Rådmand: Bydel i Aarhus skal være bæredygtigt

Kommende bydel skal være have fokus på bæredygtighed.

Artiklens øverste billede
Der er en ny bydel på vej på Katrinebjerg. Ifølge visualiseringen kommer det til at se sådan ud.

Rådmand vil gøre Katrinebjerg til Aarhus’ bedste bud på en bæredygtig bydel. Et forpligtende samarbejde skal sikre, at alt fra byggeri til senere drift sker på en måde, så det belaster klimaet mindst muligt, oplyser Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

Nye byggerier skal være langt mere bæredygtige. Det mener Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, der har indgået en samarbejdsaftale med de øvrige aktører bag byomdannelsen på Katrinebjerg i det nordlige Aarhus.

Aftalen forpligter parterne til at arbejde for konkrete løsninger, der mindsker klimaaftrykket blandt andet fra det kommende universitetscampus. Det skal understøtte kommunens målsætning om at være CO2-neutral i 2030.


»Vi har undersøgt muligheden for, at bæredygtige løsninger bliver et egentligt krav i nye lokalplaner, men det er der ikke lovhjemmel til. Derfor er jeg glad for, at vi er blevet enige om en model, hvor bygherrerne selv har budt ind med, hvilke konkrete tiltag de vil forsøge at indarbejde i den nye bydel på Katrinebjerg,« siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.

Aktørerne bag aftalen er Forskningsfondens Ejendomsselskab (FEAS), INCUBA, Olav de Linde, Tækker Group, Affald Varme Aarhus og Aarhus Kommune. Samarbejdet er et supplement til lokalplanen for området.

Parterne har sammen peget på nogle konkrete løsninger i den kommende bydel.

Genbrugs-mursten

Blandt andet vil bygherrerne så vidt muligt genbruge materialer som mursten og døre fra de gamle industribygninger, så de får nyt liv i de nye byggerier. Også områdets træer og øvrig beplantning skal bevares, samtidig med at der tilføres endnu mere grønt.

Vi har undersøgt muligheden for, at bæredygtige løsninger bliver et egentligt krav i nye lokalplaner, men det er der ikke lovhjemmel til.

Rådmand Bünyamin Simsek (V)

»Vi vurderer, det er en god forretning at få indtænkt bæredygtige løsninger i udviklingen af bydelen på Katrinebjerg. Foruden de konkrete løsninger med for eksempel opsamling af regnvand i bassiner, grønne pladser og andre opholdsarealer, har FEAS planer om en bæredygtighedscertificering af bydelen. Vi er også i dialog med AffaldVarme Aarhus om forskellige bæredygtige løsninger inden for forsyninger, hvilket kan give en god totaløkonomi,« siger direktør Jørgen Lang, Forskningsfondens Ejendomsselskab (FEAS) i pressemeddelsen.

En anden mulig løsning bliver et såkaldt Living Lab, der skal bo i området. Det er et teknologilaboratorium, som kan bruges til undervisning og være udstillingsvindue for grøn omstilling og genbrug.


»Det giver god mening, at vi tænker bæredygtigt hele vejen rundt, når vi laver nye bydele. Det er rigtig godt, at der er gang i byggeriet i Aarhus, men det koster også på klimaregnskabet. Jeg er glad for, at vi kan enes om at bruge projektet på Katrinebjerg til at udvikle fremtidens måde at bygge ny by på,« siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.

Forslag til lokalplan for universitetscampus og blandet byområde på Katrinebjerg blev behandlet på mandagens møde i Magistraten. Derefter skal det til behandling i Aarhus Byråd, som skal beslutte, om forslaget er klar til offentlig høring.

cko

Læs også

Del artiklen