Præsteklumme: At blive fundet
I lignelserne om det fortabte får og den tabte mønt fortæller Jesus om noget, der er blevet væk, og som bliver fundet igen, og om hvilken glæde der bliver, når det bliver fundet igen.
I centrum af fortællingerne er to mennesker. I den første en hyrde og i den anden en gammel kone, de har nogle ting til fælles:
De leder efter det tabte, og de gør det grundigt.
De bliver glade og holder fest, når de finder.
De holder ikke fest, fordi det tabte har omvendt sig, de holder ikke fest for fåret eller mønten (eller for den fortabte søn), de holder fest, for NU er det rette forhold genoprettet, takket være en dyrebar, uselvisk kærlighedsgerning. Det er kærligheden, der festes for. Ligesom til et bryllup, jo, vi fejrer brudeparret, men vi fejrer også det, at der ER brudepar i verden.
Det er klart, at den gode hyrde og den gamle kone er billeder på Gud! At Gud (og Jesus) er den gode hyrde, kender vi fra andre steder i Biblen. Det er der en tradition for, selvom Jesus giver begrebet et tvist ved at sige; Jeg er den gode hyrde. Men det med, at Gud er en gammel kone, hvad med det? Jeg er sikker på, at Jesus har moret sig med at fortælle denne historie, for det går imod ALT, hvad hans tilhørere nogensinde har tænkt om Gud, der udfriede folket af Egypten.
En gammel kone?
Men den er god nok. Jeg kan ikke læse det på anden måde. Nu kan jeg – sammen med alle de andre utrolige billed-eksempel Jesus giver os af sin far – tilføje dette uforglemmelige. Den gamle kone der grundigt leder til hun finder, og den glæde og fest hun oplever. Festen for Guds uselviske og dyrebare kærlighedsgerning for os.
Hvilket billede gør du dig af Gud?