Mens de venter på kunstgræs i oplandet: Kommunal underbemanding forsinker proces

En byggetilladelse til en kunstgræsbane, som plejer at tage 40 arbejdsdage i behandlingstid, er forsinket på ubestemt tid på grund af underbemanding i Teknik & Miljø-forvaltningen.

Artiklens øverste billede
I Mårslet og Hasselager kigger de langt efter kommunens byggetilladelse til kunstgræsbaner. Både TMG Fodbolds Thomas Vestergaard (t.v.) og Kolt-Hasselager IF’s Tom Samsøe Hansen har ventet siden februar. Fotocollage: Kim Skovrup Andersen.

I Mårslet og Hasselager er tålmodighed en dyd. Områdets fodboldklubber - TMG Fodbold og Kolt-Hasselager IF - har begge brugt tid og kræfter med at samle penge ind til kunstgræsbaner med godt økonomisk støtte fra kommunal side og er faktisk i mål økonomisk.

Men de kan ikke komme videre, fordi de endnu ikke har fået en byggetilladelse fra Teknik & Miljø-forvaltningen i Aarhus Kommune.

Tom Samsøe Hansen er formand for kunstgræsudvalget i Kolt-Hasselager IF Fodbold, som i de seneste fem år har arbejdet for at forbedre forholdene på klubbens gamle grusbane i form af kunstgræs.

»Vi sendte vores ansøgning i februar og har ventet på byggetilladelsen siden. Vores projektleder har fået at vide, at forsinkelsen skyldes, at kommunen er overbebyrdede med for mange opgaver. Jeg har fuld respekt for, at man skal undersøge tingene og følge alle love og regler, så man ikke kommer til at gøre noget forkert. Og det er klart, at det tager noget tid. Men vi er utålmodige, fordi vi glæder os,« siger han.

Samme forsinkelse gør sig gældende i Mårslet, hvor man også har ventet på en byggetilladelse i flere måneder. Det bekræfter TMG Fodbold.

Hos Teknik & Miljø-afdelingen i Aarhus Kommune lyder forklaringen:

»Det, der er udfordring for os med de her sager,er, at de skal igennem en VVM-vurdering. Den medarbejdergruppe, som laver dem, er grusomt underbemandet, og derfor er det ufatteligt svært at få noget at vide med sikkerhed,« siger chefen for Byggeri i Teknik & Miljø, Ann Hamborg.

Vi er grusomt underbemandet, og derfor er det ufatteligt svært at få noget at vide med sikkerhed

Ann Hamborg, chef for Byggeri i Teknik & Miljø-forvaltningen

En VVM-vurdering er en miljøvurdering af planer, programmer og projekter, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Forkortelsen VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet.

Ann Hamborg ærgrer sig over, hun ikke kan komme med et mere konkret svar, om hvornår de to fodboldklubber i den sydlige del af kommunen kan forvente at få byggetilladelserne til deres kunstgræsbaner i hus.

40 arbejdsdage

»Det tager typisk 40 arbejdsdage, fra man har indsendt en ansøgning om byggetilladelse, til den er færdigbehandlet. Men det her handler som sagt om underbemanding i den funktion, der arbejder med VVM-undersøgelse. Jeg ved, at man er i gang med at ansætte nye folk, men det tager lidt tid, inden de er ansat og kommer rigtigt i gang,« siger Ann Hamborg og tilføjer:

»Men det er selvfølgelig træls for dem, der bliver ramt af det her.«

I Hasselager er der dog lys for enden af tunnellen:

»Forleden fik vi screeningsrapporten fra kommunen. Den danner grundlag for byggetilladelsen og undersøger alle de ting, der måtte være med lyd, lys og jord. Uden at være kyndig på det område, har jeg læst den igennem og har ikke kunne se, at der skulle være noget i vejen for, at vi kan få den endelige byggetilladelse. Så nu håber vi bare, at det går så hurtigt som muligt, meget gerne indenfor de næste par uger, så vi kan være klar til oktober med en ny kunstgræsbane,« fastslår Tom Samsøe Hansen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.


Læs også

Del artiklen