Aarhus Ø får ny pædagogisk ledet legeplads

Aarhus Byråd bevilger 6,3 mio. kr. til en pædagogisk ledet legeplads med navnet Stedet på Øen – mellem by, skov og hav på Aarhus Ø.

Artiklens øverste billede
Illustration: Aarhus Kommune

Der er en ny pædagogisk ledet legeplads på vej på Aarhus Ø.

Den får navnet Stedet på Øen og anlægsudgifterne til etableringen forventes at udgøre 6,3 mio. kr. På byrådsmødet torsdag valgte et enigt byråd at bevilge pengene til etableringen af den nye legeplads.

Pædagogisk ledede legepladser er steder, hvor der er pædagogisk personale på legepladserne i udvalgte tidsrum, og hvor brugerne har medansvar for at skabe legepladsens rammer.

»Der er brug for mere liv, sjæl og leg på Aarhus Ø. Det får vi med den pædagogisk ledede legeplads,« sagde rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) under byrådets behandling af sagen.

Stedet på Øen – mellem by, skov og hav, som er pladsens fulde navn, får vand som et centralt tema.

Politisk ordfører Anders Winnerskjold (S) kalder idéen om den nye legeplads for »fremragende«.

»Aarhus Ø udvikler sig dag for dag og bliver bedre og bedre. Det her bliver helt vildt fedt for de mange børn og unge, som kommer til at befinde sig på øen i fremtiden,« sagde han.

Også i Venstre glæder man sig over den nye legeplads.

»Vi glæder os til at prøve den,« sagde Louise Louring (V) med et grin.

Mette Skautrup (K) er også enormt positiv over planerne.

»Jeg bliver virkelig glad, når jeg ser sådan en indstilling. Tænk, hvis man havde det, da jeg var ung. Det bliver et sted med lys, luft, vand og leg. Det bliver en klub og ikke bare opbevaringsrum. De unge skal selv være med til at udvikle området,« sagde hun.

Aarhus Kommune har i forvejen en lang række pædagogisk ledede legepladser. Målet med projektet var fra start at kunne tilbyde de første aktiviteter allerede i sommeren 2021. Den videre planlægning med legepladsen går i gang med det samme.



Læs også

Del artiklen