Præsteklumme: Fællesskabet – ikke en fælde

Trinitatis tiden er lang fest og rus efter Pinsen. Trinitatis har fokus på at sige noget om Gud, og det kan være en fristelse enten at sige for lidt om Gud eller for meget. Vi befinder os i et spændingsfelt mellem åbenbaring og mysterium. Treenigheden og enheden er et mysterium, som vi kan trænge ind i og meditere over, men aldrig kan løse. Det at Gud fader, Gud søn og Gud Helligånd, er forskellige og alligevel en enhed, siger alle noget om hvem Gud er. De hører uløseligt sammen.

Fest og fællesskab hører sammen. Kommer man til at stave fællesskab med ”d”, så bliver det til fælde, og for nogen kan fællesskabet blive til en fælde. Her står undskyldninger på rækker for at slippe for at være med.

På landet ude vest på, kunne fællesskabet virke som en fælde for nogen. Når der var fest, blev alle inviteret uden undtagelse, også dem man havde meget lidt eller ingenting til fælles med. En dag flyttede der en kommunist ind på en af nabogårdene, han gik i sivsko, var gymnasielærer og dyrkede biodynamiske grønsager. Han passede ikke ind i fællesskabet, han var på alle måder anderledes. Så da der hjemme hos min familie skulle inviteres til fest, så prøvede min far at omgås reglen om, at alle naboer skulle med. Min mor holdt fast ved, at selvfølgelig skulle vores nye nabo og hans familie med, for festen var for alle, og sådan blev det. Enige blev de aldrig, min far og naboen, og bølgerne gik højt år efter år. Fællesskabet var vigtigere end at holde på sit eget, sin egen mark, sin egen kone eller sine egne okser. Der var ingen undskyldninger for ikke at være med, og man kom, når man blev budt.

Fællesskabet i Kristus er ikke en fælde, det er at høre sammen, hvor forskellige vi end er. Undskyldninger er der nok af, når vi vælger at holde på vort eget, og blive hjemme fra festen. Det er let at glemme, at vi hører sammen, også med dem der er langt væk fra os selv.