigste og mest involverende top-embedsmænd, som har været en afgørende kraft i udviklingen af Aarhus til den kulturby, som den er i dag.«
Hovedpersonen selv ønsker ikke at udtale sig til medier, indtil hun rent faktisk stopper ved årsskiftet, oplyser pressechef i Kultur og Borgerservice, Michael Jaap.
I en pressemeddelelse siger Kirsten Jørgensen dog følgende:
»Jobbet som direktør for Kultur og Borgerservice er i mine øjne verdens bedste, og jeg føler mig privilegeret over at have haft det i så mange år. Når det er sagt, ser jeg frem til at få lidt mere fritid og nyde byens pulserende liv som tilskuer.«
Det forventes, at den nye direktør tiltræder stillingen den 1. januar 2022.
Kirsten Jørgensen har været kulturdirektør i Aarhus siden 2006. Hun stammer fra Kruså og flyttede til Aarhus for at studere jura. Hun kunne kalde sig cand. jur. i 1983.